Baller, køer og kæmpe fællesskab: EM i 3-Bande Carambolebillard blev en kæmpe succes i Aarhus: Der blev sendt tusindvis af baller afsted, lavet trickshots med publikumsjubel – og måske vigtigst af alt: skabt nye fællesskaber, grin og spilleglæde på tværs af alder og baggrund, da EM i 3-Bande Carambole rullede hen over Dokk1 i Aarhus fra 28. marts til 5. april.
Danmark havde deltagelse i alle discipliner, og især verdensmesteren Charlotte Sørensen skabte stor opmærksomhed og begejstring blandt publikum. Ikke mindst da hun satte en ekstra tyk streg under hendes evner ved også at kæmpe sig frem til titlen som Europamester og nr.1 på verdensranglisten.
Europamesterskaberne for U25, Kvinder og Kvindelandshold i den teknisk krævende disciplin samlede både eliten og byens borgere omkring bordene – med et varieret program, der bød på alt fra skoleturneringer og pensionist-billard til Danmarksmesterskaber for socialt udsatte og shows med verdensstjernen Semih “Mr. Magic” Sayginer.
“Med dette mesterskab i fantastiske rammer på Dokk1 har Aarhus endnu engang vist, at byens renommé som dygtig, professionel vært for internationale sportsbegivenheder er velfortjent. Vi gør det med både hjerte, humor og helhjertet deltagelse,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad
Mesterskabet blev arrangeret af Den Danske Billard Union i samarbejde med Aarhus Kommune, lokale billardklubber og Sport Event Denmark – og det satte ikke bare fokus på sporten, men også på dens sociale værdi.
“Det her er noget af det smukkeste ved billard,” siger formand for Den Danske Billard Union, Torsten Danielsson. “Vi ser det som en sport, hvor alle kan finde et fællesskab – uanset alder, køn, drøjde eller livssituation. Det var lige præcis det, der blev udlevet her i Aarhus.”
“ Vi værdsætter meget events, der forener elite og bredde, sport og samfund – og her blev der ramt pletsupplerer Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark. “Aarhus har igen leveret en helstøbt sportsevent med hjerte og kant.”
HIGHLIGHTS FRA EVENTEN
EM i 3-Bande Carambole for U25, kvinder og kvindelandshold
- Danmark repræsenteret i alle discipliner
- U25 Europamester: Marcos Morales (ESP)
- Kvinder landshold: Karakasli/Degener (TR)
- Kvinder individuelt: Charlotte Sørensen (DK)
Desuden i løbet af ugen:
- Trickshot-show med Semih Sayginer
- Kom-og-prøv-billard for pensionister og familier
- Skoleturneringer, DM for væresteder og publikumsturneringer
- Billard og musik – med liveoptræden og show
- Gratis adgang og masser af aktivitet på tværs af generationer og sociale lag