Windsurfernes VM er afgjort i Hvide Sande

Foto: IFCA
Danske Johan Søe tager sølv efter en ugelang konkurrence, der bød på rigtig meget vind – og slet ingen vind på Ringkøbing Fjord i Hvide Sande. De udenlandske deltagere og præsidenten for det internationale forbund var mere end blot tilfredse med de danske forhold.

I Vestjylland har 110 deltagere fra 15 lande i seks dage kæmpet om verdensmesterskabet i Windsurf Slalom. Syv verdensmestre er netop blevet kronet, og danske Johan Søe, der tidligere på året deltog i OL, løb med sølvet hos herrerne.

Alle aldersgrupper fra juniorer til masters var samlet til mesterskabet i Hvide Sande, og det krævede to baner at afvikle konkurrencen. Det er første gang i 15-20 år, og dermed helt unikt, at alle divisioner er samlet på den måde.

Verdensmesterskabet blev afholdt af IFCA, International Funboard Class Association, i samarbejde med WATERZ, Hvide Sande, Ringkøbing Skjern Kommune og Sport Event Denmark.

Stilhed før vindstød af stormstyrke
To konkurrencedage blev aflyst på grund af manglende vind i det vestjyske, men det tog verdens windsurfere i stiv arm. Formand for WATERZ, Jesper Christiansen, der ugen igennem sørget for atleterne sammen med et team af frivillige hjælpere fortæller:
– Vejret kan vi ikke gøre noget ved, men vi kan sørge for, at alle atleterne og deres teams har det godt, mens de er her. Vi får især ros for den åbenhed og imødekommenhed, som atleterne møder i Hvide Sande. Og maden, den er de også virkelig glade for, griner Jesper Christiansen.
Windsurferne fik udover god, hjemmelavet mad også flere gode konkurrencedage med tætte dueller og god vind. Især tirsdag fik atleterne det danske efterårsvejr at mærke med piskende regn og vindstød af stormstyrke.

Danmark har meget at byde på
Hos IFCA er præsident Ruben Petrisie begejstret for VM-samarbejdet og afviklingen af mesterskabet i Hvide Sande.
– Alle er glade. Den feedback, jeg får fra atleterne, dommerne og alle i teamet er rigtig god, og når de er glade, så er jeg glad. Det har været en dejlig uge her i Hvide Sande, og jeg håber, vi kan gøre det hele igen, siger Ruben Petrisie, og den feedback vækker glæde hos Lars Lundlov, direktør i Sport Event Denmark:
– Det viser med al tydelighed, at Danmark har meget at byde på også i forhold til windsurfing. Jeg kan forstå, at sejlerne var meget begejstrede for især den stærke vind, og det varmer naturligvis også, når vi hører, at det internationale forbund, IFCA, også var meget tilfredse med både vejr og især afvikling af deres mesterskab, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Gå tilbage