Det danske herrelandshold i softball vinder EM-sølv på hjemmebane efter en nervepirrende finale mod de regerende mestre og ærkerivaler fra Tjekkiet.
Danmark tager EM-sølv på hjemmebane efter en tæt kamp mod de evige rivaler fra Tjekkiet. ”Vi ville gerne have taget guldet, især her på hjemmebane. Så lige nu er jeg skuffet men samtidig utrolig stolt over den måde vi har vist softball frem, her under EM.” siger Valdemar Terkelsen, der til dagligt spiller i Hørsholm Softball klub, der er vært for EM. ”Det er en drøm der er gået i opfyldelse at spille EM på den bane jeg nærmest er vokset op på. Foran familie, venner, holdkammerater og de mange tilskuere, som har støttet os gennem hele turneringen.” siger Valdemar.
Tjekkiet vandt 6-0 over Danmark i en hæsblæsende kamp, hvor Danmark havde flere chancer for at komme tilbage i kampen, men tilsidst måtte se sig besejret af et stærkt Tjekkisk mandskab. De danske herrer kæmpede for hvert eneste run og hver en out, og viljen til sejr har været en afgørende faktor gennem hele turneringen. ”Der er en ekstrem vilje på holdet og evne til at præstere, når det gælder. Det er derfor vi stod i finalen idag.” siger Kim Lunderød Hansen, pitcher på det danske landshold. ”Jeg kommer til at savne at spille med de her drenge, men at stoppe min softball karriere med et EM på hjemmebane er et godt punktum. Jeg håber, at især de unge drenge er særlig stolte over deres sølvmedalje.” siger Kim, der har spillet på senior landsholdet siden 2004, men indstiller softball karrieren efter dette EM.
EM er blevet afholdt i Hørsholm den seneste uge og har været en kæmpe succes, fortæller formanden for Dansk Softball Forbund, Mette Nissen Jakobsen. ”Vi har oplevet stor opbakning fra det danske softball miljø, høstet stor anerkendelse fra de deltagende nationer og det Europæiske softball forbund for værtskabet. Vi føler os priviligerede over at kunne afholde et Europæisk mesterskab i Danmark og er stolte af, at vores herrelandshold stadfæster sig i den absolutte top i Europa.”
”Der skal også lyde en tak til Hørsholm Softball Klub for at have arrangeret og hostet EM i softball 2023. Et internationalt stævne er attraktivt for hele byen, alle har haft mulighed for at kigge forbi Idrætsparken og opleve en sportsgren på højeste europæiske niveau. I Hørsholm ønsker vi at være kendt som sportens by, og EM i softball støtter op om den vision på bedste vis. At herrerne tilmed sikrer Danmark sølv ved EM, er jeg som borgmester utrolig stolt af. I Hørsholm kommune og TeamHørsholm er vi glade for at have støttet op om eventet.” siger borgmester i Hørsholm kommune, Morten Slotved.
Lars Lundov, direktør i Sport Event Danmark, udtaler: Et internationalt topresultat er altid noget helt specielt. Dansk EM-sølv er meget flot! Tillykke til de danske spillere! Et internationalt mesterskab på hjemmebane er også altid noget helt specielt. Og når medaljer vindes på hjemmebane, går det hele op i en højere enhed. Det så vi også i denne uge, hvor EM i herresoftball for første gang i 15 år blev afviklet på dansk jord af Dansk Softball Forbund og Hørsholm Softballklub og med Sport Event Denmark og Hørsholm Kommune som partnere.
Eventet blev afholdt med støtte fra blandt andre Sport Event Denmark, Nordea-fonden, Hørsholm Kommune og WBSC Europe