PRESSEMEDDELELSE
Et heroisk kæmpende dansk landshold tabte søndag bronzekampen mod Japan med 57-61. Australien blev verdensmestre efter finalesejr over USA ved et historisk VM, der skabte en ugelang folkefest i Vejle. Danmark har aldrig tidligere været i top 4 ved et verdensmesterskab i kørestolsrugby, og der skulle de forsvarende verdensmestre fra Japan til at slå dem af præmiepodiet. Japanerne kom stærkt fra start og fremtvang nogle danske fejl, der gav dem en firemålsføring allerede efter første periode, og trods god fight lykkedes det ikke for de danske spillere at indhente forspringet. – Vi kommer ikke så godt fra start, som vi havde håbet på, og vi formår ikke at score i hvert angreb, som vi ellers har været gode til i denne her turnering. Vi bliver ved med at kæmpe for det, men på det her niveau bliver de mindste fejl straffet, lød det fra anfører Leon Jørgensen, der dog stadig var stolt af holdets præstation: – Vi har gjort en god figur og taget nogle step opad, og vi har bevist, at vi kan være med på det her niveau, så der er masser at arbejde videre på. VM-finalen blev en helt tæt affære, inden Australien trak fra til allersidst og vandt 58-55 over USA. Finalekampene sætter et flot punktum for verdensmesterskabet i kørestolsrugby. Den sidste uge har vist, at niveauet i international kørestolsrugby er løftet markant de senere år, og aldrig tidligere har kampene været så tætte og kampen om medaljerne så intens. Derfor har det danske landshold også al mulig grund til at være stolte over den bedste VM-placering nogensinde for Danmark – og for at have vist sporten frem for de mere end 10.000 tilskuere, der har lagt vejen forbi DGI Huset i den seneste uge og skabt en fantastisk kulisse. Det bedste VM nogensinde Præsident for World Wheelchair Rugby, Richard Allcroft, har store roser til det danske værtskab: – Hvilken uge, det har været i Vejle! Vi er her for atleterne, og alting har været tilrettelagt, så de kunne få en verdensklasse-oplevelse. Højdepunktet var banen og at opleve, hvordan atleterne blev præsenteret med indløb til historisk gode kampe. Det er velkendt, at de frivillige gør den store forskel, og jeg kan ikke takke dem nok for at skabe en unik ramme og hjælpe os med at skabe varige minder fra det bedste verdensmesterskab til dato. Også et stort tillykke til vores nykårede verdensmestre fra Australien og vores sølv- og bronzevinder, USA og Japan. Forrygende hjemmebaneopbakning Formand for Parasport Danmark, John Petersson, kan også se tilbage på et flot mesterskab på dansk grund: – Det har været en uforglemmelig uge i Vejle. Det sportslige niveau i kørestolsrugby har været højere end nogensinde, og det danske landshold er med et historisk resultat stemplet ind i den absolutte verdenselite. Samtidig gør det mig utroligt stolt, at World Wheelchair Rugby har vist os den store tillid at afholde VM, og at vi sammen med Vejle Kommune og Sport Event Denmark har formået at løfte niveauet for både atleter, officials og publikum. Opbakningen til landsholdet og parasport på hjemmebanen i Vejle har endnu en gang været helt formidabel, siger han. Også borgmester i Vejle, Jens Ejner Christensen, glæder sig over det store engagement fra hele byen: – Vi har haft en fantastisk VM-uge i Parasportens Hovedstad med spændende kampe og stor opbakning fra mange lokale aktører. Jeg er glad for, at flere af kommunens skoler, bosteder og virksomheder har været på besøg, og at vi med mange tilskuere i hallen er lykkedes med at give både borgere og landsholdet store oplevelser i Spektrum. En stor tak til Parasport Danmark og Sport Event Denmark for samarbejdet og WWR for at vise Vejle den store tillid, det er at arrangere et verdensmesterskab. Han suppleres af direktør i Sport Event Denmark, Lars Lundov: – Med VM i kørestolsrugby har vi sammen med Vejle kommune og Parasport Danmark endnu en gang skabt stemning og fest på lægterne, hvor det danske landshold spillede op med de bedste. Denne sommers mange internationale sportevents har med al tydelighed vist, hvor vigtigt det er for Danmark og danskerne at kunne samles om store sportslige oplevelser. Facts 12 nationer (Storbritannien, USA, Frankrig, New Zealand, Tyskland, Schweiz, Japan, Australien, Canada, Brasilien, Colombia og Danmark) 46 kampe Flere end 10.000 tilskuere i løbet af VM-ugen og udsolgt til finaleweekenden Fanzone hver dag fra kl. 8-20 Skolernes motionsdag for lokale skoler i Vejle I alt har 18 forskellige skoler besøgt VM 80 frivillige Hjemmeside og resultater: https://2022wrwc.com/ Sociale medier: @2022wrwc på Facebook og Instagram Fakta: VM i kørestolsrugby 2022 VM i kørestolsrugby har været afviklet i dagene 10.-16. oktober i DGI Huset i Vejle. Bag VM står Parasport Danmark, Sport Event Denmark og Vejle Kommune med støtte fra JYSK, Pressalit, Elsass Fonden og Musholm, der er hovedsponsor for kørestolsrugby i Danmark og nationalt træningscenter for det danske landshold. |