VM-badminton for hold vinder i 3. sæt

VM-badminton for hold, Thomas & Uber Cup blev i denne uge afviklet for første gang indenfor Europa, da Aarhus lagde baner til i Ceres Park og Arena.  VM for herre- og damelandshold er det ypperste i badminton, og der var stjernetræf til den store guldmedalje.

Det var helt forløsende, at Thomas og Uber Cup Finals endelig blev afviklet i denne uge i Aarhus efter hele tre udskydelser på grund af Covid-19. Lige så forløsende var det, at afviklingen kørte på skinner, og at alle fra spillere over officials, tilskuere, frivillige og partnere kun havde ros til arrangørerne.

”Det har været fantastisk at opleve TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup Finals i Aarhus. Eventen rummer så meget prestige og glæde. Aarhus har sat en ramme for at verdens bedste hold kunne skabe medrivende drama gennem den ni dage lange konkurrence,” siger Thomas Lund, generalsekretær i Badminton World Federation og fortæller om ét af de mange store oplevelser i Aarhus:

”Der har været så mange, mange store øjeblikke under Thomas og Uber Cup finalerne, men et af højdepunkterne for mig var de mange tilskuere, som kom igen dag efter dag i Ceres Arena. Tilskuerne skabte en helt unik atmosfære i arenaen og specielt når de danske spillere kom på banen. Det kom fra hjertet og noget, vi ikke har oplevet i lang, lang tid.”

De danske arrangører reflekterer ligeledes over både tilskueropbakningen, de sportslige målsætninger og selve afviklingen.

”Det var godt nok ærgerligt, at vi ikke spilledes os i Thomas Cup-finalen. Men selvom vi lige nu ærgrer os, så har både dame- og herreholdet leveret flotte præstationer og opnået de sportslige målsætninger. Når det er sagt, så fik vi skabt en flot kulisse med mange tilskuere og intens stemning. Arrangementsmæssigt gik vi i 3. sæt med udskydelserne fra sidste år. Derfor er det glædeligt, at vi i samarbejde med Aarhus Kommune og Sport Event Denmark endelig kunne afholde Thomas og Uber Cup Finalen. Min faste stab og de mange frivillige har ydet en kæmpe indsats og været et uvurderligt fundament til at skabe denne historiske event,” siger Bo Jensen, direktør i Badminton Danmark. Ligesom direktøren i forbundet, er også direktøren i Sport Event Denmark yderst tilfreds med det netop afviklede VM for hold:

”Afviklingen af Thomas og Uber Cup var en stor forløsning. Efter de mange udsættelser var det fantastisk at opleve verdensklassebadminton på hjemmebane i Aarhus. Stemningen har været helt i top, og stor, stor ros til både Badminton Danmark og Aarhus for deres vedholdenhed og et flot set-up. Da Danmark var vært for det individuelle VM i 2014 blev barren sat højt og i denne uge blev den hævet yderligere. Det lover godt for 2023, hvor Danmark igen er hjemmebane for et individuelt VM,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Aarhus har lagt arena til mange store, internationale sportevents, og er også meget tilfredse med Thomas og Uber Cup.

”Både sportsligt og afviklingsmæssigt blev det en stor succes. Mange skal have stor tak for deres medvirken i afviklingen. Især skal der lyde en stor tak til de mange dedikerede frivillige. Aarhus er glad og stolt over at være blevet valgt som værtsby. Vi ser frem til også i fremtiden at få lov til at lægge gulv til internationale badminton mesterskaber,” siger Rabih Azad-Ahmad, Rådmand  for Kultur og Borgerservice.

Resultater

Uber Cup:

Kina slår Japan i finalen
Danmark tabte i kvartfinalen til Korea

Thomas Cup
Indonesien vinder over Kina
Danskerne tabte i semifinalen til Indonesien, og fik dermed bronze

Fakta:

TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup Finals 2020 blev spillet i Ceres Park & Arena, Aarhus, 9.-17. oktober 2021. Danmark er det første land i Europa som har været vært for TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup.

TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup 2020 skulle oprindeligt have været spillet i Danmark i maj 2020, men på grund af Covid-19 blev mesterskaberne først flyttet til august, senere så oktober, før de til sidst blev skubbet til 2021.

Antal frivillige: 500

Danmark har været vært for individuelt VM i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.

Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016. Herrelandsholdet vandt bronze ved det seneste VM for herrelandshold i Thailand, 2018.

Det danske Uber Cup-landshold har aldrig vundet VM, men er blevet nummer to i 1957, 1960 og 2000.

TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup Finals 2020-sponsorer/partnere: TotalEnergies (titelsponsor), HSBC, Yonex, Moutai, GoDaddy, 188BET, Danisa og Mille Food samt mesterskabets samarbejdspartnere BWF, Aarhus Kommune, Sport Event Denmark, Salling Fondene og ViaBiler.

Gå tilbage