Robotter til bilindustrien og bueskydning går i disse dage hånd i hånd i Odense. Muligheden for at overvære de koreanske stjerners kamp for medaljer ved World Cup-finalen i bueskydning i Kongens Have og samtidig stifte nærmere bekendtskab med den fynske robotklynge er nemlig lige præcis den pakke, der har fået en delegation fra Hyundai Motor Company til at sætte kursen mod H.C. Andersens hjemby.
I går blev den sidste pil sendt afsted i Kongens Have i Odense, hvor verdens bedste bueskytter henover weekenden har dystet ved World Cup-finalen i bueskydning. En af dem, der forlod Kongens Have med tungt metal om halsen var Ki Bo Bae fra Korea, og på tilskuertribunerne foran Odense Slot kunne bl.a. hendes landsmænd fra en af verdens største bilfabrikanter, Hyundai Motor Company, juble over triumfen. En delegation med Dr. InSung Chang, Director of Manufacturing Engineering Research & Development Center i Hyundai Motor Company i spidsen sad nemlig på første parket, da recurveskytterne dystede søndag eftermiddag, og i dag benytter de anledningen til at se nærmere på det stærke fynske robotmiljø.
– Vi er stolte over, at Hyundai Motor Company sender repræsentanter fra deres topledelse til World Cup-finalen i bueskydning i Odense. Det giver en unik mulighed for at præsentere flere af vores førende robotvirksomheder og deres produkter for en af verdens største bilproducenter. Det skaber en vigtig relation til en global industrikoncern, som på sigt kan vise sig meget værdifuld for virksomhederne, siger Odenses borgmester Anker Boye, der sammen med Udvikling Fyn er vært ved besøget.
Det er et tæt samarbejde mellem Sport Event Fyn og Odense Robotics i regi af Udvikling Fyn, der har sikret, at Hyundais repræsentanter ikke blot rejser hjem med en forrygende sportslig oplevelse i bagagen, men også får indsigt i den fynske robotudvikling, når de i forlængelse af world cuppen i dag, mandag, skal besøge tre fynske robotvirksomheder.
Virksomheden MiR, der står bag en brugervenlig og effektiv logistikrobot, er blandt de virksomheder, som får besøg:
-Det er dejligt, at man ved en sportsevent tænker de lokale virksomheder ind, og dermed giver os muligheden for en spændende dialog med en virksomhed som Hyundai. Jeg synes, det er meget interessant og fornuftigt, at der skæves til de fynske styrkepositioner som f.eks. robotmiljøet i forbindelse med tiltrækningen af sportevents, og jeg ser frem til ikke bare at vise vores produkter frem, men også til at få en snak om brugen af collaborative robotter i bilindustrien og blive klogere på Hyundais behov og oplevelse af markedet lige nu, siger Thomas Visti, CEO MiR,
Besøget fra Hyundai Motor Company er et eksempel på Sport Event Fyns arbejde med erhvervsaktivering, hvor en sportevent danner platform for mødet mellem fynske virksomheder og potentielle samarbejdspartnere fra de lande, hvor sporten har særligt fokus. Med erfaringerne fra bl.a. Yonex Denmark Open i badminton og nu World Cup-finalen i bueskydning tegner der sig et billede af stadigt større potentialer for at bruge sportevents som en døråbner til erhvervsrelationer og samhandel – og måske endda eksporteventyr for dygtige fynske virksomheder.
– Sportevents er en unik måde at knytte også erhvervsmæssige bånd. Det viser Sport Event Fyns arbejde med al tydelighed. Det har stor værdi for hele Danmark, at der på den måde kan skabes et udstillingsvindue for de stærke virksomheder i den fynske robotklynge, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.
Også hos Sport Event Denmark er der begejstring over det koreanske besøg:
– Sport Event Denmark ønsker bl.a. at støtte de events, der kan fremme erhvervsrelationer og samhandel. Derfor er netop mødet mellem World Archery’s hovedsponsor, Hyundai, og de lokale robotfirmaer på Fyn interessant. World Cup-finalen i bueskydning bliver således den platform, hvor parterne mødes og derfra kan afdække mulige samarbejder i fremtiden. At bruge sportevents på denne måde har Sport Event Fyn haft et særligt godt blik for og er oven i købet begyndt at måle indsatsen f.eks. i forbindelse med Yonex Denmark Open i badminton, hvor en flerårig indsats nu begynder at vise sin effekt, siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.
Udover MiR er det de fynske virksomheder Universal Robots og Scape Technologies, som Hyundai Motor Company gæster.