Aarhus bliver vært for VM i samtlige olympiske bådklasser i 2018. Det er netop blevet besluttet på et møde i den internationale sejlunion ISAF i Southampton.
Aarhus bliver i 2018 vært for en de absolut største idrætsbegivenheder, der nogensinde er blevet afviklet i Danmark. På lørdagens møde i den internationale sejlunion fik Danmark tildelt værtskabet for VM i 2018. Dermed skal verdens bedste sejlere i samtlige olympiske bådklasser dyste på Aarhusbugten.
”Smilene er ekstra store i Aarhus i dag. VM er en af sejlsportens største og vigtigste begivenheder og en af de største idrætsbegivenheder som Danmark nogensinde har været vært for, ” lyder det fra borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard.
Mens kommunens rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad følger op:
”Det er en kæmpe anerkendelse af Aarhus som eventby og Aarhusbugten som sejlsportsarena. Jeg glæder mig til at byde verdens bedste sejlere velkommen til verdens bedste sejlsportsvand.”
Afgørelsen blev offentliggjort umiddelbart efter ISAF’s halvårlige møde i Southampton og blev modtaget med jubel hos de udsendte fra den danske delegation i ISAF’s hovedkvarter.
Også hos Sport Event Denmark, som har været en bærende del af det danske bud, er der glæde over at ISAF Worlds 2018 er kommet i havn:
”Sport Event Denmark har haft vind i sejlene i denne uge. Organisationen er blevet gjort permanent, og nu kan vi tilmeld runde ugen af med endnu et stort, internationalt mesterskab til Danmark. Sammen med Aarhus, Sailing Aarhus og Dansk Sejl Union har vi ført en forbilledlig budkampagne, og vi har nu sat kursen mod 2018,” siger Lars Lundov, som er direktør i Sport Event Denmark.
Aarhus er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt
Tredje gang blev lykkens gang for Aarhus. Efter to forgæves forsøg lykkedes det endelig at overbevise verden om, at byen er klar til at løfte ISAF Worlds.
Aarhus har gennem de seneste år været vært for flere store internationale kapsejladser som f.eks. ISAF ungdoms VM 2008, 505 VM 2010, 2011 A-cat VM samt EM i 49er og 49er FX i 2013.
I 2018 vil Aarhus’ nye havnefront og midtbykvarter, Aarhus Ø, stå klar til at tage imod sejlsportens verdensstjerner og det nyopførte Internationale Sejlsportscenter vil stå som naturligt omdrejningspunkt for festlighederne.VM kommer til Aarhus året efter at byen har været Europæisk Kulturhovedstad og de mange erfaringer herfra vil være med til at styrke afviklingen af ISAF Worlds.
”VM i 2018 er kronen på værket. Vi har brugt år på at forberede os på dette,og jeg ser frem til at vise verden, at vi fuldt ud kan leve op til temaet for vores ansøgning ved at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt,” siger direktør i Sailing Aarhus Thomas Capitani.
ISAF Worlds 2018 vil fungere som optakt til OL i 2020, som afvikles i Tokyo. Det forventes, at op mod 1.000 både og flere end 1.400 sejlere fra 80 lande vil komme til VM i Aarhus. Hertil skal lægges tilskuere, officials samt afviklere af arrangementet.
Også hos Dansk Sejlunion er forløsningen stor:
”Det er en fantastisk anerkendelse af dansk sejlsport, at ISAF har valgt Aarhus som værtsby for 2018 ISAF Sailing World Championship,” udtaler formanden for Dansk Sejlunion, Hans Natorp, som netop har overværet offentliggørelsen i Southampton. ”Budprocessen har været meget intensiv og jeg har gennem hele perioden haft en god og positiv dialog med ISAF. Vi er blevet evalueret op mod nogle stærke bud fra Holland, Polen og Sydkorea, så jeg har absolut ikke haft nogen indikation på, at ISAF 2018 Worlds ville blive tildelt Danmark. Det er en stor lettelse at konstatere, at vi har gjort forarbejdet godt – nu skal vi i arbejdstøjet!”
Aarhus vil også frem mod 2018 være vært for flere internationale sejlladser: Til sommer er Aarhus vært for 49’er og 49’er FX U-23 VM. I 2015 skal byen huse EM i 470-jollen, EM i Laser og i 2017 VM i Nacra.
Der kan læses mere om det danske VM værtskab på www.aarhus2018.com
Kontaktpersoner:
Borgmester Jacob Bundsgaard træffes via pressechef Niels Buch Johansen på 5157 6716
Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad 4050 7659
Direktør, Sport Event Denmark, Lars Lundov 4031 4855
Formand, Dansk Sejlunion, Hans Natorp 3144 4015
Direktør i Sailing Aarhus, Thomas Capitani 2040 8442