VM Halvmaraton-arrangørerne har modtaget rigtig mange rosende ord i taler, pr. mail, på sociale medier og fra venner, bekendte og andre fra nær og fjern. En af de roser der varmer ekstra meget er fra det internationale atletikforbund, IAAF, der tildeler Copenhagen 2014 et ’Athletics for A Better World-stempel’, hvilket samtidig er projektets allerførste.
IAAF’s præsident Lamine Diack beskrev stolt i sin åbningstale, hvordan løb som en af de ganske få sportsgrene gør det muligt at kombinere elite og breddeidræt, som det er tilfældet med IAAF/AL-Bank VM Halvmaraton 2014. Placeringen af start og mål ved Christiansborg samt H.K.H. Kronprins Frederik og statsminister Helle Thorning-Schmidt som startere er endvidere med til at understrege, at VM Halvmaraton 2014 på alle måder befinder sig på højeste niveau i København og Danmark”Jeg vil gerne rose arrangørerne for en række initiativer, de har taget i denne henseende, hvilket endvidere betyder, at jeg er glad for at meddele, at IAAF/AL-Bank VM Marathon 2014 i København 2014 bliver den første internationale atletikevent nogensinde, der modtager et ’Atletics for A Better World- stempel’, annoncerede IAAF’s præsident Lamine Diack.
Med dette stempel vil IAAF honorere den indsats, som arrangørerne har gjort på områder som sundhed, miljø, fred og social ansvarlighed i forbindelse med VM i halvmaraton.
”I forbindelse med vores planlægning af VM var det fra dag 1 vigtigt for os, at det ikke blot blev et løb for de bedste løbere i verden. Vi ville derimod gerne give løbet en mening, som rakte længere ud, blandt andet ved at forsøge at motivere inaktive til at få bevæget sig mere. Bevidstheden om, at løbet påvirker byens daglige liv fyldte også meget, og vi har gjort os mange tanker om, hvordan vi kunne kompensere ved at gøre en indsats, som ikke blot handlede om at finde verdens bedste løber, men også imødekommer nogle af de udfordringer en by af Københavns størrelse står overfor,” fortæller direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen.
Nogle af de initiativer, Lamine Diack omtaler, og som begrunder Athletics for A Better World’s-stemplet er bl.a., at de danske atletikklubber op til VM’et stod for fælles løbetræning for primært ikke-medlemmer, og at løb som sund livsstil blev sat på dagsorden i medierne. Derudover blev alle atleter og udenlandske gæster fra IAAF transporteret rundt i København i elbiler, og alt pressemateriale blev uddelt på USB-stik i stedet for print. Endelig indsamlede Røde Kors Hovedstaden overtrækstøj i startområdet og tomme flasker i målområdet, så brugbart tøj og plastflasker ikke blev kasseret. Indtægten fra salg af tøj og plastflasker går til velgørende formål, bl.a. cykelkurser for indvandrerkvinder som en del af et integrationsprojekt.
”Det er et skulderklap til både Dansk Atletik Forbund og Danmark, at det internationale atletikforbund for første gang nogen siden tildeler en af sine events ”Athletics for A Better World”-stempel. Det er en anerkendelse af, at vi i Danmark også kan få det til at spille på andre boldbaner i forbindelse med afvikling af sportsevents. Det kan vi bruge fremadrettet, når vi byder på og afvikler events. Eventafvikling er ikke blot et spørgsmål om at afvikle en række konkurrencer, det er i lige så høj grad et spørgsmål om at bruge eventen som platform for f.eks. profilering af de danske klubber, bæredygtighed og socialt ansvar,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.
IAAF/AL-Bank VM Halvmaraton 2014 – kort fortalt
- 127 mandlige og 95 kvindelige eliteløbere (+50 % i forhold til seneste VM – største antal siden 1998)
- 30.000 motionsløbere fra 76 nationer
- 200.000 tilskuere (Ifølge politiet)
- 58 nationer i elitefeltet (+ 35 % i forhold til seneste VM og næst højeste nogensinde)
- I alt er der deltagelse fra 88 nationer
- 1.500 frivillige
- 20 danske klubber havde lavet VM-fortræning og til sammen fået 1.000 nye medlemmer på denne måde.
VM-arrangører: Dansk Atletik Forbund i samarbejde med Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.
Læs meget mere om IAAF/AL-Bank VM Halvmaraton her: www.copenhagen2014.dk