Eventarrangører på studietur ved EM i håndbold

Mens Dansk Håndboldforbund er i gang med at afvikle det hidtil største håndboldmesterskab på dansk grund, er andre arrangører med bag scenen for at blive inspireret til de store, internationale events, de selv skal være værter for. To af arrangørerne er Danmarks Gymnastik Forbund og Made in Denmark –European Tour i golf.

EM i håndbold har flere værtsbyer, flere pr-centre, flere fanzoner, mere VIP og mange flere tilskuere, frivillige, mere national fokus og internationale journalister end de fleste andre store, internationale sportsevents i Danmark. Derfor er der masser af inspiration og erfaringer at hente for andre eventarrangører. Det har Jonas Nygaard, som er tournament coordinator i European Tour Golf-turneringen, Made in Denmark, og Trine Bay, udviklings- og marketingchef i Danmarks Gymnastik Forbund benyttet sig af.

”Hele Fanzone-set-uppet i Boxen er genialt. Der er masser af plads, masser af aktiviteter og masser af tilskuere – en god kombination, som vi helt sikkert vil omsætte til det VM i trampolin i 2015, som vi står for at afvikle, siger Trine Bay. Hun har ligeledes noteret sig, at DHF’s Hall of Fame er et indslag, som kan være med til at skabe ekstra fokus på sporten og samtidigt inddrage tidligere danske gymnastikmestre i sporten igen.

Og Jonas Nygaard er helt enig og supplerer: ” Der er super inspirerende at se, hvordan DHF og værtsbyerne skaber en dansk folkefest. Det starter jo med, at alle får udleveret et flag ved indgangen. Alt er rødt og hvidt. Det kan vi sagtens lære af i Made in Denmark, hvor vores tema netop er en rød/hvid folkefest. Også hele formidlingen på de sociale medier er også noget vi skal se, hvordan vi kan omsætte til Made in Denmark.”

Danmarks Gymnastik Forbund og Made in Denmark arbejder ligesom DHF sammen med værtsbyer og har Sport Event Denmark som partner. Derfor er det ofte, at Sport Event Denmark benytter lejligheden til at foreslå erfaringsudveksling og studieture til events som EM i håndbold.

”Vores fokus er bl.a. at agere vidensbank for vores eventarrangører og få formidlet erfaringer mellem events. Og derfor er det også naturligt, at vi lægger op til, at de events, vi støtter, kommer ud og i praksis ser, hvordan arrangører løser de mange opgaver under eventen,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Gå tilbage