Med dansk guld og ny verdensrekord i 4×50 m. fri holdkap for kvinder fik EM i svømning 2013 en flyvende start i dag. Mesterskabet fortsætter dermed med at sætte rekorder. Allerede inden første svømmer var i vandet var også havde mesterskabet sat rekord i salg af billetter. Flere end 20,000 har indtil videre indløst billet.
Det var en van(d)vittig afslutning på førstedagen ved EM i svømning i Herning! Pernille Blume, Jeanette Ottesen, Kelly Riber Rasmussen og Mie Østergaard Nielsen vandt guld på 4 x 50m fri i tiden 1:37.04 og satte samtidigt ny verdensrekord. Forud lå en spektakulær åbning i overværelse af H.K.H. Kronprinsesse Mary og et finaleafsnit med et veloplagt publikum. Også i 4×50 medley for herrer blev der sat ny verdensrekord af russerne.
Mie Ø. Nielsen, der svømmede sidsteturen på holdkappen, udtaler umiddelbart efter pigernes guldløb: ”Det er bare helt vildt. Vi stod bare og ventede. Der gik så mange tanker igennem mit hoved: Var vi hurtige nok, var det et ordenligt indslag, var starten god nok? Men fordi vi starter ud med en guldmedalje får jeg helt klart mere selvtillid til resten af stævnet. Det er fedt, at der endelig er taget hul på medaljerækken.”
Udover de to verdensrekorder i holdkapperne blev der også sat en ganske overraskende europarekord ved aftenens finaler. Den stod spanieren Mereia Belmonte Garcia for på distancen 200m butterfly. Hun blev europamester i en ny europæisk rekordtid på 2.01.52. Storskærmen viste tydeligt, at spanieren bestemt ikke var forberedt på en så hurtig tid. Stævnet føjede dermed endnu en rekord til en forrygende første aften i svømningens tegn.
Det mener også Jakob Staun, projektleder for EM i svømning 2013: ”Vi har fået en flyvende start med dansk guld og ny verdensrekord. Også åbningsceremonien og Kronprinsesse Marys besøg var med til at gøre denne første dag til noget helt specielt,” udtaler han.
”Det var ren bølge i Boxen i dag. Alt klappede og publikum klappede endnu højere i dag. Med dansk guld og verdensrekord har vi fået en drømmestart på hjemmebane. Jeg noterede mig også, at det europæiske svømmeforbund i åbningstalen forventede, at dette mesterskab ville sætte nye standarder for fremtiden,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.
”Herning har en mangeårig tradition som hjemsted for messer, udstillinger og møder. Erfaringerne er gennem de senere år videreudviklet, så vi i dag også er kendt som en attraktiv samarbejdspartner og værtsby for internationale koncerter og sportsevents. Da vi som et led i event-strategien planlagde Jyske Bank BOXEN, var en af vores vildeste drømme, at arenaen en dag skulle kunne omdannes til et internationalt svømme-stadion. Og nu – tre år efter åbningen – er vi her. Med dansk guld og verdensrekord på førstedagen og en fest på publikumsrækkerne. Det lover godt for mesterskabernes kommende tre dage,” siger Hernings borgmester, Lars Krarup.
Fotos til fri afbenyttelse fra dagens konkurrencer kan hentes via følgende link: http://www.flickr.com/photos/111305912@N04/sets/72157638613680036/
Foto: Dansk Svømmeunion.
EM i svømning 2013 afvikles i Jyske Bank BOXEN i Herning 12.-15. december
Hver dag er der indledende heat om formiddagen og finalesvømning om eftermiddagen.
Næsten 559 af Europas stærkeste svømmere fra 41 nationer deltager ved mesterskaberne i Herning.
Lotte Friis, Jeanette Ottesen Gray, Rikke Møller Pedersen, Mads Glæsner og 25 andre danske svømmere er udtaget til det største danske EM-hold nogensinde.
EM arrangeres i samarbejde mellem Herning kommune, Sport Event Denmark og Dansk Svømmeunion.
Du kan læse mere om EM og købe billetter på den officielle eventside www.herning2013.com og følge mesterskabet på facebook.com/EMsvomning2013