Fans fra mere end 30 lande, blandt andet USA, Australien og Japan, har købt billet til finalerne ved EM i volleyball i Parken i Danmark. Det siger lidt om, hvor stor en sport volleyball er ude i verden. Her kan du læse mere om, hvad nogle af de fans, der kigger forbi Danmark til EM, glæder sig til.
Shino Nagane rejser hele vejen fra Japan for at følge det serbiske landshold:
“Jeg er vild med europæisk volleyball. Jeg kan især godt lide det serbiske landshold og dets spillere. Det er på grund af dem, at jeg begyndte at se volleyball. Det er også dem, jeg vil heppe på til EM. Jeg glæder mig til at se kampene live i Boxen. Indtil nu har jeg kun haft mulighed for at se kampene på internettet. Og så ser jeg frem til en masse sightseeing. Jeg skal blandt andet besøge Kronborg Slot og Tivoli.”
En anden fan, der rejser langt for at komme til EM i Danmark, er Elena Zhurman fra Australien. Hun rejser 16.000 km for at se legender live:
“EM er en helt speciel event i volleyballverdenen. Jeg tager til Danmark for at nyde turneringen og for at se de store volleyballstjerner og legender spille live. Tre europæiske hold nåede til semifinalerne ved OL i London 2012 – det viser virkelig, hvor stærk europæisk volleyball er. Det bliver helt sikket værd at tage til EM i september og være en del af denne exceptionelle fejring af volleyball. Jeg vil også gerne en tur i Tivoli, og hvis jeg er heldig – så får jeg et billede af den lille havfrue. Et andet sted, som jeg gerne vil besøge, er Nyhavn. Og hvis der er tid til overs, så vil jeg gerne bare vandre rundt og nyde arkitekturen i København.”
Måske vil Shino og Elena møde Erik Huisken fra Holland i København.
”Vi er en gruppe fyre, der rejser sammen hvert år. Og i år har vi så muligheden for at kombinere en super byferie til København med EM-finalerne. Kan man finde et bedre sted, når man er vild med sightseeing, kultur, at gå i byen og så selvfølgelig volleyball?! Og fordi der er så meget på spil i kampene i finaleweekenden, regner vi også med en fantastisk atmosfære i Parken. I den weekend bliver København centrum i volleyballverden, og den fest vil vi ikke gå glip af! Det sociale aspekt af weekenden går ud på at udforske Købenavns restauranter og natteliv. Og du kan ikke besøge København uden at prøve den berømte Carlsberg.”
Der er ikke tvivl om, at forventningerne blandt de mange tilrejsende fans er høje. Især hos Eliette Riera fra Frankrig:
”Jeg var til OL i London sidste år og var heldig at få billetter til volleyballkampene. Hele atmosfæren og sammenværet med så mange fans af den sport, som jeg har spillet og elsket i mange år, var det bedste af det hele. Da jeg så, at finaleweekenden ved EM 2013 ikke ”kun” var fire kampe på to dage, men også en masse sjove sideevents sammen med fans fra hele verden – så tænkte jeg, at EM kunne være dette års OL. Hver gang jeg er inde på EM’s hjemmeside, så er der en ny sideevent, som ser ud til at blive kanon sjov (volleyball i Fælledparken, yeah!), så jeg glæder mig til det hele! Og jeg kan kun drømme om, hvordan det bliver at være i en by fyldt med volleyball fans fra hele verden!”
EM er ikke kun en fest for de store europæiske volleyballstjerner. Det er også en fest for fansene. Og hvorfor ikke udnytte de unikke omgivelser i Parken til at fejre sin fødselsdag, som Tomasz Walkiewicz fra Polen gør:
“Jeg har 30 års fødselsdag den same dag som EM-finalen – den 29. september. Så den glæder jeg mig til at fejre i Parken sammen med mange andre fans i en fantastisk atmosfære. Jeg har aldrig før været til en volleyballkamp på et fodboldstadion. Jeg håber, at det kommer til at fungere godt. Jeg skal besøge Legoland og København. Jeg var der i 2007. Det første sted, jeg tager hen, bliver nok Christiana. Jeg vil også gerne en tur i Tivoli.”
Se VELUX EM Fan Map her og læs alle fan interviewene: http://eurovolley2013.dk/index.php/da/nyheder-em-volleyball-2013/item/1045-volleyfans-fra-hele-verden-kommer-til-em