Det dansk-lettiske bud på ishockey-VM 2017 fik lige akkurat ikke stemmer nok til at vinde over Tyskland-Frankrig på fredagens IIHF-kongres i Stockholm. Men afgørelsen var tæt; Danmark/Letland fik 42% af stemmerne.
Vi må bare konstatere, at Tyskland-Frankrig var nøjagtig så stærk en modstander, som vi havde forudset,’ siger Danmarks Ishockey Unions formand, Henrik Bach Nielsen, om afgørelsen.
‘Selv om jeg er ærgerlig i dette øjeblik, må jeg også sige at det har været en opløftende proces at føre denne VM-kampagne sammen med Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen. Vi har fået utroligt meget ros for vores VM-kampagne og vores præsentation under kongressen heroppe i Stockholm,’ fortsætter Henrik Bach Nielsen, som i den forbindelse også nævner Københavns kultur- og fritidsborgmester, Pia Allerslev, samt TV-værten Line Baun Danielsen, som begge havde nøgleroller under budpræsentationen i Stockholm.
‘Man skal også se en VM-kampagne som et udstillingsvindue for dansk ishockey, og derfor er det vigtigt, at vi kan notere os stor anerkendelse fra alle sider for vores kampagne. Også selv om vi ikke nåede vores mål: At få VM i 2017 til Danmark. Nu skal vi lige synke denne afgørelse, inden vi tager stilling til, om vi vil søge VM 2018’, slutter Henrik Bach Nielsen.
Tyskland-Frankrigs bud fik 63 stemmer, mens der var 45 stemmer svarende til 42%for det dansk-lettiske bud på VM 2017.