Kategoriarkiv: Nyheder

xx

Vejen VM vært for Maraton kano og kajak 2023

Verdensmestre i maraton kano og kajak 2023 bliver kronet i Vejen. Det er netop afgjort, at Vejen med Jels sø skal være vært for VM’et. Danmark vandt værtskabet foran fire stærke nationer Slovakiet, Ungarn, Kroatien og Kina.

En buddelegation har i dag, fredag i Beijing, budt på og vundet VM i maraton kano og kajak 2023. Men en afgørende spurt satte det danske bud de øvrige fire kandidater til vægs og fik således tildelt mesterskabet af Det Internationale Kano og Kajakforbund.

Det danske bud spillede på et stærkt vikingetema og budskabet om, at det forventede antal deltagere og ledere vil kunne bo på Vejen Idrætscenter var et af de vindende elementer. En kompakt VM-by som en vikingehøjborg kommer til at skabe en helt særlig stemning.
– Vi er utroligt glade for at maraton VM 2023 kommer til Danmark. Vi har i Danmark en lang stolt maraton tradition og er en af de nationer der har skabt og formet kano kajak maraton sporten. Det bliver en fejring af den tradition. VM bliver også en fest for vores dygtige atleter – det er altid helt specielt at kunne optræde på hjemmebane med et hjemmepublikum i ryggen.
– VM er en mulighed for Dansk Kano og Kajak Forbund kan vise ansvarlighed. Ansvar for at udvikle sporten, ansvar for at vise sporten frem, ansvar for at afvikle sports konkurrencer på en bærdeygtig og miljøvenlig facon.
– Når vi kan tiltrække VM til Danmark er det en fortsættelse af vores succesfulde eventstrategi. Succesen skyldes blandt andet at vi har stærke og kompetente partnere i Sport Event Denmark, Trekantsområdet og Vejen Kommune. Det er vi stolte af og det vil vi drage nytte af når vi skal udnytte VM til at øge udbredelsen af kano og kajak – sporten i videst mulig forstand i Trekantsområdet, siger Ole Tikjøb, Dansk Kano og Kajak Forbund.
Også i Vejen er der glæder over tildelingen:
– -Det er en fantastisk nyhed. Vi har de seneste uger gået og været rigtig spændte på resultatet. Vi vidste, at vi havde et godt bud, men vidste også, at det var nogle hårde konkurrenter, vi var oppe mod. Derfor er vi også enormt stolte. Nu glæder vi os til at byde verdens bedste kano- og kajakroere velkomne, og vi vil gøre vores ypperste for at give dem en uforglemmelig oplevelse i Vejen i 2023, siger Egon Fræhr, borgmester i Vejen.

Ligesom forund og værtsby ser frem til at blive værter for VM 2023, så er også Sport Event Denmark klar til opgaven.

– Vejen er oplagt som værtsby for VM i maraton kano og kajak 2023. Der er en stærk fortælling, som passer fint med den danske eventstrategi. Mesterskabet bliver én af trofæer Danmark har bragt hjem fra vores efterhånden mange event-togter, siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark med et smil på læben og referer dermed til det gennemgående vikingetema, som det danske bud spillede på.
Bag det danske bud står et stærkt samarbejde mellem Trekantområdet Danmark, Dansk Kano og Kajak Forbund (DKF) og Sport Event Denmark.
I 2020 skal der således væres VM i orienteringsløb i Kolding, Vejle og Fredericia, i 2021 får Tour de France etapestart i Vejle, mens Haderslev i 2022 er vært for VM i mountainbike-maraton.
I slutningen af marts sætter Danmark også kursen mod et EM i kajakmaraton 2022, til afholdelse i Silkeborg, hvis Danmark får det tildelt.
Kontaktpersoner:
Egon Fræhr, borgmester, Vejen. Mobil: Mobil 20162669
Christian Jacobsen, direktør, DKF. Mobil: 20815472 (pt. i Beijing, Kina)
Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark. Mobil: 40314855 (pt. i Beijing, Kina)

xx

Herning bliver vært for VM i Taekwondo Poomsae

Omkring 1200 af verdens dygtigste Taekwondo-udøvere samles i maj 2020 i Herning.

I maj 2020 vil Herning igen være vært for et VM.
Det drejer sig om VM i Taekwondo Poomsae, den tekniske version af sporten.

Da der senest var VM i Taekwondo Poomsae – i Taipei i 2018 – deltog 1200 atleter. Sportens stigende popularitet betyder, at der forventes en stigning i antallet af deltagere ved VM i Herning.

– Taekwondo Poomsae er efterhånden en stor sport, ikke mindst internationalt, og danske atleter er også med fremme i medaljekampen. At vi nu bliver værter for et VM med 1200 deltagere og 300 officials falder godt i tråd med vores ambitioner om at tiltrække store sportevents. Vores mangeårige erfaring som vært for store internationale mesterskaber kan på denne måde give et boost til særligt hotel – og restaurationsbranchen i området, siger Lars Krarup, borgmester i Herning Kommune.

Selve VM er placeret fra 17. – 24. maj 2020, og Herning Kommune har vurderet, at VM i Taekwondo Poomsae vil være en god anledning til at afprøve Kvik Hockey Arena som venue for store sportevents, da hallen i denne periode er is-fri.

Den nyrenoverede arena blev indviet i efteråret 2018, efter en ombygning til cirka 45 millioner kroner, der blandt andet betyder af arenaen kan byde på opgraderede publikumsforhold, bedre omklædningsfaciliteter og LED-kube i loftet.

Overtager fra Vejle
Poomsae er den tekniske variant af Taekwondo, hvor der konkurreres i at være bedst til at bevæge sig, bedømt på kraft, balance og korrekt udførelse.

Mesterskabet skulle oprindeligt have været afholdt i Vejle, da Dansk Taekwondo Forbund og Sport Event Denmark i 2016 bød ind på værtskabet og fik det. Men parterne har i fællesskab besluttet at give værtskabet videre til Herning.

– Vi har konstateret, at vi ville få problemer med at gennemføre VM i Poomsae på den måde, vi gerne vil afvikle events på i Vejle. Den lokale forankring af eventen står ikke så stærkt, som den gjorde tilbage i 2016. Derfor mente vi i fællesskab med Dansk Taekwondo Forbund og Sport Event Denmark, at det var rettidigt omhu at se efter andre muligheder. Med Herning som vært forbliver eventen på danske hænder, og det er den bedste løsning for alle parter, siger Sofie Plenge, direktør for Kultur og Fritid i Vejle Kommune.

Hos Sport Event Denmark er man glade for, at Herning har budt ind på værtskabet for VM i Taekwondo Poomsae.

– VM i Taekwondo Poomsae bliver en spændende event, som vi glæder os til. Med mesterskabet bliver Herning endnu engang værtsby for udøvere og hold fra hele verden. Vi forventer flere end 1200 udøvere, og dertil kommer officials og tilrejsende publikum. Det bliver en fest og godt for næringslivet i området, siger Lars Lundov, direktør for Sport Event Denmark

xx

Tour de France starter i Danmark i 2021

190 lande og flere milliarder seere vil se med, når Danmark i juli 2021 over tre dage lægger asfalt til tre etaper af Tour de France.

Nu er det sikkert og vist: Flere års benarbejde har båret frugt og sikret den største sportsbegivenhed nogensinde på dansk grund. Et partnerskab bestående af Erhvervsministeriet, Københavns Kommune, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg kommuner har netop skrevet kontrakt med selskabet bag Tour de France om en Tour-start i Danmark i 2021.

Dermed skal Danmark den 2., 3. og 4. juli 2021 lægge asfalt til hele tre etaper af Tour de France under overskriften ’Grand Départ Copenhagen – Denmark’. Selve åbningsetapen, Grand Départ, bliver en ca. 13 kilometer lang enkeltstart i det centrale København.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S):

”Vi glæder os vildt til at byde Touren velkommen under mottoet ’Verdens største cykelløb møder verdens bedste cykelby’. Det bliver den største sportsbegivenhed, det nogensinde er lykkedes at trække til Danmark, og det bliver fantastisk at opleve løbet og vise smukke København frem i hele verden.”

Den anden danske etape, 3. juli, bliver ca. 190 kilometer fra Roskilde til Nyborg hen over spektakulære Storebæltsbroen. Tredje etape bliver ca. 170 kilometer fra Vejle til Sønderborg den 4. juli.

Tour de France transmitteres i 190 lande og har rundt regnet 3,5 milliarder tv-seere under løbet. Over 900.000 tilskuere ventes at overvære de tre etaper i Danmark fra sidelinjen.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K):

”Det er intet mindre end fantastisk. Når Tour de France kommer til Danmark vil det ikke bare være en kæmpe fest, det vil også være en rigtigt god forretning. I første omgang i form af den turismeomsætning, vi kan forvente fra de fremmødte tilskuere. Men ikke mindst også i form af den massive eksponering, Danmark får, som jo er guld værd. Så det er svært at få hænderne ned en dag som i dag.”

Det er to et halvt år siden Danmark officielt afgav bud på en Grand Départ. Undervejs har både kongefamilien, regeringen, kommuner og regioner, Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark arbejdet målrettet for at få løbet til Danmark.

Om valget af Danmark siger løbets direktør, Christian Prudhomme:

“Naturligvis blev Tour de France, med verdens bedste professionelle cykelryttere, nødt til at komme til Danmark og til København – verdens bedste land og by for hverdagscyklisme. Grand Départ Copenhague – Danemark 2021 er et ’rendezvous’ som skal fejre den gensidige inspiration mellem hverdagscyklisme og professionel cykelsport.”

xx

VM håndbold – Opvisning i værtsskab

Det var ikke kun på banen, at Danmark tog guldet. Også uden for banen blev det til guldmedaljer i godt værtskab ved VM i Håndbold i Herning og København.

Mens det danske herrelandshold sørgede for gedigne sejre på banen, var der bag kulisserne massiv travlhed for at sikre den bedst mulige afvikling af VM, der blev holdt i fire tyske og to danske byer. Med den sidste kamp spillet, er det derfor en tilfreds Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, der kan erklære missionen for fuldført.

”Det er ikke kun på banen, at der er blevet knoklet de sidste tre uger. Bag så stort et event står en kæmpe organisation af medarbejdere, frivillige og samarbejdspartnere, som sammen har sikret, at VM er blevet afviklet til UG,” siger Morten Stig Christensen dagen derpå. Generalsekretæren er ovenud tilfreds med resultaterne på såvel som uden for banen: ”Det er jo en drøm, der bliver til virkelighed. Det her VM har vi arbejdet på i over to år sammen med tyskerne som værter og de to værtskommuner, så at lykkes så massivt med eventet som helhed, det er helt fantastisk. Fra Dansk Håndbold Forbunds side skal der lyde en kæmpe tak til alle, der har været med til at gøre det muligt – alle lige fra vores medarbejdere, alle de mange tusinde frivillige, vores gode samarbejdspartnere og så selvfølgelig alle de danske fans, der har støttet os hele vejen igennem.”

En folkefest
Danmark har spillet de fleste af sine kampe på hjemmebanen i Herning, og Herning Kommunes borgmester Lars Krarup har nydt at opleve den fest, som verdensmesterskaberne har skabt i Herning og omegn.

”Jeg synes, vi kom i mål med at skabe den folkefest i Herning og omegn, som vi havde håbet på inden mesterskabet. I Jyske Bank Boxen har særligt de danske kampe budt på en helt enestående stemning, og i det centrale Herning har det summet af liv, blandt andet fordi butikker, restaurationer og hoteller har gjort sig store anstrengelser for at pynte byen til fest. Jeg er sikker på, at VM i håndbold vil skrive sig ind i herningensernes bevidsthed som ét af højdepunkterne i rækken af store events i vores kommune,” siger Lars Krarup.

Fuldt hus i Royal Arena
Da Danmark i åbningskampen overbevisende slog Chile, var der fuldt hus i Royal Arena af danske fans. På de efterfølgende kampdage rykkede særligt svenskerne ind og gjorde arenaen til hjemmebane.

”Det har været en kæmpe fornøjelse sammen med Herning at være vært for VM i herrehåndbold. Københavnerne er blevet forkælet med verdensklasse håndbold og har kvitteret med en folkefest på tilskuerpladserne. Jeg er også utrolig glad for, at næsten 2.000 københavnske skolebørn samtidig har deltaget i VM i skolehåndbold – forhåbentlig giver det endnu flere lyst til at snøre håndboldskoene,” siger Frank Jensen, overborgmester i København.

Danmark er en vært i verdensklasse
For Sport Event Denmark, der har som mål at tiltrække og afvikle succesfulde internationale mesterskaber i Danmark, har VM i Håndbold også været en fornøjelse.

”Det er svært at få armene ned. Den enorme opbakning til de danske kampe både i Royal Arena og i Jyske Bank Boxen viser med al tydelighed, at danskerne gerne vil håndbold i verdensklasse – ligesom de i øvrigt også gerne ville ishockey sidste år. Endnu en gang var der folkefest på lægterne, i fanzonerne, i værtsbyerne og foran tv-skærmene,” siger Lars Lundov, direktør for Sport Event Denmark.

For Dansk Håndbold Forbund kommer det næste store værts- og mesterskab i 2020, hvor man sammen med Norge er værter for EM i håndbold på kvindesiden.

Fakta

Samlet set overværede 900.000 tilskuere i arenaerne de over 90 kampe, som blev spillet i Tyskland og Danmark.
I Danmark overværede 366.000 kampene i Royal Arena og Jyske Bank Boxen.
Finalen mod Norge blev den mest sete tv-kamp med henved 2.7 mio. seere på TV 2 og DR. Det er dermed også det mest sete program i tv siden det ottende afsnit af Krøniken rullede over skærmen i 2004.
De ti danske kampe, som blev vist på tv, blev set af næsten 17 mio. danskere. Til sammenligning bliver en hel sæson af de danske håndboldligakampe set af ca. 14 mio. seere.
IHF Men’s World Championship 2019, VM i håndbold, løb fra 10.-27. januar. VM blev arrangeret i samarbejde mellem Dansk Håndbold Forbund og Tysk Håndbold Forbund (DHB).
De fire indledende grupper blev spillet i Berlin, München, København og Herning, mens de to puljer i mellemrunden foregik i henholdsvis Köln (Tysklands kampe) og Herning (Danmarks kampe).
Semifinalerne blev spillet i Hamborg, mens placeringskampe, bronzekamp og finale blev spillet i Herning.
Den danske del af turneringen er arrangeret af Dansk Håndbold Forbund i samarbejde med Sport Event Denmark, Herning Kommune, Region Midtjylland og Københavns Kommune.

xx

Kongeligt besøg ved VM i cyklecross i Bogense

Kongeligt besøg ved VM i cyklecross i Bogense

H.K.H. Kronprinsen kommer til VM i cyklecross i Bogense søndag den 3. februar. Arrangørerne ser det kongelige besøg som en oplagt mulighed for at skabe positiv opmærksomhed omkring mesterskabet, disciplinen cyklecross og Nordfyn. Publikum kan allerede nu sikre sig billetter til både lørdagens og søndagens VM-dyster.

PRESSEMEDDELELSE

Kongeligt besøg ved VM i cyklecross i Bogense

Arrangørerne af VM i cyklecross, Nordfyns Erhverv og Turisme, Sport Event Fyn, Danmarks Cykle Union og Sport Event Denmark arbejder sammen om at skabe de bedste rammer for begivenheden, så ryttere, publikum og gæster fra ind- og udland får en uforglemmelig oplevelse. Og arrangørerne ser frem til at tage i mod Kronprinsen.

”Det bliver en stor fornøjelse at vise Kronprinsen den kulisse helt tæt på kysten, vi sammen med Nordfyns Erhverv og Turisme, Sport Event Denmark og Danmarks Cykle Union har fået skabt til VM i cyklecross i Bogense. Kronprinsen har allerede oplevet fynsk cykelterræn under egne dæk, da han forud for sommerens verdensmesterskab i crosstriatlon i Svendborg prøvekørte ruten. Vi er stolte af, at øen kan lægge jord til internationale cykelevents af denne kaliber såvel i syd som i nord,” siger forretningschef hos Sport Event Fyn, Jakob Staun.

”Kronprinsens tilstedeværelse er íkke alene en markant gevinst for selve VM-arrangementet. Det er også en blåstempling af Nordfyn som en driftig, innovativ og naturmæssigt særdeles attraktiv del af kongeriget,” udtaler Per Olesen, direktør for Nordfyns Erhverv og Turisme, ”På Nordfyn glæder vi os hver eneste gang, vi kan byde velkommen til et medlem af kongehuset og i denne forbindelse er glæden ekstra stor, fordi Kronprinsen som aktiv sportsmand om nogen vil vide fagligt at vurdere, hvilken ekstraordinær indsats, der kræves for at tilhøre verdenseliten i en så fysisk og teknisk krævende sportsgren som cyklecross.” Med det kongelige besøg følger ekstra positiv opmærksomhed på både mesterskabet og den spektakulære disciplin, cyklecross. Cyklecross er en relativt lille men hastigt voksende og særdeles underholdende disciplin, hvor rytterne på kort tid skal forcere vidt forskellige udfordringer. Ryttere og publikum får således en helt særlig oplevelse i og omkring Bogense Havn og på skrænten op imod Bogense Kirke.

Hos Sport Event Denmark fremhæver direktør, Lars Lundov, Kronprinsens opbakning til dansk idræt og hans hyppige besøg ved store, internationale sportsevents i Danmark:

”Vi er beæret over, at Kronprinsen også lægger sin vej forbi Bogense og VM i cyklecross. Hans Kongelige Højhed er en hyppig gæst ved de mange, store internationale mesterskaber på dansk grund. Det er vi naturligvis både glade for og stolte over. Kronprinsen, som også er medlem af den Internationale Olympiske Komité, er eminent til at formidle sporten på og udenfor banen. I samarbejde med Nordfyns Erhverv og Turisme, Sport Event Fyn og Danmarks Cykle Union glæder vi os til at byde Kronprinsen velkommen til VM.”

Fakta

Event data for VM i Bogense:

  • To løbsdage: 2. – 3. februar 2019
  • Deltagelse af 250 ryttere fra 25 nationer
  • Forventet tilskuertal: 15.000-20.000 i alt fordelt over begge dage.
  • 500 VIP-gæster pr. dag
  • 300 TV og pressefolk
  • TV-dækning i 30-35 lande
  • 18-20 TV-stationer
  • Over 40 millioner TV-seere globalt

Løbet køres på en rundstrækning på 2,8 kilometer med start og mål på Vestre Havnevej i Bogense. Der køres i fem klasser, Herre Junior, Herre U23 og Dame Elite lørdag den 2. februar og Dame U23 samt Herre Elite søndag den 3. februar.

Juniorer og Dame U19 & U23 kører i 40 minutter. Dame Elite kører i 45 min. Herre U 23 kører i 50 minutter og til sidst er Herre Elite i aktion i 60 minutter.

I Bogense køres på fire forskellige underlag: Asfalt, grus, græs og filt (på den mobile bro)

2019 UCI Cyclo-Cross World Championships i Bogense er arrangeret af CrossDenmark – et samarbejde mellem Sport Event Fyn, Sport Event Denmark, UCI, Danmarks Cykle Union og Nordfyns Erhverv og Turisme.

Billetter: https://ticket.crossdenmark.dk/language/da/billetter/

xx

Billetsalg til LGT World Women’s Curling Championship 2019

Billetsalget til LGT World Women’s Curling Championship 2019 i Silkeborg er nu i gang

Nu kan du købe billetter til VM i curling for kvinder. Det foregår i Silkeborg fra 16.-24. marts 2019.

Vil du være med til at støtte de danske curlingkvinder? Curlingkvinderne er kvalificeret til at spille VM på hjemmebane i Silkeborg til marts 2019 i Silkeborg Sportscenter.

I løbet af de første syv dage afvikles Round Robin hvor alle hold møder alle. De 8 bedste går videre til play-off efterfulgt af semi-finaler lørdag den 23. marts 2019.

På finaledagen den 24. marts 2019 spilles to kampe – bronzekamp og finalen.

Køb billetter på billetten.dk eller wwcc2019.com

Bag VM i curling for kvinder står Dansk Curling Forbund i samarbejde med Silkeborg kommune og Sport Event Denmark.

Fakta:
• Verdens 13 bedste kvindelige curlinghold deltager. Det er Danmark, Sverige, Canada, Rusland, USA, Tyskland, Japan, Skotland, Sydkorea, Letland og Schweiz.
• Danmark er kvalificeret.
• De Canadiske verdensmestre, de Svenske EM og OL-vindere deltager
• Priser fra 50 kr.

xx

Ny bestyrelsesformand for Sport Event Denmark pr 1.1 2019

Borgmester H.C. Østerby (A), borgmester Holstebro Kommune, er af Kulturministeren blevet udpeget som ny bestyrelsesformand for Sport Event Denmark med virkning pr. 1. januar 2019.

Kulturminister Mette Bock (LA) har med virkning fra den 1. januar 2019 udpeget en ny formand samt ét nyt medlem til bestyrelsen for Sport Event Denmark. Endvidere er ét medlem blevet genudpeget.

Den nye bestyrelsesformand bliver H.C. Østerby (A), borgmester Holstebro Kommune. H.C. Østerby har mangeårig politisk erfaring, herunder borgmesterposten siden 2010, men også et solidt kendskab til idrætten og store sportsevents qua fire år som bestyrelsesmedlem i Sport Event Denmark og med dybe rødder i foreningslivet, samt som aktiv håndboldspiller og træner på divisionsholdet i Holstebro og Tvis.

”Jeg glæder mig meget til min nye rolle som formand for bestyrelsen for Sport Event Denmark. Sport Event Denmark som organisation og Danmark som sportsevent-nation har opnået bemærkelsesværdige resultater siden etableringen for 11 år siden. Danmark er i dag en af verdens førende nationer på området, og jeg glæder mig til at fortsætte det fornemme arbejde, som Lars Krarup har stået i spidsen for,” siger H.C. Østerby – bestyrelsesformand pr. 1.1.2019.

H.C. Østerby afløser Lars Krarup (V), borgmester Herning Kommune, hvis mandat i henhold til vedtægterne ikke kunne forlænges.

Herudover har Kulturministeren udpeget Benedikte Kiær (C), borgmester Helsingør Kommune, samt genudpeget – efter indstilling af Danmarks Idrætsforbund – Dorte Vibjerg, direktør i Sparta Atletik og Motion.

Sport Event Denmarks bestyrelse består pr. 1. januar 2019 herefter af:

• Bestyrelsesformand H.C. Østerby, borgmester Holstebro Kommune
• Benedikte Kiær, borgmester Helsingør Kommune
• Elisabeth Milton, VP Sales & Distribution Air Italy
• Jan Olsen, adm. direktør VisitDenmark
• Torben Frølich, kommunaldirektør Gentofte Kommune
• Dorte Vibjerg, direktør Sparta Atletik og Motion.

xx

Danmark bliver vært for badmintonsportens største events

Thomas & Uber Cup og VM Individuelt kommer til Danmark i henholdsvis 2020 og 2023. Det har det internationale badmintonforbund, BWF, netop besluttet. Det er første gang nogensinde, at Danmark bliver værter for Thomas & Uber Cup, og femte gang at VM Individuelt kommer til landet.

Danmark har gjort det igen. Tiltrukket nogle af badmintonsportens største events.

Thomas & Uber Cup, VM for herre- og damehold, samt VM Individuelt vil blive afviklet på dansk grund, efter Danmark her til morgen dansk tid vandt værtskabet for de to begivenheder.

– Vi er rigtig glade og stolte over, at vi vores langsigtede eventstrategi med Sport Event Denmark allerede nu bærer frugt ved at kunne tiltrække to af sportens største events. Det beviser også, at det stenhårde arbejde, vi hvert år lægger i DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, er på sådan et højt niveau, at BWF trygt giver os ansvaret for at afholde Thomas & Uber Cup samt VM Individuelt. Vi glæder os til at tilbyde alle badmintonfans endnu en oplevelse med sportens absolut største stjerner på den største scene, siger Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen. 

Hos Sport Event Denmark er armene også i vejret. 

– Ikke blot én fjer i hatten, men hele to! At Danmark skal være vært ved både VM Individuelt i 2023 og Thomas & Uber Cup i 2020 understreger, at Danmark er en stærk badmintonnation og har en solid historik, når vi taler om at afvikle store, internationale badmintonevents, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark. 

Det er første gang nogensinde, at Danmark vinder Thomas & Uber Cup-værtskabet, og vi skal hele 36 år tilbage for at finde den seneste europæiske vært for dette mesterskab, hvor England var værter. Der er dermed tale om noget af en bedrift for den danske delegation, som har været af sted og præsenteret det danske bud for BWF i Kuala Lumpur, Malaysia. 

Thomas & Uber Cup skal afholdes i Ceres Park & Arena i Aarhus, som også anvendes i forbindelse med FZ FORZA/RSL DM. I Aarhus Kommune ser de frem til at byde spillere, trænere, stabsmedlemmer, frivillige og ikke mindst tilskuere fra hele verden velkommen til Smilets By.

 – Aarhus har de seneste år markeret sig meget stærkt med store, internationale events på både kultur- og sportsscenen. Med værtskabet af Thomas & Uber Cup 2020 fortsætter vi de gode takter, markerer Aarhus med endnu en international event og skaber en sand badmintonfestival for hele byen, siger Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus Kommune. 

Omvendt bliver det således femte gang, at Danmark er vært for et VM Individuelt. Senest i 2014 i Ballerup Arena. I 2023 planlægges det, at Royal Arena skal lægge gulv til verdens bedste badmintonspillere, og det glæder Københavns Kommune. 

– Jeg glæder mig til at byde verdens bedste badmintonspillere og de mange fans velkommen til København. Med Royal Arena kan vi tilbyde de optimale rammer, og jeg krydser fingre for nye danske medaljer og håber, at VM vil kunne inspirere endnu flere københavnere til at svinge ketsjeren, siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S).  

Flere nationer var med i budkrigen for at vinde værtskabet for mesterskaberne, men BWF er ikke i tvivl om, at de med Danmark som værter vil kunne præsentere deres verdensmesterskaber på fornemmeste manér. 

– Med dagens afgørelse styrker BWF partnerskabet med dansk badminton. Danmark er en stærk eventnation og dermed et attraktivt sted at afvikle vores største mesterskaber. Vi ser frem til samarbejdet med Badminton Danmark, Sport Event Denmark samt værtsbyerne København og Aarhus, siger Poul-Erik Høyer, præsident i BWF (Badminton World Federation). 

Sammen med Sport Event Denmark, Aarhus Kommune, Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen og vores samarbejdspartnere samt sponsorer glæder vi os til at byde velkommen til Thomas & Uber Cup 2020 og VM Individuelt 2023.

Fakta
Den danske buddelegation bestod af:
Badminton Danmark: Brian Bach Moesgaard, Eventchef
Sport Event Denmark: Frederik Munk, Senior Event Manager
Wonderful Copenhagen: Lars Vallentin, Senior Project Manager – Sport Events
Aarhus Kommune: Jørn Sønderkjær Christensen, Eventchef

Thomas & Uber Cup spilles i Ceres Park & Arena, Aarhus, i maj 2020.
VM Individuelt planlægges spillet i Royal Arena, København, i august 2023.

Danmark har været vært for VM Individuelt i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.
Danmark har aldrig før været vært for Thomas & Uber Cup.

Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016.

xx

VM i ishockey: Turister lagde 967 millioner kroner i Danmark

PRESSEMEDDELELSE FRA UCN:

238.000 gæster fra mere end 80 lande var med, da det første Ishockey VM på dansk grund fandt sted i maj måned i år. Nu viser en ny rapport, at turneringen skabte et rekordhøjt turismeforbrug på knap en milliard kroner, hvor langt hovedparten kom fra udenlandske tilskuere. De besøgende var generelt meget tilfredse med deres oplevelser under turneringen, konkluderer evalueringen, som er udarbejdet af Professionshøjskolen UCN i samarbejde med VisitDenmark.
De mange tilskuere og øvrige deltagere, der var på plads til kampene i København og Herning, lagde omkring 967 millioner kr. i Danmark. Tallet underbygger Ishockey VM som den største sportsbegivenhed nogensinde i Danmark målt på samlet turismeomsætning.
Med et forbrug på 787 millioner kr. var det klart de udenlandske turister, der brugte flest penge i forbindelse med turneringen. De svenske tilrejsende lagde alene 276 millioner kr., og det var især i København, hvor alle holdets 10 kampe blev spillet. Generelt blev der lagt flest penge i København, hvor det samlede forbrug var på 655 millioner kr., heraf kom 590 millioner fra udlændinge.
Danskerne stod for det næsthøjeste forbrug med 180 millioner kr., og hovedparten af dem blev lagt i og omkring Herning, hvor det danske landshold spillede alle deres kampe. I alt lød forbruget i Region Midtjylland på 312 millioner kr.
Beregningerne baserer sig bl.a. på, at de tilrejsende tilskuere og andre deltagere i eventen tilbragte over fire dage i snit i forbindelse med Ishockey VM og i gennemsnit brugte 1350 kr. i døgnet inklusive billetter. Der blev i alt solgt 353.000 billetter til kampene i Herning og København.
Tilfredse tilskuere
Langt størstedelen af tilskuerne til Ishockey VM var meget tilfredse med deres samlede oplevelse. På en skala fra 1-5, hvor 5 er ”meget tilfreds”, lander arrangementet på en samlet score på 4,5. Det er bl.a. oplevelsen af faciliteterne i Royal Arena og Jyske Bank Boxen, fanzonerne, sikkerhedsniveauet og de ansatte og frivilliges indsats, der har gjort et særligt godt indtryk på tilskuerne.
Og noget tyder på, at den store sportsbegivenhed kan have en positiv effekt på den fremtidige turisme til Danmark. 88 pct. af respondenterne vil nemlig anbefale Danmark som rejsedestination til deres familie, venner og kolleger.
Undersøgelsen af tilskueroplevelsen bygger på mere end 900 interviews med tilfældigt udvalgte respondenter på de to eventsteder.
Om evalueringen siger Henrik Toft, lektor ved Professionshøjskolen UCN:
– Evalueringen viser, at VM i Ishockey 2018 både var en sportsoplevelse af høj oplevelseskvalitet og en event, som skabte en stor økonomisk effekt på Danmark og de to områder, hvor turneringen blev afviklet. Det er med til at understrege Danmarks potentiale i forhold til at arrangere store sportsevents med succes.

Fakta om Ishockey VM 2018
IIHF Ishockey VM 2018 blev afholdt i Danmark, hvor Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København lagde is til de 64 kampe. Eventen blev afholdt fra den 4. til den 20. maj 2018 med deltagelse af de 16 bedste ishockeynationer i verden. Danmark har siden 2003 hvert år været kvalificeret til at spille med i A-VM.
Danmarks Ishockey Union, DIU, arrangerede verdensmesterskabet gennem projektselskabet Ishockey VM 2018 P/S, der var ejet ligeligt af DIU og Infront Sports & Media AG. VM-projektet blev støttet af Sport Event Denmark, Herning Kommune, Region Midtjylland, Københavns Kommune og Region Hovedstaden.

Se evalueringsrapporten: http://blad.ucn.dk/ishockey-vm-2018/

Repræsentanter fra arrangørkredsen siger om UCN’s analyseresultater:

Danmarks Ishockey Union: Henrik Bach Nielsen, formand
– Med de officielle tal på bordet kan vi konstatere, at Ishockey VM ikke alene har været den største sportsbegivenhed nogensinde i Danmark; den har også været en fantastisk forretning for samfundet. Alene i momsindtægter er der lagt næsten 200 mio. i kassen fra ishockeyturister fra hele verden. Dertil kommer selvfølgelig den enorme omsætning, turisterne har skabt i København og Herning. Det er vi meget glade for.

Sport Event Denmark: Lars Lundov, direktør
– VM i ishockey i maj sprængte rammerne for billetsalg med 353.000 solgte billetter. Et så massivt billetsalg er næppe set før i Danmark. Nu viser analysen af Ishockey VM fra UCN, at specielt de internationale turister tilsammen lagde 787 millioner kroner under deres besøg i Danmark. Det er store tal og svært ikke at være tilfreds med analysens konklusioner.

Herning Kommune: Lars Krarup, borgmester
– VM i ishockey var ét af årets absolutte højdepunkter i vores område. Den folkefest, som vi var værter for i maj, var en helt igennem god og mindeværdig oplevelse, og det er derfor med udelt fornøjelse, at vi nu kan konstatere, at det samtidig var en god forretning. Jeg vil gerne takke både Region Midtjylland og øvrige aktører for den nødvendige støtte for at trække så stor en event til området, og jeg er glad for at denne rapport dokumenterer, at store sport events også giver en økonomisk gevinst, både for hele landet og lokalt i vores region.

Region Midtjylland: Anders Kühnau, formand for regionsrådet
– I Region Midtjylland måler vi os med verdens bedste, når det handler om kultur, sport og turisme. VM i ishockey viser, at det kan vi trygt blive ved med at gøre. Fra regionens side støttede vi med 5 mio. kroner, og de penge er blevet omsat til en meget stor værdi. Både i form af den flotte omsætning, og ved at vi har kunnet vise vores region frem for tusinder af både danske og internationale gæster.

Københavns Kommune: Frank Jensen, borgmester
– VM i Ishockey 2018 var på alle måder en fantastisk sportslig begivenhed. Nu viser evalueringen, at udenlandske tilskuere har brugt 655 millioner kroner alene i København. Det er et flot resultat, som understreger, at store sportsevents i verdensklasse er win-win for vores by. Sportsglade københavnere og tilrejsende får en kæmpe oplevelse, idrætsforeningerne bliver styrket, og erhvervslivet får en stor økonomisk gevinst.

Region Hovedstaden: Sophie Hæstorp Andersen, formand for regionsrådet
– Jeg er stolt af, at Region Hovedstaden var med til at støtte Ishockey VM 2018. Det var et flot arrangement, og det er fantastisk at se, at de turismeøkonomiske effekter har været så store, som de er. Udenlandske gæster lagde alene i Region Hovedstaden 590 mio. kr.! Det er et godt stykke over, hvad vi forventede, og er til stor gavn for regionens hoteller, detailhandel og øvrige turismeaktører. Ishockey VM har været en fornuftig investering for Region Hovedstaden.

xx

Vejle vært for EM i kørestolsrugby 2019

Det internationale kørestolsrugbyforbund, IWRF, har netop tildelt Vejle værtskabet for Europamesterskaberne i kørestolsrugby 2019. Dermed får det danske landshold den bedst tænkelige kulisse, når det til august gælder kampen om EM-medaljer og kvalifikation til de Paralympiske Lege i Tokyo 2020.

Danmarks unge, fremadstormende landshold i kørestolsrugby arbejder benhårdt på at indtage førerpositionen i europæisk kørestolsrugby, og senest ved VM i august viste holdet, at de er på rette vej. Med ansættelsen af den amerikanske landstræner Jason Regier for godt halvandet år siden er ambitionsniveauet tårnhøjt, og værtskabet for EM er en del af en ambitiøs strategi, der skal være med til at kvalificere holdet til de Paralympiske Lege for første gang i historien. Helt konkret kræver det en finaleplads ved EM i 2019.

En kulisse, der giver genlyd
I Vejle får holdet de bedst tænkelige rammer for at jagte den paralympiske drøm. Med placeringen i DGI Huset får spillerne optimale faciliteter, da tilgængeligheden er i top, og indkvarteringen kan foregå i umiddelbar nærhed på Vejle Center Hotel. Samtidig er placeringen centralt i byen optimal for både deltagere og for byens borgere, der får lov at tage del i en unik sportsbegivenhed. At byens borgere bakker op om parasporten har de tidligere vist, senest ved EM i parabordtennis i 2015, hvor der var fantastisk opbakning på lægterne i Spektrum.

I Vejle Kommune glæder man sig især til at skabe en fantastisk kulisse, der vil give genlyd i hele Europa.
– Jeg er utrolig glad og stolt over, at det er lykkes Vejle Kommune at blive vært for EM i kørestolsrugby i 2019. Værtskabet understøtter netop hele vores vision om at blive parasportens hovedstad, og jeg ser frem til et fyldt DGI Huset, som kommer til at danne en fantastisk ramme, udtaler Dan Arnløv Jørgensen, 1. viceborgmester (K), og forsætter:
– Kørestolsrugby er parasportens Rolls Royce-disciplin, og jeg vil gerne sende en stor tak til IWRF – International Wheelchair Rugby Federation – som har valgt Vejle som værtsby, og ikke mindst en stor tak til vores samarbejdspartnere Sport Event Denmark og Parasport Danmark.

Optimalt sportsligt setup
Hos Parasport Danmark glæder formand John Petersson sig over, at forbundet med værtskabet kan give det danske landshold de bedst mulige sportslige forhold i Vejle:
– Det glæder mig meget, at vi sammen med Vejle Kommune og Sport Event Denmark skal afholde EM på dansk grund, og at vi kan give det danske landshold de bedst tænkelige rammer for at opnå et godt EM-resultat og ikke mindst for at kvalificere sig til PL i Tokyo i 2020. Samtidig harmonerer værtskabet ufattelig godt med vores strategi om at tiltrække internationale events til Danmark, og sidst men ikke mindst er det starten på et større samarbejde med Vejle Kommune, som vi glæder os meget til.

Også hos Sport Event Denmark, der hvert år tiltrækker adskillige internationale sportsevents til Danmark, er der glæde over, at det lykkedes Danmark at tiltrække endnu en event i international klasse:
– Kørestolsrugby er en fascinerende sport – det så vi ved VM’et i 2014 i Odense. Det er derfor glædeligt, at vi sammen med Vejle Kommune og Parasport Danmark nu har vundet EM i kørestolsrugby til afvikling i Vejle næste år. Vejle har en ambition om at være parasportens hovedstad, og byen satser på at gøre 2019 til parasportens år, fortæller Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

CEO for IWRF, International Wheelchair Rugby Federation, Eron Main, begrunder valget af Vejle og Danmark således:
– Danmark har været vært for flere succesfulde IWRF-events, herunder VM i kørestolsrugby 2014 i Odense. Buddet, vi modtog fra Vejle, var fremragende, og vi ser frem til at komme tilbage til Danmark i 2019 til EM.

Fakta
Det er Vejle Kommune, Sport Event Denmark og Parasport Danmark, der i fællesskab har ansøgt om værtskabet for EM i kørestolsrugby 2019, der afvikles i dagene 3.-12. august 2019 i DGI Huset i Vejle.

Danmark har tidligere været vært for EM i kørestolsrugby i 2005 (Middelfart) og 2009 (Hillerød) samt for VM i kørestolsrugby i 2014 (Odense). Vejle har tidligere været vært for EM i parabordtennis i 2015.

Om kørestolsrugby
Kørestolsrugby eller ‘murderball’, som sporten oprindeligt blev kaldt, er udviklet i Canada i 1970’erne og er en holdsport med elementer fra rugby, basketball og håndbold. Spillet blev udviklet for atleter, der foruden nedsat funktion i benene også havde nedsat arm- eller håndfunktion, og det er således et krav, at spillerne har nedsat funktion i mindst tre ud af de fire ekstremiteter.

To hold a fire spillere spiller mod hinanden og skal få bolden over modstanderens mållinje. Der må afleveres, kastes, trilles, dribles og bæres i alle retninger, og det er tilladt at have kontakt mellem stolene – faktisk er det en central del af spillet at tackle, holde eller blokere for modstanderen.

Danmark ligger p.t. nr. otte på verdensranglisten med Frankrig, Sverige og Storbritannien lige foran sig. Storbritannien er forsvarende europamester fra 2017.