Kategoriarkiv: Nyheder

xx

Nyborg har sigtekornet på VM i bueskydning 2027

Står det til Bueskydning Danmark skal verdens bedste bueskytter kåres i Nyborg i 2027. Et bud på verdensmesterskabet i bueskydning 2027 er netop blevet skudt afsted til det internationale bueskydningsforbund.

Bueskydning er en sport, som om nogen har specialiseret sig i ikoniske venues rundt omkring i verden, og Danmark har bidraget til spektakulær iscenesættelse af sporten ved flere lejligheder. Senest med en anden eventyrlig fynsk baggrund for bueskytternes world cup finale i 2016 ved Odense Slot. Nu kan det ske igen i 2027 i Nyborg.

Et fynsk bud på VM i bueskydning i Nyborg er netop blevet sendt afsted til det internationale bueskydningsforbund, World Archery med det ikoniske Nyborg Slot som kulisse til finalerne. Bag det danske bud står Bueskydning Danmark, Nyborg Kommune, Sport Event Denmark og Destination Fyn.

”Danmark står stærkt i den internationale bueskydningsverden både sportsligt og som vært. I 2009 var Nyhavn med til at sætte helt nye standarder for afviklingen af en world cup-finale. I 2015 skabte vi et ikonisk set-up Christiansborg Slotsplads, og året efter fulgte vi op med en world cup-finale i Kongens Have i Odense. Sammen med Nyborg, Sport Event Denmark og Destination Fyn trækker vi nu på disse erfaringer og byder på et VM i 2027 kombineret med endnu en ikonisk ramme på Nyborg Slot,” siger Morten Holm Nielsen, formand i Bueskydning Danmark.

Borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs, håber ligeledes på, at det danske bud rammer plet:

”Med buddet på VM i bueskydning 2027 har vi sammen med Bueskydning Danmark, Sport Event Denmark og Destination Fyn beskrevet et VM til det internationale bueskydningsforbund i imponerende rammer med mulighed for byaktivering, erhvervsfremstød og ikke mindst verdens bedste hjemmebane til vores danske skytter. Vi rammer indenfor skiven på mange områder, og vi håber, at vi til VM i bueskydning 2027 endnu en gang kan vise værtskab i verdensklasse her i Nyborg.

Sport Event Denmark har med sin mangeårige erfaring fra budprocesser på store, internationale sportevents også store forhåbninger til det danske bud:

”Med et VM i bueskydning i Danmark kan vi bygge videre på den stærke fortælling om Danmark som sportseventnation, herunder om vigtige danske værdier, som f.eks. ligestilling, demokrati og bæredygtighed. Hertil kommer, at et VM i Nyborg vil kunne samle mennesker til spektakulære VM-konkurrencer afviklet i skønne omgivelser. Nu er det op til World Archery at afgøre om VM 2027 skal til Nyborg” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.”

I Destination Fyn er der også krydsede fingre for det danske bud på VM’et i 2027, og erfaringen fra World Cup-finalen i Odense bevidner, at Fyn og bueskydning i flere sammenhænge er et godt match:

”På Fyn er der kort til alt, og med en stor event i en lille by, har vi i Nyborg muligheden for at tilbyde et ekstremt kompakt events set-up med hotellerne helt tæt på arenaen. Det giver både mulighed for at sprede eventstemningen til hele byen og mindske eventens transportmæssige klimabelastning. Derudover ved vi, at sportevents er en unik måde at knytte bånd på – både på og udenfor banen. Ved World Cup-finalen i 2016 blev der fx knyttet erhvervsmæssige bånd mellem eventens hovedsponsor og lokale robotvirksomheder,” siger Jakob Staun, eventchef i Destination Fyn.

Erhvervsaktiveringen er bl.a. noget af det, som Bueskydning Danmark, Nyborg Kommune, Sport Event Denmark og Destination Fyn sammen vil arbejde videre med, hvis de ender med at blive valgt som værter for verdensmesterskabet i 2027.

  • FAKTA OM BUD PÅ VM I BUESKYDNING 2027
    Buddet på VM i Bueskydning 2027 blev afleveret d.  15. september
  • D. 30. september er der frist for budrunden, og herefter vil World Archery offentliggøre de relevante bud
  • Endelig tildeling af VM’et finder sted i december måned  

xx

Guld og grønne skove til VM kano og kajakmaraton

Maraton er en klassisk langdistancedisciplin, og også både indenfor kano og kajaksporten og sådan set også indenfor eventmanagement. I denne uge har der været guld og grønne skove i Jels, hvor VM i kano og kajakmaraton blev afviklet til den store guldmedalje og med et særligt fokus på  grøn omstilling.

Verdensmestre i kano og kajakmaraton har i den forløbne uge fået hængt guld om halsen i smukke, grønne omgivelser ved Jels Sø. Forberedelserne til mesterskabet har ligeledes været et maraton, hvor der fra tildelingen i 2019 og frem til i dag har været arbejdet på et bæredygtigt event-set-up. Både Dansk Kano og Kajak Forbund, Vejen Kommune, Sport Event Denmark og SportsCenter Danmark har været ombord og ser nu tilbage på et VM som på alle parametre bonner ud på guld og grønne skove.

“Jeg er stolt, glad og taknemmelig! Stolt over et på alle måder velafviklet VM og de mange flotte danske resultater. Glad for de mange sideaktiviteter og skolebesøg. En særlig tak skal lyde til borgerne i Jels og den lokale roklub for at have taget særdeles gæstfrit imod et så stort arrangement, som VM er. Sammen med vores økonomiske partnere Vejen Kommune, Sport Event Denmark og med SportsCenter Danmark har vi høstet mange, internationale roser for vores værtskab og især for vores særlige fokus på bæredygtig afvikling,” siger Tom Faurschou, formand for Dansk Kano og Kajak Forbund

2023 ICF Canoe Marathon World Championships er et af de mesterskaber, som det internationale forbund afvikler.

ICF-præsident Thomas Konietzko ønsker de danske arrangører tillykke med det vellykkede VM: ”Det er vidunderligt at afholde  ICF World Championships Canoe Marathon i Danmark, et land med en stærk og rig historie inden for kano og kajaksporten. Vejens smukke landskab er perfekt til at fremvise denne sport og forbinde med dens naturlige omgivelser. Konkurrencen var et fantastisk skue med fantastisk dækning, og jeg har hørt mange komplimenter fra atleter om afviklingen af begivenheden.

De danske værdier om bæredygtighed er i overensstemmelse med vores egne, og det ansvar vi pålægger os selv at repræsentere som en naturafhængig sport. Arrangørernes indsats er enormt værdsat af ICF, da vi fortsætter med at udvikle og stræbe efter CO2-neutrale events.

Jeg vil gerne takke Dansk Kano Forbund, Sport Event Denmark og Vejen Kommune for at være vært for et så flot arrangement, og vi glæder os til at afholde yderligere kano-arrangementer i Danmark.”

Tilfredsheden over netop afviklede VM er også meget tydelig blandt partnerne.

Sport Event Denmark
”Det har været en helt igennem god uge på kontoret. VM i kano og kajakmaraton blev således afviklet på Jels Sø og UCI Trials World Cup løb af stablen under Urban Sportsfestival i Aarhus. Begge events havde deres helt egne udtryk. Fælles for dem er, at der er et styrket fokus på bæredygtig afvikling. Eventarbejdet er ikke en sprint men et maraton og det gælder også, når vi taler om grøn omstilling, hvilket denne uges internationale events på fornemmeste vis demonstrerer,” udtaler Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark

Vejen Kommune 
”At afholde en begivenhed som dette verdensmesterskab er stort. Vi er stolte over at kunne tiltrække et event som dette, og omgivelserne her ved Jels danner jo nogle fantastiske rammer.

Vi har gjort alt hvad vi kunne for at skabe optimale forhold for både udøvere, publikum og frivillige, og jeg vil gerne takke Kano- og Kajakforbundet, Sport Event Denmark, ICF, Trekantområdet Danmark, Vejen Idrætscenter og Thorhallen for et rigtigt godt samarbejde. Når det er sagt, så er det også fantastisk at opleve, hvordan hele Jels har støttet op om begivenheden her, og hvordan masser af frivillige er med til at få tingene til at glide. Vi har draget os en masse gode erfaringer, og jeg tror på, at vi i Vejen også fremover vil kunne byde ind på store events som det her,” siger Frank Schmidt-Hansen, borgmester i Vejen Kommune.

SportsCenter Danmark
”At være vært og dermed en del af et stort internationale sportsarrangementer – er altid en stor ære for Sportscenter Danmark.  Det har kæmpe betydning for os, at vi kan vise et at landets største og mest fleksible sportsanlæg frem. Vi er et center med over 2000 events – og 1 mio. gæster hvert år. At vi denne gang er valgt til at være VM by er vi virkelig stolte over – og vi gør altid vores bedste for arrangøren og den enkelte atlet,” siger Jakob Sander, direktør for SportsCenter Danmark.


Fakta

Danske medaljer:
Elite:
Herre K1: Guld til Mads Brandt Pedersen
Herre K1, short race: Sølv til Mads Brandt Pedersen
Herre K1 (U23): Sølv til Philip Knudsen

Para:
Open Para: Guld til Timo Lonsdale
KL2: Bronze til Frederik Damsgaard

Grønne indsatser: Reduceret plastforbrug, genbrug og genanvendelse, affaldssortering i en helhedstilgang til bæredygtighed.

Nationer: 32
Deltagere: 400+ masters, 400+ elite og 20 paraatleter
Frivillige: 250
Skoler på besøg: 11 skoler med 650 elever
Tilskuere i løbet ugen: Estimeret 5000

xx

Begejstring over udmelding om VM landevej 2029

Pressemeddelelse på vegne af DCU og Sport Event Denmark

Danmarks Cykle Union og Sport Event Denmark hilser Kulturminister Jakob Engel-Schmidt og erhvervsminister, Morten Bødskovs, udmelding om at ville byde på et VM i landevejscykling 2029 velkommen:

”VM landevejscykling har i lang tid været på vores ønskeliste over mega-events i Danmark. Det er også en event, der kun kan komme til Danmark med ekstra finansiering fra Staten. Jeg kan derfor ikke skjule min begejstring over regeringens udmelding og særdeles tætte engagement i denne markante event. VM landevej 2029 skal være en event for Danmark. Der skal arbejdes stenhårdt på at skabe optimale rammer for både eliteløb og publikumsoplevelser. Vi vil naturligvis også invitere til folkefest før-under og efter. Der er også oplagte muligheder for at inddrage motionister. Vi er sammen med Danmarks Cykle Union i dialog med flere potentielle værtsbyer forskellige steder i Danmark, men der er endnu ikke indgået nogle aftaler,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

”Den massive interesse for cyklingen, som vi oplever, viser, at sporten er inde i en helt utrolig udvikling og på vej mod nationalsportsstatus. Det er vi som forbund sat i verden for at understøtte, og derfor har vi med vores gode samarbejdspartnere arbejdet hårdt og målrettet på at kunne byde på VM igen. Det er afgørende for Danmarks Cykle Union, at alle kan tage del i sportens mest prestigefyldte begivenheder, og at lægge asfalt til kampen om regnbuestriberne er sammen med Tour de France det største, man kan opnå. Det vil være en drøm for os at kunne give hele cykel-Danmark et VM på hjemmebane,” siger Morten Anderson, formand for Danmarks Cykle Union.

Kort om budprocessen

  • Den internationale cykelunion, UCI, er rettighedshaver
  • I løbet af efteråret 2023 kommer der en afklaring af værtsbyer
  • 31. januar 2024: Skriftligt budmateriale afleveres til UCI
  • September 2024: Tildeling ifm. VM landevejscykling i Zürich

Info om VM

  • Årlig afvikling
  • 8 dage
  • 13 konkurrencer med linjeløb (landevejsløb), enkeltstart og mixed team stafet.
  • Senest i Danmark i 2011
xx

VM Halvmaraton vender hjem til København


 
I 2014 blev der skrevet historie, da VM Halvmaraton blev afholdt i København. Nu sker det igen – bare i endnu større skala. I skarp konkurrence med andre byer har World Athletics (det internationale atletikforbund) udvalgt den danske hovedstad som værtsby for verdensmesterskaberne i halvmaraton i 2026. Og når det sker, kommer det til at give genlyd af løbesko i hele byen.  
 
Hvor der i 2014 var 30.000 deltagere på halvmaraton, vil der i 2026 nemlig være plads til 35.000 løbere. To distancer mange kender fra Royal Run, den populære one mile (1,609 km) og 5 kilometer er med i VM-pakken, hvor der vil være deltagelse af henholdsvis 10.000 og 20.000 løbere. Samlet set forventes det, at op til 65.000 løbere deltager i festlighederne. 

”Jeg er rigtig glad for, at København har formået at tiltrække VM i halvmaraton i 2026. I København har vi allerede bevist, at vi kan afholde de absolut største løb. Vi har afholdt det største halvmaraton i atletikkens historie, og vi har også rekorden for flest deltagere i et fem kilometersløb. Det skal vi gøre igen. Samtidig skal vi have involveret hele byen og engageret københavnerne, så løbet også kommer til at give noget tilbage til byen”, siger Mia Nyegaard, der er kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune (RV). 

København har gennem længere tid positioneret sig i udlandet, og det er på baggrund af en langvarig indsats over mange år, at det er lykkedes at lande VM Halvmaraton i 2026. Og det vil være med til at styrke Københavns image. 

”Det er rigtig glædeligt, at vi på baggrund af et stærkt samarbejde igen er lykkedes med at tiltrække VM i halvmaraton til hovedstaden. Værtskabet af VM Halvmaraton 2026 bygger oven på en mangeårig indsats med at styrke, udvikle og brande København som international løbeby, der tiltrækker besøgende og deltagere fra hele verden til både hel- og halvmaraton i de københavnske gader. Hovedstaden hører i dag til blandt verdens førende løbedestinationer, og det styrker vi yderligere med verdensmesterskabet i 2026,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.  

En folkefest for hele byen 
Selvom der er lang tid til, at startskuddet lyder, kan vi allerede nu afsløre arrangementets første vinder, nemlig København. VM Halvmaraton lægger sig på linje af flere store sportsoplevelser i Danmark, og denne type af begivenheder er med til at samle danskerne på kryds og tværs. 

 
“Det er lidt svært at få armene ned lige nu, hvor VM Halvmaraton, endda i en udvidet version, igen skal afvikles i København. Ligesom Tour-starten sidste år forenede og begejstrede danskerne, så er jeg overbevist om, at VM 2026 også vil skabe en unik og forrygende folkefest, hvad enten man er motionsdeltager eller tilskuer,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark. 
 
Et verdensmesterskab for alle 
Det er ikke kun antallet af deltagere, der kommer til at vokse. Det gør selve arrangementet også. Mens VM Halvmaraton i 2014 afholdtes på en enkelt dag i marts, bliver der i 2026 tale om en regulær løbeuge i september. Gennem ugen vil der være pop up-løb og arrangementer spredt over hele byen, som er med til at bygge op til weekendens store VM-begivenheder: Det ikoniske one mile-race og et brag af et 5 kilometer-løb om lørdagen, inden de københavnske gader søndag lægger asfalt til hovedattraktionen: VM Halvmaraton. 

VM-arrangementet lægges ind i det årlige halvmaraton i København, CPH Half, som dermed i 2026 præsenteres i en særudgave med verdens bedste løbere samlet på tværs af de tre distancer. 

 
Udover at gavne landets hovedstad kommer VM i halvmaraton også til at styrke de danske atletik- og løbeforeninger. 
 
“Det er fantastisk, at VM Halvmaraton vender tilbage, og vi er glade for, at samarbejdet med Københavns Kommune, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen og Sparta Atletik & Løb har fået os hele vejen i mål,” siger Simone Frandsen, formand for Dansk Atletik og uddyber: 

 
“Den opmærksomhed, et så stort arrangement som VM Halvmaraton giver, vil være med til at inspirere mange til at komme op af sofaen, ud på vejene og ind i atletik- og løbeklubberne. Det så vi i 2014, og det kommer vi uden tvivl til at se igen. Samtidig vil det styrke vores arbejde i alle rækker – lige fra ungdommen og bredden til eliten.” 
  

Noget helt særligt ved VM Halvmaraton er, at løbet ikke kun er for eliten. Her får helt almindelige løbere en unik mulighed for at følge i hælene på verdens bedste atleter på en certificeret VM-rute gennem de smukke københavnske gader.  

Og når de professionelle tager hjem bagefter, vil ruten stadig bestå. Det er nemlig planen, at den skal overtages af CPH Half, som dermed får plads til at vokse sig endnu større – til glæde for løbere fra Danmark, Europa og resten af verden. 

VM Halvmaraton i København 2026 er blevet til i samarbejde mellem Københavns Kommune, Sport Event Danmark, Wonderful Copenhagen, Dansk Atletik og Sparta Atletik & Løb. 

Tilmeldingen til VM Halvmaraton 2026 åbner i 2025. 

 
Faktaboks: 

Fakta fra VM Halvmaraton i København, 2014  
 

  • Verdens hurtigste halvmaraton i 2014   
  • 92 deltagende nationer med 2.382 udenlandske løbere   
  • Estimeret tilskuertal: 200.000   

Fakta om CPH Half 

  • Blev etableret som en legacy til VM Halvmaraton 2014 
  • Har internationalt rang af Gold Label event og alment anerkendt som et af verdens førende løb på distancen 
  • Er en del af “SuperHalfs”-serien, som består af en række verdens førende halvmaraton løb 
  • Siden den første afholdelse i 2015 har CPH Half haft flest løbere under den magiske grænse på 60 minutter. I 2022 kom 15 løbere under grænsen, hvilket er verdensrekord 
  • I 2019 vendte kenyaneren Geoffrey Kamworor tilbage til København, hvor han i 2014 blev verdensmester, og satte med tiden 58:01 en ny verdensrekord på distancen 

Tidligere værter for VM Halvmaraton 

2010: Nanning (Kina) 

2012: Kavarna (Bulgarien) 

2014: København (Danmark) 

2016: Cardiff (Storbritannien) 

2018: Valencia (Spanien) 

2020: Gdynia (Polen) 

2023: Riga (Letland) 

2025: San Diego (USA) 

2026: København (Danmark) 

 
Tidligere danske VM-værtskaber i atletik: 

1996: VM maratonstafet, København 
2014: VM Halvmaraton, København 
2019: VM Cross, Aarhus 

xx

Danmark vinder EM sølv i Softball

Det danske herrelandshold i softball vinder EM-sølv på hjemmebane efter en nervepirrende finale mod de regerende mestre og ærkerivaler fra Tjekkiet. 

Danmark tager EM-sølv på hjemmebane efter en tæt kamp mod de evige rivaler fra Tjekkiet. ”Vi ville gerne have taget guldet, især her på hjemmebane. Så lige nu er jeg skuffet men samtidig utrolig stolt over den måde vi har vist softball frem, her under EM.” siger Valdemar Terkelsen, der til dagligt spiller i Hørsholm Softball klub, der er vært for EM. ”Det er en drøm der er gået i opfyldelse at spille EM på den bane jeg nærmest er vokset op på. Foran familie, venner, holdkammerater og de mange tilskuere, som har støttet os gennem hele turneringen.” siger Valdemar.

Tjekkiet vandt 6-0 over Danmark i en hæsblæsende kamp, hvor Danmark havde flere chancer for at komme tilbage i kampen, men tilsidst måtte se sig besejret af et stærkt Tjekkisk mandskab. De danske herrer kæmpede for hvert eneste run og hver en out, og viljen til sejr har været en afgørende faktor gennem hele turneringen. ”Der er en ekstrem vilje på holdet og evne til at præstere, når det gælder. Det er derfor vi stod i finalen idag.” siger Kim Lunderød Hansen, pitcher på det danske landshold. ”Jeg kommer til at savne at spille med de her drenge, men at stoppe min softball karriere med et EM på hjemmebane er et godt punktum. Jeg håber, at især de unge drenge er særlig stolte over deres sølvmedalje.” siger Kim, der har spillet på senior landsholdet siden 2004, men indstiller softball karrieren efter dette EM. 

EM er blevet afholdt i Hørsholm den seneste uge og har været en kæmpe succes, fortæller formanden for Dansk Softball Forbund, Mette Nissen Jakobsen. ”Vi har oplevet stor opbakning fra det danske softball miljø, høstet stor anerkendelse fra de deltagende nationer og det Europæiske softball forbund for værtskabet. Vi føler os priviligerede over at kunne afholde et Europæisk mesterskab i Danmark og er stolte af, at vores herrelandshold stadfæster sig i den absolutte top i Europa.” 

”Der skal også lyde en tak til Hørsholm Softball Klub for at have arrangeret og hostet EM i softball 2023. Et internationalt stævne er attraktivt for hele byen, alle har haft mulighed for at kigge forbi Idrætsparken og opleve en sportsgren på højeste europæiske niveau. I Hørsholm ønsker vi at være kendt som sportens by, og EM i softball støtter op om den vision på bedste vis. At herrerne tilmed sikrer Danmark sølv ved EM, er jeg som borgmester utrolig stolt af. I Hørsholm kommune og TeamHørsholm er vi glade for at have støttet op om eventet.” siger borgmester i Hørsholm kommune, Morten Slotved. 

Lars Lundov, direktør i Sport Event Danmark, udtaler: Et internationalt topresultat er altid noget helt specielt. Dansk EM-sølv er meget flot! Tillykke til de danske spillere! Et internationalt mesterskab på hjemmebane er også altid noget helt specielt. Og når medaljer vindes på hjemmebane, går det hele op i en højere enhed. Det så vi også i denne uge, hvor EM i herresoftball for første gang i 15 år blev afviklet på dansk jord af Dansk Softball Forbund og Hørsholm Softballklub og med Sport Event Denmark og Hørsholm Kommune som partnere.

Eventet blev afholdt med støtte fra blandt andre Sport Event Denmark, Nordea-fonden, Hørsholm Kommune og WBSC Europe

xx

Løbere i opråb – vil have VM halvmaraton tilbage til København

Pressemeddelelse fra Sparta

Vi vil have VM halvmaraton tilbage til København 2.7.2023 06:30:00 | Sparta Atletik og Løb VM halvmaraton igen?! For mange lyder det som en fjern drøm, men måske kan den blive til virkelighed i 2026. World Athletics, det internationale atletikforbund, skal finde værten for deres World Road Running Championships. Danmark lægger billet ind og opfordrer nu tusindvis af løbere til at bidrage.
Sparta mobiliserer i denne weekend sine mange tusinde halv- og helmaratonløbere i et fælles budskab til World Athletics: Vi vil løbe VM halvmaraton i København i 2026. København og Danmark har de seneste år markeret sig markant internationalt gennem værtskaber for sportevents. Udlandet har især bidt mærke i den folkefest, som opstår omkring mesterskaberne. Folkefest-argumentet vejer også tungt i det bud, som Sparta, Dansk Atletik sammen med Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen og København lægger på VM i halvmaraton i 2026.

”Med lidt god vilje  kan man godt sige, at VM i halvmaraton tilbage i 2014 var startskuddet til en ny æra for løb, hvor eliteløbere og motionister løber i samme løb. Med VM’et tog danske løbeevents et kæmpe skridt frem. Det blev en  gigantisk succes med 30,000 motionister og udsolgt i løbet af den første uge. Det at lade motionister deltage i mesterskaber startede her. Det er noget som senere har spredt sig til andre idrætter og nu også OL, som næste år lader 20.000 motionsløbere løbe med i det olympiske maratonløb” fortæller Dorte Vibjerg, direktør i Sparta.

World Athletics Road Running Championships 2026 rangerer prestigemæssigt lige under et VM i atletik. VM’et består af World Athletics’ VM Halvmaraton, 5 km og VM i 1 Mile (1,6 km). Danmark byder ind med en uges løbefestival i hjertet af København og motionsløb for alle aldre, konferencer, seminarer og så de to konkurrencedage. Det er et VM, som mange nationer gerne vil være værter for, så det er på ingen måde givet, at Danmark løber med sejren.

”Vi ved, at mange drømmer om at løbe VM halvmaraton i København igen. Nu giver vi alle disse løbere en stemme i et fælles opråb på de sociale medier. Med det danske bud, er vi oppe imod en række stenstærke nationer. Vi kan på ingen måde udråbe som favoritter til værtskabet, men vi kan gøre alt, hvad der står i vores magt for at gøre opmærksom på Danmark som en nation af løbere på alle niveauer. Vi har rigtigt gode eksempler på, at danskerne er vilde med motionsløb. Se bare på Royal Run, DHL Stafetten og vores netop udsolgte CPH half. Sammen med Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, København og Dansk Atletik har vi sammensat et bud på VM’et, som både rummer motions- og eliteløb, seminarer, clinics og en festlig ramme i hjertet af København,” siger Dorte Viberg og fortsætter ”Udlændingene strømmer til København. 50% af deltagerne ved Copenhagen Marathon 2024 er udlændinge og 40% af deltagerne ved CPH Half er udlændinge. Det, som udlændingene kommer til København for, er byen og den velorganiserede afvikling. Som organisation er vi klar til at støtte endnu en stor sportsbegivenhed.”

Mens Sparta har meldt udsolgt rekordtidligt til CPH Half i september, arbejdes der nu på de sidste dele af den danske præsentation og bud på et VM i halvmaraton. Det største argument for at få VM i halvmaraton tilbage til København er løberne; det bliver deres fest, hvis København bliver vært igen i 2026. Kandidaterne præsenterer bud tirsdag; indstilling sker i de kommende uger, med endelige beslutning 16. eller 17. august.
xx

Stærke partnerskaber står bag to verdensmesterskaber

Middelfart danner de næste to uger ramme om ikke mindre end to VM’er i sejlsport. Mesterskaberne skaber omsætning og liv i lokalområdet.

Mandag aften bød borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen, omkring 230 sejlere fra 13 nationer velkommen fra talerstolen på Hindsgavl Slot. Talen markerer starten på to ugers intense aktiviteter på marinaen i Middelfart, hvor der først skal sejles VM i kølbådstypen Melges 24, inden der i næste uge skal sejles matchrace for kvinder lige udenfor molen.

– Middelfart er en by med en rig maritim arv og en stærk forbindelse til havet, hvor byen er omfavnet af Lillebælt. Vores by har altid været en et yndet mål for sejlsportselskere, og vi er stolte af at være vært for denne verdensklassebegivenhed, som Melges 24 er. Der kommer til at summe af liv både ved Middelfart Marina, hvor der er masser af aktiviteter for børn og voksne, og i Middelfart midtby, hvor handelslivet er klar til at byde besøgende velkommen, siger Middelfart Kommunes borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

Stævnet arrangeres af eventfirmaet GoSail, der hører hjemme i Middelfart og som siden 2009 har tiltrukket store internationale mesterskaber til lokalområdet.

– I forbindelse med de to VM’er bliver der solgt omkring 4.000 hotelovernatninger i og omkring Middelfart, masser af middage på byens restauranter og varer i byens butikker. Det er vi glade for at kunne bidrage med, siger stævnearrangør Jens Henrik Lund fra GoSail.

Stor erfaring
At det er lykkedes at trække så store stævner til Middelfart kan kun lade sig gøre, fordi folkene bag GoSail har gjort det før. I 2009 arrangerede de EM i matchrace for mænd og kvinder, i 2013 afholdt de Nations Cup Grand Final i matchrace – og i 2015 lavede de også to VM’er i streg med Melges 24 og matchrace for kvinder. Og fordi der i lokalområdet og nationalt er opbakning til store sportslige arrangementer.

– Vi har gennem de seneste år høstet masser af erfaringer med, hvordan netop internationale sejlevents kan opleves af alle dem, der kommer ned på havnen. Sammen med Middelfart Kommune, GoSail og Destination Fyn er vi derfor klar til endnu en gang at byde velkommen til en maritim havnefest i forbindelse med Melges 24 på land. Og naturligvis også til sejlerne, som leverer aktion på vandet, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, som er blandt partnerne bag Melges 24.

Men det er ikke kun på nationalt plan, at det vækker begejstring at tiltrække verdens bedste sejlere til Fyn.

– Vi er utroligt stolte over, at vi nu med VM i Melges 24 får skudt det hattrick af verdensmesterskaber i sejlsport i gang, som rammer Fyn de kommende to uger. Selvom vejret også har ramt os fra sin lidt mere skiftende side, er jeg overbevist om, at det bliver en forrygende uge for såvel sejlere som publikum. Ikke mindre end fem europa- og verdensmesterskaber har været afviklet i Lillebælt siden 2009 og med marinaen i Middelfart som den perfekte ramme, er det skønt at se, hvordan der denne gang er skruet ekstra op for aktiviteterne på land, siger Jakob Staun, eventchef i Destination Fyn.

I Middelfart har VM’erne også fået hjælp til gennemførelsen af Bunker One, der med udsigten til Lillebælt fra kontoret glæder sig over aktiviteterne ude på vandet.

– Som hjemmehørende virksomhed i Middelfart, så er det en ganske særlig fornøjelse at være en del af startskuddet til VM i både Melges 24 og Match Race for kvinder. Vi ser frem til at se de bedste sejlere konkurrere om mesterskabstitlerne, og vi er overbeviste om, at dette vil være en fantastisk begivenhed, der vil skabe uforglemmelige øjeblikke for både sejlerne og publikum, siger Peter Zachariassen, CEO, Bunker One.

Melges 24-sejlerne starter første sejlads tirsdag klokken 12 ude på Lillebælt syd for Fænø. Sidste sejlads sejles på lørdag, hvorefter den nye verdensmester bliver kåret på marinaen umiddelbart efter.

Allerede på mandag er der igen åbningsceremoni på Hindsgavl Slot, når verdens 12 bedste kvindelige matchracebesætninger bydes velkommen. Matchracestævnet sejles så tæt på land, at publikum kan høre sejlerne kommunikere, mens de prøver at udmanøvrere modstanderne.
Vinderen kåres efter finalen fredag 7. juli.

Yderligere kontaktoplysninger – arrangører og sponsorer:

  • Sport Event Denmark – Lars Lundov, direktør – 40 31 48 55
  • Destination Fyn – Jakob Staun, eventchef – 61 68 73 70
  • Middelfart Kommune – Johannes Lundsfryd, borgmester – 25 28 41 42
  • Bunker One – Peter Zachariassen, CEO – 26 32 35 17
  • Stævnearrangør og CEO i GoSail Søren Laugesen – 2649 7913 – sl@gosail.dk
  • Stævnearrangør og partner i GoSail Jens Henrik Lund – 2240 6533 – jh@gosail.dk
  • Pressechef Mick Anderson – 2711 4450 – mick@mickanderson.dk

Fotos:
Medier kan hente fotos til frit redaktionelt brug i dækningen af VM’erne på Flickr her.

Aktiviteter på Middelfart Marina:
I forbindelse med afholdelsen af VM i Melges 24 og VM i matchrace for kvinder i perioden 26. juni – 7. juli 2023, byder Middelfart Marina på en vifte af oplevelser til lands og vands.

Man kan for eksempel opleve Lillebælt fra søsiden, sejle i smakkejolle, lave rejstryg i waders, køre på skateboard, høre koncerter, snorkle, klappe en fisk og meget, meget mere.Se nogle af de mange muligheder her.

Følg stævnerne online – find program her:
Vi opdaterer løbende stævnesiderne undervejs:

VM i Melges 24 – https://gosail.dk/2023-melges-24-world-championship/
VM i matchrace for kvinder – https://gosail.dk/womens-match-racing-world-championship-2023/

Kom med på vandet
Har pressen lyst til at komme med på vandet og følge sejladserne, er det også en mulighed. Vi har en RIB klar. Kontakt pressechef Mick Anderson – 2711 4450 – mick@mickanderson.dk

xx

Verdens bedste surfere vender tilbage til København

Hovedstaden lægger i 2024 vand til VM i SUP, når de bedste atleter skal dyste helt inde i havnen og ved Amager Strandpark. I 2017, dystede de også om VM-titlerne i Københavns Havn og nu vender de tilbage til hovedstaden efter at VM’et de seneste år har været afviklet i Kina, El Salvador og Puerto Rico.

Kombinationen af rent blåt vand i Københavns kanaler og ved Amager Strandpark samt en arena i hjertet af en hovedstad med et stort fokus på grøn omstilling og folkelig aktivering har været medvirkende til, at det internationale surf forbund, International Surfing Association (ISA), netop har tildelt VM i SUP til København for anden gang.

”Efter den imponerede succes sidste år i Puerto Rico er vi stolte af at kunne bringe SUP VM til to nationer med stærke traditioner indenfor stand up paddeling. Med denne tildeling vil ISA markere sportens globale udvikling også på et olympisk niveau. Sammen med vores partnere i Frankrig og Danmark vil vi helt sikkert se nye rekorder både i sporten og i deltagelsen i mesterskabet i 2023 og 2024,” siger præsident for ISA, Fernando Aguerre.

Det er Surf & SUP Danmark, der sammen med Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark, har fået tildelt mesterskabet fra ISA i 2024.

”Vi arbejder på, at dette VM får deltagelse af mindst 60 nationer og at vi dermed kan vise København frem til rigtig mange afkroge af hele verden. Billederne fra 2017 med verdens bedste SUP atleter foran Operahuset står stadig skarpt i erindringen om et fantastisk VM – for sporten og for Danmark. Vi glæder os til i samarbejde med Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark at lægge endnu flere breddeaktiveringslag til eventen og i endnu højere grad fokusere på en bæredygtig afvikling,” siger Jakob Færch, formand i Surf & SUP Danmark.

Udover selve VM’et er der lagt op til en folkelig og festlig ramme i byen, hvor der sideløbende er en ambition om at afvikle et af verdens største SUP breddeevents, Copenhagen SUP Crossing. Det hele bliver pakket ind i det arrangørerne kalder ”Copenhagen City Paddle Festival”, som vil byde på en masse aktiviteter for alle aldre. Det vil desuden være gratis at se atleterne konkurrere i Københavns Havn.

Københavns Kommune
”Det er min ambition, at vi hvert år kan byde københavnerne på sports- og kulturbegivenheder, der samler os. Derfor er det rigtig glædeligt, vi igen får nogle af verdens bedste surfere til VM i København. Det er både en anledning til at vise vores fantastiske havn og rene badevand frem for verden, og så er det en mulighed for alle københavnere, der er vilde med vandsporten. Både som tilskuer – og som deltager i festivalen. Det er alfa og omega, at de store events giver positive oplevelser til københavnerne,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

”Jeg glæder mig til endnu engang at se Københavns gode værtskab, når vi byder hele verden velkommen til vores rene badevand i havnen. Og så glæder jeg mig især til at se, hvordan Copenhagen City Paddle Festival får københavnerne involveret i folkefesten under VM i SUP,” siger Mia Nyegaard (RV), kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune.

Sport Event Denmark
”At København for anden gang skal afvikle et SUP VM er helt unikt. Det vidner om, at vi i Danmark har fået slået os fast som en vært, man gerne vil tilbage til. For Surf & SUP Danmark, Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark giver det mulighed for at trække på de mange erfaringer vi har med at sætte en festlig scene med et professionelt set-up, som kan forene mennesker omkring oplevelser,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Wonderful Copenhagen
”Vi er rigtig glade for i samarbejde med Surf & SUP Danmark, Københavns Kommune og Sport Event Denmark at tiltrække VM i SUP til Danmarks hovedstad. Events er en vigtig del af storbyturismen, og VM i SUP, der finder sted om efteråret og både afvikles inde i byen og ude på Amager Strand, er et godt eksempel på, hvordan events både kan bidrage til at tiltrække besøgende uden for højsæsonen og skabe liv i en bredere geografi,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

By og Havn
”Vi er glade for, at Københavns Havn er blevet valgt til at afholde VM i SUP, – for det understreger, at vores havn er eftertragtet – også til sportsaktiviteter på internationalt niveau. Vi arbejder sammen med havnens mange interessenter og aktører for, at skabe en levende og sikker havn i verdensklasse, og for at tiltrække større events til byen. Det er godt, at udlandet har øje for, hvor attraktiv Københavns Havn,” siger Mette Mylin, havneudviklingschef i By & Havn.

OM VM

Afvikles fra 16. – 22. september 2024

Sted: Søren Kirkegaards Plads og Amager Strandpark

Forventet antal nationer: +60

Forventet deltagerantal: 350

Seks discipliner indenfor fire konkurrenceformer: Sprint, Technical Racing, Langdistance og Team Relay (stafet). Både senior og junior under 18 kan stille op til VM.

ISA VM SUP & Paddleboard afholdes årligt og er den mest prestigefyldte event indenfor SUP. Eventen er anerkendt af International Surfing Association (ISA).VM’et afvikles  i byens blå rum ved Søren Kirkegaards Plads og på Amager Strandpark, hvorfor også Københavns Havn er en vigtig samarbejdspartner.

SUP er én af verdens hurtigst voksende vandsportsgrene. Sporten dyrkes både som fritidssport, men er også en udbredt konkurrencesport. De stærkeste lande på verdensplan er Australien, USA, Hawaii, Brasilien, Frankrig og Danmark. 

SUP sporten har i Danmark og på verdensplan gennem de seneste 10 år været igennem en rivende udvikling. I Danmark har Surf & SUP Danmark siden 2013 etableret mere end 80 nye foreninger og tæller i dag +5.000 medlemmer.

Kontaktpersoner: 

Jakob Færch, formand.  Surf & SUP Danmark. Mobil: 28694774

Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark. Mobil 40314855

Uffe Hartman, Head of Corporate Communications, Wonderful Copenhagen. Mobil: 21739890

Yderligere information og kontakt til overborgmester Sophie Hæstorp Andersen via pressekonsulent Anette Amalie Juhl Lindschouw på tlf. 26 13 65 49.  

Yderligere information og kontakt til kultur og fritidsborgmester Mia Nyegaard via pressekonsulent Victoria Rogena Holst Poulsen, Mobil 6114 2076

Yderligere information og kontakt til Mette Mylin, havneudviklingschef, By og Havn via kommunikationschef, Kristian Wederkinck Olesen. Mobil 30535004

xx

Storslået internationalt karting-event i Rødby

243 tilmeldte deltagere, mere end 1000 tilknyttede mekanikere og flere tusinde tilskuere. Rødbyhavn tiltrak sig i weekenden flere mennesker, end der normalt ses på de kanter.

Årsagen er naturligvis tredje afdeling af EM i gokart, FIA Karting European Championship, der er blevet afviklet på dansk grund. Det første internationale løb i kartingsporten herhjemme i mere end et årti. Og sjældent har et så stort og stærkt felt gæstet dansk grund, da verdenseliten har deltaget i de fire løbsdage i Rødbyhavn.

Vejret har i den grad været med undervejs, da det er en solbeskinnet gokartbane ved Rødby Go-Kart Klub, der har lagt asfalt til de store, internationale kartingløb. Torsdag forløb med træning, mens der fredag kørtes kvalifikation og de første indledende heats. Lørdag stod den på flere heats, mens søndag bød på de afsluttende superheats og finaler.

Det internationale forbund, FIA, deltagere og publikummer har kun haft rosende ord til den lokale klub og alle de frivillige fra motorsportsklubber landet over, der har bidraget til afviklingen af de internationale løb.

Resultatmæssigt har weekenden ikke været den allerbedste for de hjemlige deltagere. I alt 19 danskere var tilmeldt EM-afdelingen herhjemme. Og flere af deltagere havde svære kvalifikationer, der er nærmest altafgørende for, hvordan din weekend forløber, når konkurrencen er så hård på dette internationale niveau. Videre til finalerne var i OK David Walther (Dragør) og i FIA Karting Academy Trophy Romeo Haagh (København). Desværre var begge kørere involveret i uheld i løbene og måtte se sig selv nederst i resultatlisterne.

Top tre i FIA Karting Academy Trophy i Rødby 2023
1. Vasilieos Apostolidis
2. Max Walton
3. Santino Panetta
– Romeo Haagh

Top tre i OK Junior i Rødby 2023
1. Oleksandr Bondarev
2. Stepan Antonov
3. Iacopo Martinese

Top tre i OK i Rødby 2023
1. Rene Lammers
2. Gabriel Gomez
3. Alex Powell
– David Walther

”Det er utroligt at se, at man kan arrangere noget så stort her i Danmark – opbakningen fra lokalområdet, fra klubberne i Danmark og alle de frivillige til Rødby Go-Kart Klub har været massiv, og det gode samarbejde på tværs af klubberne og FIA gør mig utroligt stolt,” siger Henrik Møller-Nielsen, formand i DASU.

”Jeg er glad for, at der var nogen, der troede på, at vi kunne arrangere så store løb her, og at de har vist os den store tillid – og jeg håber også på, at alle er tilfredse – vi vil i hvert fald gøre vores ypperste for at gentage dette,” siger Erik Lystrup, der er formand i Rødby Go-Kart Klub.

”FIA Karting European Championship var et af de events på vores eventkalender som er med til at sprede vores events ud over hele Danmark. Det er vigtigt, at der mulighed for at opleve og give atleter hjemmebane i alle dele af landet,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, som er offentlig partner på mesterskabet.

FIA Karting European Championship var blandt andet støttet af Sport Event Denmark og Lolland Kommune.

xx

UCI Trials World Cup vundet til Aarhus 

For andet år i træk har Danmark sikret sig værtskabet for UCI Trials World Cup. I år er det Aarhus, der lægger kulisse til, når sportens verdenselite – 150 ryttere med danske deltagere i verdensklasse – dyster på avancerede baner ved Pakhus 77 på Aarhus Ø, 1.- 3. september. Tilskuerne kan se frem til at komme helt tæt på rytterne til et show og en konkurrence med vild akrobatik og nervepirrende spring på to hjul. 

Bike trials er cyklingens svar på ekstremsport, og rytterne kan i princippet køre på alle typer forhindringer – også midt i en by. Derfor var glæden ekstra stor, da Aarhus Events fik UCI Trials World Cup som hovedevent til Urban Sports Festival Aarhus. En gadesportsfestival, der også har wakeboard, parkour, break og skate på programmet. 

”Publikum har virkelig noget at glæde sig til. Det glæder mig, at vi i år kan udvide den populære Urban Sports Festival med endnu en spektakulær disciplin. En world cup understreger festivalens internationale profil, og vi ser frem til, at endnu flere gæster kan opleve, hvordan byen kan bruges til bevægelse og fællesskab,” siger Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus. 

Glæden er også stor i det danske bike trial-miljø. Ikke mindst i klubberne i Holbæk og Viborg, som har ryttere på internationalt niveau. Ole Kristensen fra Viborg Trial Club er officiel vært. Han siger: 

”At vi igen i år får UCI Trials World Cup til Danmark, er stort for sporten og alle de inkarnerede udøvere. Vi har flere danske deltagere, som ligger højt på verdensranglisten. Jonas Kristiansen i 20”-klassen som er nr. 13 på UCIs liste og tre ryttere i top-25 i 26”-klassen, nemlig Jakob Arentz, Jonas Jensen og Jakob Storgaard. I bike trials kan selv den mindste fejl flytte mange placeringer, så alt kan ske, og vi tror både på semifinalepladser og topresultater på hjemmebane.” 

Aarhus Events har gennem mange år arbejdet tæt sammen med Sport Event Denmark omkring bud på og afvikling af internationale sportsevents og har også været med til at sikre UCI Trials World Cup til Aarhus. 

”UCI Trials World Cup bliver én af hovedattraktionerne ved sommerens Urban Sports Festival. Det er interessant at se, hvordan disse forholdsvis nye discipliner i gadebilledet kan være med til at sætte fokus på at skabe oplevelser for alle på tværs af for eksempel alder og nationalitet,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark. 

Publikumsmagnet med stor underholdningsværdi
Bike trials er en showsport og disciplin, hvor rytterne brillierer på forhindringsbaner og i fuld kontrol hopper over træstammer og betonrør eller springer fra forhindring til forhindring et par meter over jorden. Dem, der kommer over forhindringerne uden at ramme jorden med andet end deres cykeldæk, scorer flest point. 

Konkurrencerne løber over tre dage og niveauet trappes løbende op til finalen søndag eftermiddag og aften. Men der er kvalifikationsrunder hver dag, og den høje underholdningsværdi gør sporten til en publikumsmagnet, hvor tilskuerne nemt kan få timer til at gå. Derfor er der også både street food og kolde drikke til de ca. 15.000 tilskuere, der forventes. 

World cuppen afvikles fredag 11.00-19.30, lørdag 09.00-17.30 og søndag 09.00-19.15. Mad- og drikkevognene er åbne fra 11.00-20.00 alle dage. Festivalens gæster kan også prøve bike trials på en særlig bane med professionelle instruktører. Urban Sports Festival Aarhus løber af stablen under Aarhus Festuge. Igen i år er det Copenhagen Event Company og Trialaction.dk, der arrangerer UCI Bike Trials World Cup – i Aarhus i samarbejde med Aarhus Events. 

For yderligere oplysninger, kontakt:
Ole Kristensen, Trialaction, +45 4018 4034
Ulrika Mårtensson, pressekontakt – Copenhagen Event Company, +45 2338 3072 

Michael Jaap, presse og kommunikationschef, Aarhus Kommune- Kultur og Borgerservice +4540228799
Allan Tambo Christiansen, projektleder, Urban Sports Festival – Aarhus Events, Aarhus Kommune +4551566536 

Om bike trials: 
Bike trials er en disciplin under UCI og DCU – en slags mountainbike afledt af motorcykelsporten trials med rødder i Spanien. Rytterne skal gennemkøre og passere forhindringer, uden at fødderne rører jorden. Ved World Cuppen skal rytterne gennemkøre 5 sektioner 2 gange. Hver sektion har 6 porte, og rytterne får 10 point hver gang de fejlfrit passerer en port. Makspoint/sektion er 60 point. Ved styrt og ikke gennemført port må de ikke fortsætte på sektionen, men beholder de point, de allerede har.