Kategoriarkiv: Events

xx

Sport Event Denmark på Folkemøde

For første gang nogen sinde har idrætten sin egen arena på Folkemødet på Bornholm. ’Idrættens Scene’ sætter i de kommende dage rammerne for debatter, tovtrækkerier, opvisninger og netværk på Folkemødet. Sport Event Denmark er en af de organisationer, som er med på scenen.

Årets overordnede tema på Folkemødet på Bornholm er FN’s verdensmål. På Idrættens Scene vil debatter gøre verdensmålene levende med diskussioner om hvordan idrætten skal forholde sig til FN’s verdensmål, menneskerettigheder, klima og korruption – og hvor den ikke skal, kan eller tør gøre en positiv forskel.

Med paneldebat, dilemma-spil og publikumsdeltagelse giver idrætten bolden op. Sport Event Denmark er en af de i alt 15 parter fra idræts- og sundhedsområdet, som er med på scenen.

I panelet lørdag deltager formand for Sport Event Denmark, H.C. Østerby under et debattema om FN’s verdensmål. Sportevents er udstillingsvinduer til, hvordan FN’s verdensmål kan imødekommes. Verdensmålene kræver samarbejde og her er sportevents også et godt eksempel. For eksempel arbejder Sport Event Denmark sammen med forbund og værtsbyer fra de første skridt mod et bud på et mesterskab frem til og med afvikling. Der er en tendens i, at danske byer og kommuner får politikker for, hvordan verdensmålene imødekommes. Eksempelvis har København, indført et forbud mod brug af engangskrus af plastik ved events. Det betyder naturligvis også, at sportevents skal og kan bidrage. Ligeledes har de internationale forbund også fokus på verdensmålene. På årets store internationale idrætstopmøde, SportAccord, satte Sport Event Denmark fokus på, hvordan den internationale sportevent-industri kan være med til at løfte nogle af FN’s verdensmål, når vi arrangerer sportsevents. Det kom der mange gode input til. Disse input vil blive brugt som eksempler i paneldebatten.

Idrættens Scene er en fælles scene på Folkemødet med 15 parter fra sundheds- og idrætsområdet, med bl.a. DIF, DGI, Dansk Firmaidræts Forbund og Sport Event Denmark. Det er bureauet Geelmuyden Kiese, som står bag den praktiske eksekvering af selve arrangementet.

xx

EM Beach Handball 2013

EM Beach Handball 2013

4. juli – 14. juli, Randers

EM i Beach Handball 2013 blev afholdt i juli 2013 i centrum af Randers som en succesfuld kulmination på et konstruktivt samarbejde mellem Dansk Hånbold Forbunds, Randers Eventsekretariats og Sport Event Denmark. Målet var bl.a. at synliggøre Beach Handball i Danmark og at bringe stranden ind til centrum af Randers.

Chairman of the EHF Beach Handball Commission, Ole Jorstad:
”Randers is one of the very best beach cities in Europe together with e. g. Alanya in Turkey and Cadiz in Spain – both destinations have previously hosted The European Beach Handball Championship”

Eventen i tal:

  • 3.-4.000 besøgende per dag
  • 4.055 eventgenerede overnatninger (Til sammenligning har Randers ifølge Danmarks Statistik haft 11.995 overnatninger i hele juli, så eventen leverede hele 34 % af det totale antal overnatninger i Randers i juli 2013)
  • 649 spillere (U19-damer/herrer samt Dame/Herre A) og 293 kampe på 4 banen
  • 15 nationer repræsenteret
  • 48 nationale og 15 internationale pressemeddelelser blev udsendt
  • 107.000 seere, da TV3 Sport viste de danske damers finale
  • 65.000 seere til live streaming under hele eventen på Extra Bladets hjemmeside, heraf 35.000 unikke brugere
  • 200 frivillige
  • På en skala fra 1-10 (med 10 som det bedste) scorede ”Stemning under kampene”: 9,13 og ”Arrangementet som helhed”: 9,24 i en spørgeskemaundersøgelse afviklet under eventen
  • Eventen havde et budget på 6,5 mio. kr. og 17 nationale sponsorer

Sportsligt: Danske medaljer ved eventen: Kvinder – Sølv, Mænd – Bronze, W19 – Sølv og M19 – Bronze

xx

EM i svømning 2013

EM svømning 2013

12.-15. december, Herning

For første gang nogen sinde blev der holdt et internationalt svømmemesterskab i Danmark, da EM i svømning 2013 blev afviklet i Jyske Bank BOXEN i Herning i december i samarbejde mellem Dansk Svømmeunion, Herning Kommune og Sport Event Denmark. Såvel publikumsmæssigt, sportsligt som afviklingsmæssigt var det en drønende succes.

Flere danske svømmere havde forlænget deres karriere for at kunne stille op på hjemmebane og efter eventen ser det ud til, at flere fortsætter mod OL i 2016.

Paolo Barelli, præsident for det europæiske svømmeforbund LEN:
”Det har været et af de bedste europamesterskaber nogensinde. LEN og de danske arrangører har gennem de seneste fire dage i Herning sat nye standarder for de europæiske kortbanemesterskaber. Et fantastisk set-up med et imponerende publikumsengagement og 380 engagerede frivillige hjælpere, skabte en hjemmebane, der i den grad har sat fokus på svømning i Danmark og manifesteret Danmark som en væsentlig svømmenation internationalt”

Jeanette Ottesen, svømmer:
Det kunne ikke have været bedre. Vi vidste, at vi havde en seriøs mulighed for medalje, men vi forventede ikke guld. At vinde guld på hjemmebane er fantastisk

Eventen i tal

  • 15 måneder fra Danmark fik tildelt eventen til eventafvikling
  • 23.896 solgte billetter, heraf 13.799 til finale-afsnit. Løbende har der desuden til samtlige svømmeafsnit været ca. 1.000 sæder fyldt af svømmere, trænere m.fl.
  • 559 svømmere, her af 29 danske. 41 deltagende nationer
  • Antal medieakkrediterede journalister/fotografer: 187 fra 21 lande
  • Antal frivillige: 380
  • Antal deltagere på svømmecamp: 323 unge fra danske svømmeklubber
  • Det tog knap 24 timer at fylde henholdsvis opvarmnings- og konkurrencebassin med i alt 2,4 millioner liter vand
  • Vandtemperaturen i konkurrence bassinet: 26 grader

Sportsligt: Ni danske medaljer, 23 finaler og 17 rekorder ved eventen: Guld til Mie Ø. Nielsen, Jeanette Ottesen, Pernille Blume og Kelly Riber Rasmussen i 4×50 meter fri holdkap og Mie Ø. Nielsen i 100 meter ryg. Sølv til Rikke Møller Pedersen i 200 meter bryst, Jeanette Ottesen svømmede 50 meter butterfly, Lotte Friis i 800 m fri, Lotte Friis i 400 m fri, Mie Ø. Nielsen, Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen og Pernille Blume dansk- og nordisk rekord i 4×50 m medley.
Bronze til Jeanette Ottesen i 100 m fly og Rikke Møller Pedersen i 100 m bryst.

xx

EM i herrehåndbold 2014

12.-26. januar, Herning, Aarhus, Aalborg, Brøndby

Over 2,2 millioner danskere fulgte EM-finalen i håndbold og sammen med den uforlignelige tilskueropbakning, de 1200 frivillige og værtsbyerne blev EM til en stor håndboldfest.

Både på tribunerne og foran fjernsynet har hele håndbold-Danmark vist massiv interesse for EM-slutrunden, der på begge fronter har sat rekorder. Som det ses af tallene nederst, så er der de seneste to uger sat rekorder for tv-forbruget hos seerne på TV 2, og det vækker naturligvis begejstring hos tv-stationen.

Stor ros fra EHF
Og mens håndboldfeberen rasede hjemme i stuerne, var der også været godt besat på tribunerne til EM-kampene. Også her er der ifølge det Europæiske Håndbold Forbund sat rekord.

”Det har været to uger med brillant håndbold på banen og også bag gardinet har håndbolden også været i centrum med en uset entusiasme. Vi kan allerede nu sige, at vi har sat en ny rekord: Vi har haft 316.000 tilskuere set over alle kampene,” sagde EHF’s formand, Jean Brihault til det afsluttende pressemøde søndag, og det er en tilfreds EHF-formand, der i dag forlod Danmark.
”Eventen har været ekstremt velorganiseret,” roser Jean Brihault. ”DHF har været fantastiske værter, organisationen har været meget præcis og samtidig venlig. De frivillige har været hjælpsomme og entusiastiske – de udfylder ikke bare en arbejdsfunktion, de nyder det, og det gør hele forskellen,” fortæller Jean Brihault på EHF’s hjemmeside.

Mesterskabet i tal
Tilskuertal: Billetsalget nåede op på 140.000. Derudover har EHF offentliggjort, at dette EM satte tilskuerrekord med 316.000 tilskuere, når man tager summen af tilskuere til de i alt 47 kampe ved slutrunden.
TV-seere på TV 2: Peak på 2,5 millioner seere ved afslutningen af semifinalen mod Kroatien. Både semifinalen og finalen blev set af over 2,2 millioner i gennemsnit. Overordnet set har Danmarks kampe haft 1,8 millioner seere i gennemsnit. Det svarer til, at være dansker har set EM-håndbold på TV2 i mere end otte timer de seneste to uger, hvilket er rekord ved en EM-slutrunde nogensinde (kilde: TV2).
TV-seere på TV3 Sport1: Gennemsnit 141.000 (TV3 Sport 1 sendte 23 live kampe/13 genudsendelser til og med mellemrunden – alle uden Danmark på banen)
Antal deltagende nationer: 16
Antal gæster i DHF VIP: 13.000
Antal deltagere på small nations seminar: 20
Antal medieakkrediterede: 711
Antal frivillige: 1.200
Antal besøgene i Totalkredit Fanzonen i Herning: 68.000
Antal likes på Håndboldherrerne: 220.000

xx

Made in Denmark European GolfTour 2014

Golfturnering blev et hole-in-one

Made in Denmark satte ssit gedigne aftryk på Himmerland og Danmark. Golfsporten og de danske golfspillere har haft en fantastisk hjemmebane, og de flere end 81.000 tilskuere har fået serveret verdensklassegolf og en spektakulær folkefest.

På mange måder har turneringen leveret et hole-in-one. European Tour, spillere, tilskuere, frivillige, medier, sponsorer, partnere og ikke mindst arrangørerne bag turneringen er mere end tilfredse med eventen.

CITATER: “Vi er begejstrede for Backtee Course på Himmerland, præsentationen af turneringen og den professionalisme, som ligger bag afviklingen af denne event. Den store og entusiastiske støtte fra de danske fans har gjort turneringen et fantastisk bidrag på European Tour,” siger Keith Waters, Chief Operating Officer and Director of international Policy, European Tour.

”Jeg har en rigtig god mavefornemmelse af Made in Denmark. De tilbagemeldinger vi har fået alle vegne fra, har været meget positive. Og når også spillerne bakker op om turneringen og siger, at det har været en fantastisk oplevelse at spille i Danmark, så har vi gjort det rigtigt godt. Made in Denmark er spillernes og Danmarks turnering og vi har gjort det til en folkefest. Det er med til at gøre Danmark verdensberømt”, Lars Larsen, JYSK.

”Med de 900 frivillige i ryggen og de tusindvis af tilskuere har vi skabt en turnering i Himmerland, som allerede nu har imponeret spillere, medier, sponsorer, partnere og European Tour. Vi kunne ikke drømme om en bedre debut. I denne uge har vi sat ord og billeder på Made in Denmark, som vi kun kan være stolte over,” siger Flemming Astrup, Promotor, Made in Denmark.

”Folkefest i Himmerland! Det har været en fantastisk uge ved Made in Denmark, hvor vi har høstet stor anerkendelse for event-set-up både fra spillere og fra European Tour. Der er blevet sat fokus på golf i Danmark og så er Danmark kommet på det internationale golfverdenskort. Eksempelvis står Himmerland Hill ved hul 16 allerede nu som et ikonisk varemærke for både golf og Made in Denmark,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark, som er én af partnerne bag turneringen.

“Et fantastisk arrangement som vi i Dansk Golf Union er stolte over at være en del af. En europatour i Danmark er en unik mulighed for at kunne markedsføre golfsporten i et bredere format end vi plejer. Med den massive pressedækning, de imponerende tilskuertal og den folkefeststemning, så kan man jo kun kalde Made in Danmark for en kæmpe succes, fortæller Morten Backhausen, direktør i Dansk Golf Union, der allerede ser frem mod næste år.

FUN FACTS:

Tilskuere (foreløbigt tal): 81.000
Frivillige: 900
Akkrediterede journalister/fotografer: 150
1000 Birdie birdies (plastikænder) på hul 16
40.000 kopper kaffe
44 km kabler
To edderdunsdyner fra JYSK uddelt til spillere, der har fik en eagle på et par 4 hul (James Morrison, Steve Webster)
1 Garia golfbil uddelt til Estanislao Goya, der lavede hole in one på 14.

Made in Denmark er foreløbig sikret for tre år. Det samlede budget for Made in Denmark for 2014-2016 er ca. 110 millioner som rejses i samarbejde mellem sponsorer og nationale, regionale samt kommunale instanser, heriblandt Sport Event Denmark og Dansk Golf Union.

xx

VM halvmaraton 2014

Danmark og danskerne blev også de store vindere ved dagens VM i halvmaraton, som blev afviklet i perfekt vejr til verdensrekorder. Aldrig før er der blevet løbet så stærkt i hjertet af København, aldrig før har så mange motionister løbet med som en del af et VM, og aldrig før har så mange nationale og internationale medier dækket et VM i halvmaraton.
København havde kridtet skoene, og københavnerne var trukket talstærkt ud i gaderne for at bidrage til den folkefest, som VM halvmaraton skabte, pakket ind i verdensklasse vejr.

Det blev en stor, løbende folkefest: Statsminister Helle Thorning-Schmidt deltog i åbningsceremonien og starten på kvindernes eliteløb sammen med præsidenten for det internationale atletikforbund, Lamine Diack, mens Kronprins Frederik sendte mændenes elitefelt og det 30,000 mands store motionsfelt af sted.

Eliteløbet – transmitteret live til flere nationer – bød på et uhyre stærkt løb med de fire hurtigste mænd under den magiske time. Med de nærmest perfekte forhold blev der sat ikke færre end 11 nationsrekorder, og de ti danske VM-løbere gjorde en særdeles god figur. Mændene blev bedste nordiske hold, og den hurtigste, Abdi Hakin Ulad, var bare 28 sekunder fra en sensationel dansk rekord. En anden hurtig mand var Wilson Kipketer, som løb med i det gigantiske motionsfelt.

VM-ambassadør, Wilson Kipketer:
”Det var fantastisk! Hele vejen rundt kunne jeg høre, at folk råbte Wilson, Wilson. Det gav mig mere energi. Og ja, jeg kom vist til at sige, at hvis Cardiff om to år også afvikler et motionsløb i forbindelse med VM halvmaraton, ja, så løber jeg gerne med og jeg løber 1.15.”

Følgende kendisser løb også med:
• Claus Meyer 1:46,03
• Pia Allerslev 2:01,19
• Lene Espersen 2:17,06
• Frank Jensen 2:02,03

Eventen i tal
-127 mandlige og 95 kvindelige eliteløbere (+50 % ift. seneste VM – største antal siden 1998)
-30.000 tilmeldte løbere fra 76 nationer / 27.122 løbere fuldførte VM-ruten
-58 nationer i elitefeltet (+ 35 % ift. seneste VM og næst højeste nogensinde)
-I alt er der deltagelse fra 88 nationer
-200.000 tilskuere i flg politiet
-1.500 frivillige
-120 fartholdere
-308.000 væskekopper
-19 km hegn
-1,2 km væskeborde

-22 kameraer – 1 helikopter

TV: I gennemsnit var der 165.000 seere til de 4 timers dækning på DR1. Da der var flest – omkring opløbet for de bedste – var der 281.000. Programmets share, som er det vigtigste tal for os, var på 33,1%, hvilket betyder, at 1/3 af al tv-sening i Danmark i de fire timer var på VM.

Radio: På radioen opgør man forbruget på en anden måde: 651.000 personer var inde at lytte til vores P4-dækning af VM i løbet af de to udsendelser (12.15-12.30 og 14.03-16.04 – altså fokus på motionisterne). Markedsandelen var 35,2, så godt hver tredje, der lyttede radio, hørte VM-dækningen.

– 20 danske klubber havde lavet VM-fortræning og til sammen fået 1.000 nye medlemmer på denne måde.

Sportsligt:

Kvinder
1. Gladys Cherono, Kenya 1:07,29
2. Mary Wacera Ngugi, Kenya 1:07,44 PR
3. Selly Chepyego Kaptich, Kenya 1:07,52 PR
39. Jessica Draskau-Petersson, Danmark 1:12,52 PR
59. Louise Langelund Batting, Danmark 1:16,18 PR
65. Anna Holm Baumeister, Danmark 1:17,06
67. Simone Glad, Danmark 1:17,11
72. Anne-Mette Aagaard 1:18,48

Hold
1. Kenya 3:23,05
2. Etiopien3:27,05
3. Japan 3:31,33
12. Danmark 3:46,16

Mænd
1. Geoffrey Kipsang Kamworor, Kenya 59:08 – årets hurtigste i verden
2. Samuel Tsegay, Eritrea 59:21 PR
3. Guye Adola, Etiopien 59:21 PR
32. Abdi Hakin Ulad, Danmark 1:02,24 PR
61. Lars Budolfsen, Danmark 1:04,00 PR
62. Jesper Faurschou, Danmark 1:04,01 PR
95. Thijs Nijhuis, Danmark 1:08,38
– Henrik Them, Danmark DNF

Hold
1. Eritrea 2:58,59
2. Kenya 2:59,38
3. Etiopien 3:00,48
15. Danmark 3:10,25

Bag IAAF /AL-Bank VM Maraton stod: Dansk Atletik Forbund i samarbejde med Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.