Når det i juni går løs med tredje afdeling af FIA Karting European Championship på lollandske Rødby Karting Ring, så bliver det forhåbentligt med masser af tilskuere til de spændende race – støtte sikrer blandt andet tribuner til den største begivenhed på dansk grund.
Der er fuld fart på forberedelserne til FIA Karting European Championship, der rammer dansk grund i midten af juni. Når fremtidens Formel 1- og Le Mans-stjerner dyster mod hinanden i Rødby, så sker det med masser af mennesker på tribunerne.
Og netop de tribuner er blandt støttetiltagene, som klubben bag gokartbanen ved Rødbyhavn har modtaget. Rødby Go-Kart Klub, RGKK, har netop modtaget en større støtte fra Sport Event Denmark, Lolland Kommune og DASU, Dansk Automobil Sports Union. Og støtten skal dels sikre afviklingen af de internationale begivenheder i 2023, dels sikre en fortsat udvikling af klubben og sporten i lokalområdet.
”Vi er utroligt glade for, at både Sport Event Denmark og Lolland Kommune bakker op om de internationale løb, der afvikles i Rødby i år. Banen og anlægget er allerede et godt udstillingsvindue for sporten og bliver nu endnu bedre, til gavn for både de lokale og de nationale udøvere, der dermed får forbedrede rammer til at dyrke deres idræt. Og vi håber naturligvis, at de internationale løb tiltrækker tilskuere fra nær og fjern til Lolland, til gavn for det lokale næringsliv,” siger Henrik Møller-Nielsen, formand i DASU.
”Vi glæder os både til selve Europamesterskabet med verdens måske kommende Formel 1-stjerner og selvfølgelig også til at vise de mange deltagere og tilskuere, hvad Lolland også kan byde på. Dette arrangement får jo Lolland på europakortet i motorsporten – det er vi meget stolte over. De har virkelig gjort et stort stykke arbejde i Rødby Go-Kart Klub,” siger Martin Boesen, formand for Fritids-, Kultur- og Folkesundhedsudvalget i Lolland kommune.
”Det officielle EM i karting er en vigtig event, og forankret under det internationale motorsportsforbund, FIA. Et EM i Danmark giver de danske kørere god mulighed for at vise flaget på hjemmebane, og især de unge kørere får en unik chance for at konkurrere internationalt. Sammen med Dansk Automobil Sports Union og værtsdestinationen Rødby vil vi arbejde på at skabe gode rammer for både nationale og internationale deltagere samt tilskuere,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark
De internationale begivenheder på Rødby Karting Ring begynder 31. maj-3. juni med løbsserien Champions of the Future. Den følges så af EM-serien FIA Karting European Championship 15.-18. juni.
Om Sport Event Denmark
Sport Event Denmark arbejder for at tiltrække, organisere og udvikle store internationale tilskuer- og deltagerevents.
Det er Sport Event Denmarks ambition, at vores internationale sportevents skal involvere og begejstre danskerne, skabe stolthed, udvikle idrætten, skabe vækst og turismeomsætning samt markedsføre Danmark internationalt.
Vi lander 80 % af vores bud på events og konferencer, hvilket placerer os i top 12 på Global Sports Nation Index.
Sport Event Denmark finansieres via overskuddet i Danske Lotterispil og Klasselotteriet.
Om DASU
Dansk Automobil Sports Union (DASU) er kåret som Årets specialforbund 2022, og vi bor sammen med størstedelen af de danske sportsforbund i spændende rammer i Idrættens Hus.
DASU er hovedorganisation for al organiseret motorsport i Danmark. Omkring 8.000 medlemmer er fordelt på ca. 90 klubber rundt omkring i landet.
Blandt vores aktiviteter er banesport, karting, rally, bilorientering, MRC (fjernstyrede biler), e-sport og dragracing. Som medlem af en klub under DASU har man ret til at få udstedt licens indenfor DASUs forskellige områder. Det overordnede ansvar varetages af en folkevalgt bestyrelse på syv medlemmer.
Dansk Automobil Sports Union er tilsluttet Danmarks Idrætsforbund (DIF), den internationale motorsportsorganisation, FIA, det internationale kartingforbund, CIK og det europæiske forbund for radiostyrede biler, EFRA.
For mere information, se dasu.dk / eurokartingdenmark.com.