Randers vært for EM i 5-kegler

EM i 5-Kegler

Billard i Ridehuset, Værket Randers 4-7. august 2022

Danmark er vært for Europamesterskaberne i en af billardsportens flotteste discipliner 5 -Kegler.
Den Danske Billard Union, Randers og Sport Event Denmark glæder sig til at byde Europas bedste spillere, som også er blandt verdens bedste – velkommen.
”EM i 5-Kegler Billard i Randers bliver en stor oplevelse, såvel organisatorisk som spillemæssigt! DDBU ser frem til, at vi igen, sammen med Randers og Sport Event Denmark, blænder op for billard i verdensklasse i Danmark. Randers og Værket er blevet valgt som spillested på grund af den store succes VM i 3-Bande Carambole samme sted blev i november 2019 med over 50 timers live TV på TV-2 Sport,” siger Torsten Danielsson, Formand for Den Danske Billard Union.
Det er første gang, DDBU står som vært for et EM i 5-Kegler Billard Individuelt, hvilket er en speciel stor ære, da Danmark har nogle af Europas og dermed verdens bedste spillere i denne specielle ekvilibristiske disciplin, som spilles i det meste af Europa og Syd- og Mellemamerika. Alene i Italien
er der flere millioner spillere! Efter fodbold er 5-Kegler Italiens næststørste sportsgren.
Europamesterskaberne i 5-Kegler Billard skal afholdes i nogle usædvanlig flotte rammer. Valget er faldet på Ridehuset på ”Værket” i Randers. En bygning fra 1887, der oprindeligt var dragonkaserne for Kong Christian X. Stedet bliver i dag brugt til store koncerter og kulturarrangementer.
Idéen er at skabe en helt særlig stemning, hvor sporten, historien og kulturlivet møder hinanden.
Huset, der er bygget i billardsportens barndom, er en perfekt platform til at skabe den stemning.
“Det er helt fantastisk, at Randers bliver værtsby for endnu et internationalt billard mesterskab. Det er derfor også tanken at afholde en række side events, der kan bidrage til at promovere EM-stævnet,” udtaler eventchef Mette Bertelsen fra Randers Eventsekretariat.
Det specielle ved 5-Kegler er, at disciplinen også bliver kaldt for Skomarsportens internationale disciplin på grund af de mange ligheder mellem de 2 discipliner. Skomar spilles i Danmark
regelmæssigt af anslået mere end 100.000 personer – og de fleste danskere har vel på et eller andet tidspunkt spillet en pot Skomar?
Der er gratis adgang til både EM´et og side eventene for alle. Kom og nyd fantastisk billard i verdensklasse torsdag d.4. august til søndag d.7. august 2022.
Lige som DDBU og Randers er også direktør, Lars Lundov, Sport Event Denmark, glad for, at Danmark skal være vært for EM i 5-Kegler Billard:
”I Sport Event Denmark arbejder vi hårdt på at tiltrække store internationale sportsevents for bl.a. at give danske atleter og fans hjemmebane. For et par uger siden havde de danske badmintonspillere hjemmebane i Aarhus ved VM for hold, ligesom også fodboldspillere, sejlere, kano- og kajakroere
har dystet på hjemmebane sommeren over. Det glæder os derfor, at EM i 5-Kegler i 2022 skal afholdes i Randers. Randers er en hjemmebane i verdensklasse! Det så vi til VM i 3-Bande
Carambole i 2019.”

Fakta om EM 5-Kegler 2022
EM spilles på Værket i Randers, og turneringen afvikles i dagene d. 4.-7. august 2022. 48 spillere fra 15 nationer i
Europa deltager i EM 2022.
5 danske topspillere vil være blandt deltagerne. Udtagelsen af de 4 spillere sker via den nationale rangliste samt 1 dansk wildcard.
Danmark har igennem tiderne opnået flere flotte resultater ved EM i 5-Kegler:
EM Bronze Individuelt 2006 Mirabella (It): Jan Mortensen
Hold EM sølv 2010 Odense (Dk)
Hold EM sølv 2017 Brandenburg (De)
Hold EM Bronze 2013 Brandenburg (De)
Hold EM Bronze 2014 Parabiago (It)
VM Guld Individuelt Biathlon 1991 Thiene (It) (Kombination 3-Bande/5-Kegler) Erling
Sjørup
Forventningerne til EM er store. DDBU går ef ter at erobre 1 medalje og at alle danskerne placerer sig i
top-24. Og hvem ved? Måske lurer der en topplacering for en dansker!