Sport Event Denmark ønsker EM-beslutning nu
Sport Event Denmark melder sig ind i koret af stemmer, der håber på, at EM i håndbold for kvinder kan fløjtes i gang om 12 dage. Samtidig understreger organisationen, at den endelige beslutning skal tages nu.
”Der er ingen tid at spilde! For hver time, der går, bliver det sværere at afvikle slutrunden. DHF har meldt sig klar, og Sport Event Denmark har fuld tillid til, at forbundet kan afvikle et EM efter alle corona-retningslinjer og mere til. Derfor bør regeringen give grønt lys til, at Danmark kan få EM på hjemmebane nu,” siger H.C. Østerby, som er formand for Sport Event Denmark.
”Det er ikke bare kampen om medaljer, der er på spil. Sporten har brug for et mesterskab og kan løfte opgaven. Håndbold samler Danmark, og det har vi i høj grad brug for i disse tider. Desuden vil det være et kæmpe prestigetab for både dansk håndbold og for Danmark, hvis vi ikke kan afvikle EM’et som planlagt,” fortsætter Østerby.
”Vi har naturligvis respekt for, at regeringen har fokus på de sundhedsmæssige forhold for idrætten og resten af samfundet. Men DHF, værtsbyerne Herning og Kolding samt Sport Event Denmark som partner har brug for en melding. Der er ligeledes alle de øvrige hold, som også venter på at få en melding. Og den melding, skal derfor komme nu,” slutter H.C. Østerby af.