PRESSEMEDDELELSE
Søskendeparret Errol og Ami Williamson skal løfte arven efter storesøster Ashli Williamson ved EM i 10-dans i Savværket i Aarhus på lørdag. De tidobbelte verdensmestre Ashli Williamson og Bjørn Bitsch er trådt ud på sidelinjen og står som arrangører af mesterskabet.
”Savværket bliver den perfekte ramme for mine søskende, Errol og Ami, når de skal dyste om europa-mesterskabet i 10-dans. De får hård konkurrence fra de øvrige 22 par, men de har hjemmebanefordelen,” fortæller storesøster, Ashli Williamson, som sammen med sin mand og dansepartner, Bjørn Bitsch, står som arrangører af EM 10 dans på lørdag.
Ashli og Bjørn har gennem mange år siddet tungt på tronen og kan som 10-dobbelte verdensmestre trække på årelang erfaring som dansere, når de sammen med
Danmarks Sportsdanserforbund, Aarhus Events og Sport Event Denmark spiller op til dans.
Danmarks Sportsdanserforbunds formand glæder sig til endelig at komme i gang:
”Jeg har i dag stået i Billund lufthavn og taget imod danserne. De glæder sig, og det gør vi også! Det bliver rigtigt godt at stå som vært for et EM på lørdag sammen med Bjørn og Ashli, Aarhus Events og Sport Event Denmark,”
siger Karen Pedersen.
Også i Aarhus er der stor forventning til mesterskabet:
”Det er en svær balancegang at arrangere events i disse tider, men Aarhus og arrangørerne er klar til at byde op til dans med EM´et på lørdag”
siger eventchef i Aarhus Events, Jørn Sønderkjær Christensen, og bakkes op af direktøren i Sport Event Denmark:
”Man fristes til at kalde EM-arrangementet lidt ”historisk”. Dels i lyset af COVID-19 situationen, men også i relation til at familien Williamsons har vigtige opgaver både på dansegulvet og backstage,”
siger Lars Lundov.
Den oprindelige plan var, at EM 10-dans skulle have været afholdt i juni, men på grund af Covid-19 blev det udskudt. Afviklingen på lørdag bliver med overholdelse af alle Corona-forholdsregler, hvilket betyder, at der er plads til i alt 500 personer inklusive dansere, dommere, frivillige osv.
Fakta
EM 10-Dans afvikles på Savværket i det sydlige Aarhus den 19. september 2020.
EM 10-Dans er et officielt mesterskab under World Dance Sport Federation (WDSF). WDSF har 99 medlemslande, heraf 54 i Europa. EM afvikles hvert år.
WDSF er medlem af IOC.
23 par fra et tilsvarende antal nationer er tilmeldt mesterskabet.
EM arrangeres af B&A Events med Danmarks Sportsdanserforbund, Aarhus Events/Kommune og Sport Event Denmark som partnere og i tæt samarbejde med faciliteten, Savværket.