I mild brise rundede Volvo Ocean Race i dag mærket i Aarhus inderhavn, hvor flere tusinde århusianere og andre sejlsportsinteresserede havde samlet sig foran DOKK1 på 1. parket til kampen omkring podiepladserne, mens flere end en million fulgte kampen online.
Verdens længste offshore kapsejlads besøgte i dag Aarhus på Volvo Ocean Race sidste og korteste ben. Besætningerne havde sat kurs mod Danmark fra Gøteborg for at foretage et ’fly by’ i Aarhus Havn på vej mod mål i hollandske Den Haag. De imponerende både var helt inde i inderhavnen, hvor der i løbet af dagen havde samlet sig tilskuere langs havnekajen hele vejen rundt og på den måde været med til at skabe en maritim folkefest.
Der var gang i boderne dinglende ben hen over kajkanten i havnen i Aarhus. Kapsejladsen blev vist live på storskærme og flere af tilskuerne var kommet i god tid for at sikre sig første række midt for.
Aarhus er i august vært for VM i sejlsport og derfor var dagens mærkerunding også en lille forsmag på, hvordan byen og specielt det nye havneområde med det DOKK1 og Internationale Sejlsportscenter afvikler store, internationale sejlevents.
Direktøren for Sport Event Denmark var også meget tilfreds med Volvo Ocean Race’ korte visit og med den opmærksomhed som kapsejladsen har skabt omkring både Aarhus og Danmark nationalt og internationalt:
”I dag har vi set verdenshavenes Formel 1, Volvo Ocean Race, runde Aarhus Havn og om små seks uger samles verdenseliten i samtlige olympiske bådklasser til VM i sejlsport også i Aarhus. Der var fest på havnen i dag, og det bliver der igen i august, for Aarhus’ nye havneområde er som skabt til liv på land og på vandet. De mange store, internationale sejlsportsbegivenheder er med til at sætte fokus på Danmark som sejlsportsnation og destination,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, som er partner på både dagens ’fly by’ ved Volvo Ocean Race og på VM i sejlsport.
Dagens ’Fly by’ ved Volvo Ocean Race var støttet og arrangeret af Aarhus Kommune med Sport Event Denmark som partner.