Om en måned går det løs ved Fynske Bank Multisport World Championships Festival på Fyn. Mere end 3.000 atleter fra 45 forskellige lande kommer til Odense, Svendborg og Middelfart for at deltage i et af festivalens fem VM’er og gør derved multisportsfestivalen til den største internationale sportevent på fynsk grund nogensinde.
Fra 6.-14. juli bliver Fyn indtaget af multisportsatleter fra hele verden. Mere end 3.000 deltagere fra 45 lande kommer for at deltage i VM i en af de fem multisportsdiscipliner duatlon, aquatlon, aquabike, cross triatlon og langdistance triatlon. Nogle med målet om at blive verdensmester, andre med ambitionen om at blive verdens bedste udgave af sig selv og alle med ønsket om at samles om sport, livsglæde og fest.
Multisportsfestivalen bliver den hidtil største internationale sportsevent på fynsk grund, og eventen er meget mere end de fem verdensmesterskaber. Multisportsfestivalen bliver en fynsk folkefest, hvor borgere i værtsbyerne, tilskuere, turister, atleter og deres familier kan deltage aktivt i en sjov og anderledes festival med sideevents som blandt andet Familie-Fun-Run i Middelfart, Sport and Lifestyle EXPO og Torsdagskoncerter i Kongens Have.
“Det bliver en fynsk folkefest med et fantastisk internationalt aftryk. Mere end 3.000 deltagere fra 45 forskellige lande samt en masse tilskuere og deltagernes familier er en enestående mulighed for at sætte Fyn på verdenskortet og brande Odense, Svendborg, Middelfart og resten af Fyn. Det er den største internationale idrætsbegivenhed på fynsk jord nogensinde, og vi glæder os sammen med Sport Event Denmark og Dansk Triatlon Forbund enormt meget til at skyde festivalen i gang om mindre end en måned,” siger Jacob Staun, forretningschef hos Sport Event Fyn.
Verdens øjne rettes mod Fyn
Bag multisportsfestivalen står Dansk Triatlon Forbund, Sport Event Fyn og Sport Event Denmark, mens værtsbyerne Middelfart, Svendborg og Odense er partnere på eventen, som afvikles for det Internationale Triatlon Forbund, ITU. Og hos Sport Event Denmark er der stor tilfredshed med deltagertallet, som det ser ud på nuværende tidspunkt.
“Danmark har formået at trække mere end 3.000 deltagere og 45 nationaliteter til Fynske Bank Multisport World Championships Festival, og det er vi selvfølgelig rigtig godt tilfredse med. Samtidig vil en masse øjne rette sig mod Fyn, når de fem verdensmesterskaber skal afvikles. Vi glæder os til sammen med Dansk Triatlon Forbund, Sport Event Fyn og de tre byer at invitere til triatlonfestival,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.
Man kan stadig tilmelde sig
Mens kvalifikationen for VM-deltagelse er overskredet, er det stadig muligt at tilmelde sig Open Race. Open Race er for alle, der har lyst til at prøve kræfter med en af de smukke VM-ruter og krydse den samme målstreg som den nykårede verdensmester.
“Multisportsfestivalen er er en kæmpe idrætsbegivenhed, hvor vi sammen med Sport Event Fyn, Sport Event Denmark og de tre fynske værtskommuner både skal kåre verdensmestre og en masse deltagere, som alle ender som verdens bedste udgave af sig selv. De fem verdensmesterskaber flankeres nemlig af Open Race i alle fem discipliner, hvor alle fra erfarne til helt grønne triatleter kan opleve de smukke fynske VM-ruter og prøve kræfter med en af de fem multisportsdiscipliner duatlon, cross triatlon, aquatlon, aquabike og lang distance triatlon,” siger Morten Fenger, direktør i Dansk Triatlon Forbund, og tilføjer:
“Tilmeldingen til Open Race er åben helt ind til 22. juni, så det er stadig muligt at sikre sig et startnummer til multisportsfestivalen.”
Du kan blive meget klogere på multisportsfestivalen på www.fyn2018.com.
Fakta om Fynske Bank Multisport World Championships Festival:
- Festivalen finder sted 6.-14. juli 2018 i byerne Middelfart, Svendborg og Odense
- Festivalen består af VM i de fem discipliner: Duatlon, Aquatlon, Aquabike, Cross Triatlon og Lang Distance Triatlon. Der er VM-konkurrencer for eliten, U23, Junior, Para og age groups, og motionisterne har mulighed for at tilmelde sig open race-konkurrencer
- VM-konkurrencerne og de åbne ræs bliver pakket ind i en festival, hvor folk fra hele verden samles om sport, livsglæde og fest, og hvor der også bliver mulighed for at kaste sig over en række motionsløb på kortere og mere alternative distancer
- Dansk Triatlon Forbund, Sport Event Fyn, Sport Event Denmark og værtsbyerne Middelfart, Svendborg og Odense er partnere på eventen, som afvikles for det Internationale Triatlon Forbund, ITU