10 år med store, internationale sportsevents i Danmark

Danske specialforbund, værtsbyer og Sport Event Denmark fejrer i 2018 10 års succesfuldt samarbejde med tiltrækning og afvikling af store, internationale sportsevents til Danmark. Sport Event Denmark har støttet flere end 350 events i 62 byer. 

I 2008 blev Sport Event Denmark etableret for at tiltrække og afholde internationale sportsevents i Danmark samt formidle Danmark som international sporteventnation. Siden har det ene store mesterskab efter det andet været afviklet i alle dele af Danmark.

”Vores slogan lyder ”Hosting Winners”, og det har vi gennem de seneste ti år til fulde levet op til. I samarbejde med de danske specialforbund og værtsbyerne har vi skabt rammerne for vinderne på banen ligesom både forbund, byer og Danmark også er blevet vindere, ” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, som netop i 2018 kan fejre de første 10 år.

”Internationalt har vores strategiske arbejde med at tiltrække og afvikle events i Danmark vakt stor opmærksomhed. Vi plejer at kalde det vores eventtrekant. Vi har gentagne gange holdt oplæg om den danske model. Danmark har også bevæget sig støt op ad den internationale rangstige for sporteventnationer, hvor vi lige nu ligger nr. 14, ” siger Lars Lundov.

I år inviterer Danmark igen til endnu flere store oplevelser på hjemmebane. VM i ishockey bliver det største event, som Danmark har været vært for nogensinde med et billetsalgsmål på 300,000 billetter og hele 64 kampe. Mesterskabet bliver afviklet i Royal Arena i København og Jyske Bank Boxen i Herning i maj.

Også Fyn slår i år dørene op for ikke færre end fem VM’er i triatlon, som skal skabe en festival med triatlonsporten i centrum i juli. Hvor Fyn kører med høj gearing har Aarhus sat sejl mod VM i samtlige olympiske bådklasser i august.

10-års fakta

År Events Estimeret udenlandsk turisme-omsætning / mio kr Estimeret antal frivillige hjælper-timer ved SEDK-støttede events International ranking (Kilde: Sportcal)
2008 39 30 Ej estimeret
2009 60 250 Ej estimeret
2010 26 90 145.000
2011 31 278 170.516
2012 28 100 Ej estimeret 20
2013 24 166 86.620 18
2014 14 120 78.605 18
2015 38 199 167.910 15
2016 28 99 117.665 15
2017 30 213 148.226 14
2018+ 22 Fremtidige kommende støttede events
I alt 340 Dertil kommer en mindre række events, som Sport Event Denmark har støttet, men som ikke er tildelt Danmark og/eller ikke blevet afviklet.
  • Gennemsnitligt har Sport Event Denmark i samarbejde med eventarrangører og værtsbyer i perioden haft en succesrate på godt 80% (Tildelte events/afgivne bud)
  • I 2009 lykkedes det at få skabt sikkerhed for tilblivelsen af en multiarena i Vestdanmark, Jyske Bank Boxen
  •   I 2011 lykkedes det at få skabt sikkerhed for tilblivelsen af en multiarena i København, Royal Arena