Første freestyle swooping-VM udviklet i Danmark

Swoop Freestyle World Championships. Sådan hedder det første verdensmesterskab nogensinde i faldskærmsdisciplinen freestyle swooping, luftsportens Formel 1, der kommer til Danmark 25. og 26. august 2017.

Her dyster 18 af de dygtigste faldskærmspiloter i verden om at blive kronet som den allerbedste: Den første nogensinde, der kan kalde sig verdensmester i freestyle swooping.

Formatet er udtænkt af to danske iværksættere i 2014, og på kun tre år har de revolutioneret sporten, så det internationale forbund nu har givet den danske eventorganisation A. Sports ansvaret for sportens første VM i den seværdige freestyle swooping-disciplin.

Swoop Freestyle World Championships finder sted på Peblinge Sø i København fredag og lørdag den 25.-26. august, og eventen forventes at tiltrække over 100.000 tilskuere på bredden af Søerne samt millioner bag skærmene rundt omkring i verden.

Swooping er faldskærmsportens nye darling. Den mest hæsblæsende og tilskuervenlige disciplin inden for menneskelig flyvning.

Swooping er en disciplin hvor udøverne præsterer fantastiske freestyle tricks i øjenhøjde med tilskueren i urbane miljøer. I 1.500 meters højde springer faldskærmspiloterne ud af et fly eller helikopter, trækker skærmen med det samme, og på vej mod jorden opbygger de fart, så de er klar til at udføre deres trick henover vandoverfladen med op til 150 km i timen. Lige inden de når vandoverfladen rettes skærmen ud, og der leveres et freestyletrick inden de lander på en platform.

Fra lokalt sportsstævne til verdensmesterskab
Med verdensmesterskab-stemplet fra det internationale luftsportsforbund FAI (Fédération Aéronautique Internationale), er den danske organisation A. Sports og idemændene, bag på få år gået fra et lille pilotprojekt til et officielt verdensmesterskab.

“På kun tre år er vi gået fra en ide og et pilotprojekt med 10.000 tilskuere til nu at stå med en internationalt anerkendt platform, hvor hundredetusindvis følger med live samt bag skærmene rundt om i verden. Vi har formået at tage sporten med på en dannelsesrejse, så de nu ser sig selv i et professionelt lys når de udøver deres sport i professionelle rammer midt i storbyen, hvor de før var vant til at lande i små lufthavne langt ude på landet uden tilskuere og mediedækning. Vi har fået bragt miljøet og talenterne sammen om et større projekt i storbyen, og med det officielle VM har vi nu også opnået en bred anerkendelse, der får os et skridt tættere på drømmen om en verdenstour,” siger George Blythe, CEO i A. Sports, der arrangerer Swoop Freestyle World Championships.

Blåstempling fra internationalt forbund: Vi kunne ikke få en bedre venue end København
“Freestyle Swooping er virkelig en af de mest spændende og dynamiske luftsportsgrene at følge, og det er med stor fornøjelse og forventning, at vi byder atleterne velkommen til det allerførste VM i freestyle swooping i København i august. Vi kunne ikke få en bedre venue end i hjertet af denne fantastiske hovedstad. Det er helt unikt, og det betyder, at denne voksende sport bliver vist for tusindvis af mennesker både i storbyen og i diverse medier. Jeg ser frem til at følge dette VM og ønsker alle atleter, arrangører og frivillige et sjovt, sikkert og fair verdensmesterskab,” fortæller præsident i det internationale luftsportsforbund, FAI, Frits Brink.

Også i Sport Event Denmark, en af partnere bag Swoop Freestyle World Championships, er man tilfredse med VM-stemplet:

“Swoop Freestyle World Championships tilføjer en ny dimension til vores eventarbejde – hvor vi nu kan sige til lands, til vands og i luften. Her taler vi om en event, der er udviklet i Danmark og er blevet et officielt VM. Det er en cadeau til arrangørerne og partnerne bag, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

FAKTA:

FAI Swoop Freestyle World Championships
– Foregår i uge 34 med kvalifikation fredag den 25. august og finale lørdag den 26. august.
– Sted: Peblinge Sø ved Dronning Louises Bro.
– 18 faldskærmspiloter fra 12 lande deltager, heriblandt danske Christian Webber.
– Det er det første verdensmesterskab i freestyle swooping nogensinde.

Gå tilbage