Verdenspremiere på VM for verdens vildeste faldskærmsspringere midt i København

International anerkendelse: For første gang nogensinde, får freestyle swooping sit eget VM. Arrangørerne bag de sidste tre års nyskabende faldskærmsevent, Swoop Challenge, kan nu offentliggøre, at den adrenalinfyldte og publikumsvenlige faldskærmskonkurrence er blevet officielt verdensmesterskab i det internationale faldskærmsforbund, FAI (Fédération Aéronautique Internationale).
FAI Swoop Freestyle World Championships afholdes for første gang i København, midt på Søerne, 25. og 26. august, hvor 18 af verdens allerbedste faldskærmspiloter inviteres til at konkurrere om den første VM-titel nogensinde i Swoop Freestyle.
“Vi er meget stolte over, at vores koncept på kun tre år har vokset sig så stort, at det internationale faldskærmsforbund nu har givet os ansvaret for at arrangere det første freestyle faldskærms-VM nogensinde – lige midt i København. Vi har fintunet konceptet de sidste par år, og vi drømmer stadig om at kunne tage swoop freestyle på tour til alverdens storbyer, for kombinationen af ekstremsporten og storbyen er et perfekt match, hvor vi serverer højoktan underholdning lige hvor folk bor og opholder sig,” siger direktør i A. Sports, eventvirksomheden bag VM i swoop, George Stribling Blythe.

Swooping er en gren af faldskærmssporten, hvor udøverne præsterer fantastiske freestyle tricks i øjenhøjde med tilskuere i urbane miljøer. I 1.500 meters højde springer faldskærmspiloterne ud af et fly eller helikopter, trækker skærmen med det samme, og på vej mod jorden opbygger de fart, så de er klar til at udføre deres trick henover vandoverfladen med op til 150 km i timen. Lige inden vandoverfladen rettes skærmen ud, og der leveres et freestyletrick, inden man lander på en platform. Swoop freestyle har udviklet sig enormt over de sidste tre år, hvor iværksættermakkerparret George Stribling Blythe og Michael Kattrup Lassen har stået i spidsen for Swoop Challenge, der første gang i verdenshistorien bragte den adrenalinfyldte og publikumsvenlige swooping til storbyen, nemlig i København.

Det er hele Danmark som eventnation, der nyder godt af det nye VM i Swoop Freestyle.
”For første gang nogensinde skal der afvikles VM i Swoop Freestyle, og det kommer til at foregå i luften over København. De danske arrangører har de seneste år i samarbejde med København og Sport Event Denmark udviklet deres koncept således at det nu er blevet et officielt VM. Næste målsætning er at bruge VM’et som et udstillingsvindue for fremtidige værtsnationer. Vi er nu trukket i arbejdstøjet for at give dette VM luft under vingerne,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.
Teknologisk gennembrud: Live tv-signal fra luften henover verdens storbyer
Det nye konkurrenceformat er skræddersyet til både at se live og til TV. Når førende freestyle-atleter fra hele verden dykker ned i øjenhøjde og udfører utrolige tricks i høj fart, er det samtidig en innovativ produktion, der blander ekstremsport, urbane miljøer, live-feed fra atleternes point of view og nytænkning af konkurrenceformatet sammen.
København har formået at skabe nogle rammer så en etableret sport har kunnet forny sig i morderne rammer, præcis der hvor publikum er; i storbyen, og ikke ude på mere eller mindre isolerede flypladser langt væk fra byerne.
”Det er kæmpe stort, at det første officielle verdensmesterskab i Swoop Freestyle nogensinde skal afholdes ved søerne i hjertet af København. København er vært for mange internationale mesterskaber i forskellige idrætsgrene – og nu også for et mesterskab, hvor byrummet tages i brug på nye og innovative måder. De seneste år har Kultur- og Fritidsudvalget støttet Swoop Challenge, og derfor er jeg meget stolt over, at en ekstremsportsbegivenhed udviklet i Danmark har fået international anerkendelse som officielt verdensmesterskab, siger Kultur- og fritidsborgmester i København Carl Christian Ebbesen.

I 2016 vandt Swoop Challenge og København prisen for ‘bedste lokalt udviklede sportevent’, en pris der blev uddelt til SportAccord i Schweiz af det førende, internationale magasin for sportevents, SportBusiness International, der hvert år udpeger verdens bedste sportsbyer i forskellige kategorier.