High five med 5. VM i triatlon til Fyn

I juli 2018 er Fyn vært for den største internationale sportsbegivenhed på Fyn – nogensinde. Odense, Svendborg og Middelfart er værtsbyer for Multisport VM, hvor der forventes op mod 5.000 nationale og internationale atleter. Det var oprindelig planlagt, at der skulle dystes om hele fire VM’er, men et femte er kommet til – VM i Aquabike.
Danskerne har en kæmpe folkefest i sigte, når Danmark er vært for nu fem verdensmesterskaber i sommeren 2018. Det sker fra 6. – 14. juli, når Fyn ligger vand, veje, et par lillebæltsbroer og hele den fynske folkesjæl som rammer til nogle af verdens bedste atleter i henholdsvis triatlon, cross triatlon, duatlon, aquatlon og det nyeste medlem – aquabike.
Aquabike er en voksende sportsgren, hvor der dystes i svømning og cykling.
Direktør for Dansk Triatlon Forbund, Morten Fenger udtaler:
”Man skal ikke tage fejl af hverken hårdheden i en aquabike-konkurrence, eller hvad det vil sige, at lige præcis aquabike bliver det femte VM. Selve aquabike konkurrencen kommer til at foregå sideløbende med VM på den lange triatlondistance, men målstregen er selvfølgelig, når man stiller cyklen. På den måde kan folk, der har svært ved løbet altså blive en del af Multisport VM-festivalen, og sammen med Sport Event Fyn og Sport Event Denmark er vi virkelig glade for yderligere at kunne udvide målgruppen ved denne store sportevent”. Fenger pointerer ligeledes, at dette VM er et såkaldt age-group VM.
Og selvom sportsgrenen endnu ikke er så stor i Danmark, så er udfordringen det til gengæld. 4000m svømning og 120km cykling skal deltagerne igennem før, der bliver kåret en verdensmester.
Med Odense som det pulserende hjerte bliver hele øen sat i stævne. De fem VM konkurrencer bliver flankeret af en masse motionsstævner, hvor der vil være plads og distancer for alle. Det hele bliver pakket ind i kæmpe festival, hvor folk fra hele verden vil samles om sport, livsglæde og fest. Her vil man opleve, hvad Fyn kan præstere, når det samlede erhvervs- og kulturliv i samarbejde med uddannelsesinstitutioner viser sig frem fra sin allerbedste side.
VM Festivalen vil også være en event, der giver dig rammerne til at udfolde ønsket om, at være den bedste version af dig selv. Uanset om du er motionist eller eliteatlet, så vil VM Festivalen give dig muligheden for at vise verden, at i juli 2018 står du skarp, klar til kamp – og ikke mindst som den bedste version af dig selv