Verdens bedste bueskytter duellerer i Odense

Kongens Have i Odense tæt på H.C. Andersens Hus danner i weekenden ramme om 2016 Hyundai Archery World Cup Final. Syv danskere stiller til start.

Nedtællingen er i gang. I weekenden afgøres 2016 Hyundai Archery World Cup Final, hvor syv danskere – heriblandt Maja Jager (Årets Sportsnavn i Danmark i 2013) – er med.

World Cup-finalen i bueskydning (compound og recurve) vil blive afviklet i eventyrlige rammer i Kongens Have i Odense tæt på H.C. Andersens Hus. World Cup-finalisterne skal skyde om hæder og ære med Odense Slot i baggrunden.

World Cup-finalen i bueskydning 2016 arrangeres af Bueskydning Danmark i samarbejde med Sport Event Fyn og Sport Event Denmark.

”Vi glæder os. Der er tale om en masse ihærdig forberedelse til en stor event, som snart kulminerer,” siger formand for Bueskydning Danmark, Rolf Lind, der står i spidsen for en frivillig-organisation, som allerede fortjener guld.

”På forhånd tak til vores samarbejdspartnere – Sport Event Denmark og Sport Event Fyn – og de godt 70 frivillige. Vi er alle enige om, at det er sjovt at skabe opmærksomhed omkring bueskydning. At afvikle en World Cup-finale giver for alvor mening, når det samtidig lykkes at øge bevidstheden om bueskydning og tiltrække nye medlemmer i klubberne landet over,” supplerer Rolf Lind.

I ovenstående forbindelse har bl.a. 400 fynske 5. og 6. klasses-elever varmet op til 2016 Hyundai Archery World Cup Final ved Skolernes World Cup. Selve finalerne i Skolernes World Cup løber af stablen på træningsbanerne i Kongens Have på fredag, inden de professionelle bueskytter overtager scenen.

DR3 sender i øvrigt fra 2016 Hyundai Archery World Cup Final. Den direkte transmission starter kl. 09.55 både lørdag og søndag.

2016 Hyundai Archery World Cup Final er rent billetmæssigt opdelt i fire sessioner, og billetprisen per session er blot kr. 60.

Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, glæder sig i lighed med Bueskydning Danmark til endnu en stor sportsevent på dansk grund.

”I 2009 var Danmark med til at sætte helt nye standarder for afviklingen af en World Cup-finale i bueskydning i Nyhavn. Forrige sommer oplevede mange et ikonisk VM-set-up på Christiansborg Slotsplads. I weekenden afvikler Bueskydning Danmark i samarbejde med Sport Event Fyn og Sport Event Denmark World Cup-finalen i Kongens Have i H.C. Andersens Odense. Man kunne få lyst til at sige, at det er en eventyrlig fortælling om, hvordan Danmark har skabt et stærkt renommé i den internationale bueskydningsverden,” siger Lars Lundov.

Borgmester i Odense Kommune, Anker Boye (S), byder velkommen.

”Vi ser frem til at byde verdens bedste bueskytter velkommen i hjertet af H.C. Andersens hjemby i en helt unik kulisse til en sportsevent. Odense er midt i en transformation til en moderne dansk storby, og i denne udviklingsfase glæder vi os over en sportsevent, der skaber basis for spændende aktivering af såvel skoleelever fra hele Fyn som vores stærke robotmiljø i Odense,” siger Anker Boye.

Set med rød-hvide og stringent sportslige briller er fokus først og fremmest på Sarah Sönnichsen (Dame Compound), Martin Damsbo (Herre Compound) og Maja Jager (Dame Recurve). Både Martin Damsbo (vinder af World Cup-finalen i 2013) og Maja Jager (Årets Sportsnavn i Danmark i 2013) har fynske aner, og de får altså herved hjemmebane med stort H.