Det årlige ultimative topmøde for international sport, SportAccord Convention, skal afholdes i Aarhus i starten af april 2017. Dette er netop blevet annonceret på dette års topmøde, der foregår i Lausanne i disse dage. Blandt deltagerne på SportAccord Convention er medlemmer af Den Internationale Olympiske Komité.
Aarhus er vant til at afholde store internationale sportsarrangementer. Nu kommer endnu en stor international begivenhed til Aarhus. SportAccord Convention er en af verdens største konferencer for sportsevents.
Danmark har gennem flere år haft et ønske om at blive vært for topmødet. Det giver Danmark som værtsland en enestående mulighed for at opbygge gode relationer til internationale idrætsforbund, Den Internationale Olympiske Komité m.fl.
Topmødet er også en unik platform til at demonstrere danske værdier og kompetencer og sidst men ikke mindst betyder topmødet, at hoteller og restauranter i byen kan se frem til en uges ekstra travlhed i april, da omkring 1500 delegerede forventes at deltage på SportAccord Convention 2017.
Direktør i Sport Event Denmark, Lars Lundov, der har drevet processen med at få topmødet til Danmark, er glad og stolt over det kommende værtskab:
”Sport Event Denmark og de danske eventbyer har deltaget i SportAccord Convention siden den første udgave i 2003. Hen over årene, og på mange kontinenter, har vi udbygget vores partnerskab med rettighedshaveren i Schweiz, og dette samarbejde krones nu med et medværtskab af topmødet i 2017. Sammen med Aarhus Kommune og Region Midtjylland glæder vi os derfor til at være værter næste år,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.
Også i Aarhus ser Borgmester Jacob Bundsgaard store muligheder i værtskabet.
”Det er et scoop, at Aarhus næste år skal være værtsby for verden største internationale idrætstopmøde. Vi får en enestående lejlighed til at fremvise de mange kvaliteter, Danmark og Aarhus kan byde på – og for Aarhus er det en særlig glæde at kunne byde velkommen til dette topmøde i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad 2017”, siger borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard.
Region Midtjylland har givet foreløbigt tilsagn om støtte til topmødet. Regionsrådsformand Bent Hansen udtaler:
”Region Midtjylland og Aarhus kommune er enige om at medfinansiere afholdelse af SportAccord Convention i april 2017 i Aarhus. Vi har i Region Midtjylland med stor succes været værter for store internationale sportsbegivenheder. Med vært for SportAccord Convention får vi både et stort internationalt topmøde til regionen og styrker vores muligheder for at tiltrække endnu flere store internationale sportsbegivenheder til Danmark og Region Midtjylland,” siger Bent Hansen, Regionsrådsformand i Region Midtjylland.
SportAccord Convention danner rammen om en lang række møder blandt de internationale specialforbund og fora for værtsbyer og eventafviklere. Det forventes at en lang række internationale medier vil dække topmødet.
Fakta:
- 2.-7. april 2017
- 1500-1800 delegerede
- Scandinavian Congress Center/Radisson Blu hotel, Aarhus
- Sportaccord Convention 2017 afvikles af den internationale rettighedshaver i Schweiz, men i tæt samarbejde med Aarhus Kommune og Sport Event Denmark. Region Midtjylland har endvidere givet et foreløbigt tilsagn om støtte.