I december 2017 kommer arrangørerne bag nogle af verdens største sejlsportsbegivenheder til Aarhus. Det skal byen bruge til at bringe sig i spil til i fremtiden at kunne være værter for Volvo Ocean Race eller tilsvarende store arrangementer.
The Yacht Racing Forum, der er en konference for nogle af verdens største sejlsportsbegivenheder, afholdes i 2017 i Aarhus.
”Det er en enestående mulighed for at vise Aarhus frem for arrangørerne. Aarhus Bugten er berømt i sejlerkredse. Konferencen finder sted blot et halvt år, inden Aarhus er vært for VM i sejlads , og derfor er målet helt klart at vise, hvad vi kan, og sikre os endnu flere store internationale sejlsportsbegivenheder i fremtiden,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad.
The Yacht Racing Forum er den førende årlige konference indenfor den internationale yacht racing industri. I løbet af to dage samler konferencen førende eksperter og arrangører fra hele verden.
”At World Yacht Racing Forum kommer til Aarhus i 2017 understreger, at Danmarks har fået en markant position i sejlsportsverdenen. Vi ser frem til at byde hele sejlsportsbranchens og sportens interessenter velkommen i 2017 og forventer, at rigtig mange af dem vender tilbage, når vi er vært for det helt store ISAF VM 2018 for alle olympiske klasser,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.
Yacht Racing Forum ser frem til at besøge Aarhus og er glade for, at konferencen skal afvikles i en sejlsportsby.
“Vi er stolte over at kunne byde Aarhus velkommen som værtsby. Vi er glade for at samarbejde med Aarhus, der er en dynamisk by kendt for sine unikke sejlsportsfaciliteter og store erfaring i afvikling af sejl-events, ” siger Bernhard Schopfer, der er direktør i Yacht Racing Forum.
Også de lokale sejlsportsmiljøer er glade for placeringen af The Yacht Racing Forum i Aarhus.
“Aarhus skal være en af verdens førende sejlsportsbyer. Med VM I 2018, et nyt sejlsportscenter på vej og nu denne internationale konference har Aarhus for alvor vist at vi er sejlsportsby i den abso-lute top,” siger direktør i Sailing Aarhus Thomas Capitani.
The Yacht Racing Forum har tidligere været afholdt i Monaco, Lissabon, Gøteborg og Barcelona. I Aarhus bliver det Hotel Radisson Blu, der kommer til at danne ramme om World Yacht Racing Forum i december 2017.