CPH Half løfter arven fra VM i halvmaraton

23.786 deltagere løb Copenhagen Half Marathon i hjertet af København og Frederiksberg. Løbet blev en gadefest for hele byen med Power Zones, entusiastiske tilskuere og løb i verdensklasse.

Verdens hurtigste halvmaratontid i år og fire mand under én time. Copenhagen Half Marathons debut viste, at København er løbernes by og løbefestens centrum. Ligesom sidste år ved VM i halvmaraton stillede et stærkt felt af Internationale eliteløbere til start, hvoraf mange var gengangere fra sidste år. Ruten er designet til rekorder, og det benyttede mange sig af.

»Det var vores mål at etablere en arv fra VM, som skal berige København, danske løbere og idrætsdanmark. Det, føler jeg, er lykkedes,« siger Jakob Larsen, direktør, Dansk Atletik Forbund.

Dorte Vibjerg, direktør Sparta, støtter op:  »Vi er på vej til at skabe et nyt og unikt løbeevent i Danmark. Ruten gennem de smukkeste gader i Indre By og Frederiksberg er unik og meget hurtig, og publikum er fantastiske, hvilket skaber et adrenalinspark af dimensioner. Det er elementer, vi skal bevare og bygge videre på.«
Som VM i halvmaraton kombinerede Cph Half eliteløbere med bredden.

»Copenhagen Half Marathon viste, at Danmark kan løfte arven fra tidligere afviklede events og tilføje dem nye dimensioner. Det er en løbefest, hvor alle kan være med,« siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Cph Half vil også næste år være en løbefest for alle. Det slår Lars Vallentin, chef for sportevents i Wonderful Copenhagen fast: »Med gadefester og Power Zones sørger vi igen for at skabe unikke oplevelser for de mange danske og internationale løbere, og med en central rute gennem smukke København slår vi os fast som en førende sport event-destination.«

En holdning også Frederiksberg-borgmesteren Jørgen Glenthøj deler: »Det er en stor fornøjelse for Frederiksberg at lægge asfalt til en del af ruten til Copenhagen Half Maraton. Vi håber, at alle 23.786 løbere blev ekstra motiverede, da de drejede ind på den smukke og flagklædte, men desværre regnvåde Frederiksberg Alle.«

Vindere:
Mænd
1. Bedan Karoki Muchiri, Kenya  59:14 min. – verdens hurtigste tid i år (&PR)
2. Alex Oloitiptip Korio, Kenya 59:28 min. PR
3. Edwin Kipyego, Kenya 59:30 min. PR
16. Abdi Hakin Ulad, DK-Hvidovre AM 62:48 min. (DM-1)
22. Thijs Nijhuis, DK-Viborg AM 65:11 min. (DM-2)
23. Henrik Them, DK-Sparta 65:13 min. (DM-3)
Kvinder
1. Purity Cherotich Rionoripo, Kenya 68:29 min. PR
2. Sutume Asefa, Ethiopien  68:47 min. PR
3. Lucy Wangui Kabuu, Kenya 68:51 min.
12. Anna Holm Baumeister, DK-Viking 73:34 min. PR (DM-1)
13. Louise L.Batting, DK-1900 75:55 min. (DM-2)
14. Maria Sig Møller, DK-Sparta 77:31 min. (DM-3)

Fakta om Copenhagen Half Marathon
Copenhagen Half Marathon bygger videre på succesen fra VM Halvmaraton 2014 og det populære Powerade Copenhagen Half Marathon. Copenhagen Half Marathon er Nordens første gadeløb, der har fået tildelt en fornem blåstempling i form af en bronzelabel fra det internationale atletikforbund.

Arrangører: Dansk Atletik Forbund og Sparta Atletik og Motion
Bidragsyder: Nordea-fonden
Samarbejdspartnere: Sport Event Denmark, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Wonderful Copenhagen
Sponsorer: Nike, Marathon Sport, High5 og BMW
Dato: Søndag 13. september 2015
Deltagerantal: 23.786
Løbet blev transmiteret live på DR1
Dato for 2016 er den 18. september
#cphhalf og #sporteventDK