Golfturneringen Made in Denmark har ugen igennem løftet sig til nye højder i Himmerland. 86.498 tilskuere og de 156 spillere kom hele følelsesregistret igennem sportsligt og eventmæssigt, mens endnu flere millioner fulgte med på tv-skærme rundt omkring i verden.
For andet år i træk blev den rød-hvide folkefest varemærket for en turnering, som kombinerer topgolf med fortællingen om golf ’Made in Denmark’ og med rekordstort tilskuertal på 86.498.
Sidste slag er slået i Himmerland i denne omgang ved European Tour – Made in Denmark. European Tour, spillere, tilskuere, frivillige, medier, sponsorer, partnere og ikke mindst arrangørerne bag turneringen er mere end tilfredse med eventen.
Citater:
Lars Larsen, Købmand, ejer af JYSK
– Det er ikke så ringe endda! Vi skal fortsætte den linje Made in Denmark har lagt, hvor vi sikrer at få skabt den specielle Made in Denmark-stemning for både spillere og publikum, og hvor vi også sikrer, at sponsorerne og partnerne er med hele vejen og bakker op omkring turneringen, for dem har vi brug for.
Flemming Astrup, promoter, Made in Denmark
– Vi ville skabe en folkefest, og publikum har virkelig taget festen i egen hånd. Med de 1200 frivillige i ryggen og de tusindvis af tilskuere har vi skabt en turnering i Himmerland, som igen i år har imponeret spillere, medier, sponsorer, partnere og European Tour. Vi skal gradvist udvikle turneringen, så alle kan følge med – for kun ved fælles indsats og opbakning kan vi løfte turneringen til nye højder fra år til år.
Mikael Eriksson, tournament director, European Tour:
– Det har været en fantastisk uge. Der har været en enorm stemning, som jeg aldrig før har oplevet i mit liv ved en European Tour. Banen har været i god stand og publikum har bakket helt fantastisk op og skabt en god stemning.
Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark:
– Fejringen af Søren Kjeldsens 500-Europatour-jubilæum på det efterhånden verdenskendte Himmerland Hill var blot et eksempel på arrangørernes fornemmelse for spillerne og spillet på og udenfor banen. Folkefesten fortsatte i Himmerland. Made in Denmark blev på alle måder løftet til nye højder og således et smukt udstillingsvindue for Danmark som golfdestination.
Morten Backhausen, direktør, Dansk Golf Union
– Lars Larsen og hele hans team har skabt en fantastisk turnering med en unik folkelig stemning. Made in Denmark er dermed en fantastisk mulighed for eksponering af golfsporten i Danmark og fuldender vores arbejde med eliten på alle niveauer.
Vinder: David Horsey, England
Danske resultater:
Søren Kjeldsen – Delt nr. 2
Mads Søgaard – Delt nr. 6
Morten Ørum Madsen – Delt nr. 22
Thomas Bjørn – Delt nr. 27
Anders Hansen – Delt nr. 27
Lasse Jensen – Delt nr. 35
Martin Ovesen – Delt nr. 58
Martin Leth Simonsen – Delt nr. 81.
Nicolai Kristensen – nr. 87
Tilskuertal:
Onsdag: 5.854 (6.326 i 2014)
Torsdag: 15.387 (14.112 i 2014)
Fredag: 18.437 (18.884 i 2014)
Lørdag: 22.698 (20.931 i 2014)
Søndag: 24.122 (22.545 i 2014)
Frivillige: 1200
Made in Denmark er foreløbig sikret for tre år. Det samlede budget for Made in Denmark for 2014-2016 er ca. 110 millioner som rejses i samarbejde mellem sponsorer og nationale, regionale samt kommunale instanser, heriblandt Sport Event Denmark og Dansk Golf Union.