Halvt år til VM i bueskydning

Flere forsvarende verdensmestre fra Danmark, en ikonisk baggrund i form af Christiansborg og atleter fra mere end 75 lande med sigtekornet rettet ind mod en VM-medalje. Det er, hvad der venter om et halvt år, når VM i bueskydning afgøres i hjertet af København fra den 26. juli til den 2. august.

Den forsvarende verdensmester i recurve og årets danske sportsnavn i 2013 Maja Jager samt de forsvarende danske verdensmestre i compound for hold kan se frem til en spektakulær hjemmebanekulisse, når den første pil sendes afsted den 26. juli.

De danske bueskytter har de seneste år markeret sig stærkt på den internationale scene med mange fantastisk flotte resultater. Danmark var blandt andet den næstbedste nation ved sidste VM i 2013. Derfor er forventningerne også høje til VM i 2015 i Danmark.

Rolf Lind, formand i Bueskydning Danmark:

”Jeg glæder mig utrolig meget til at byde verdens bedste bueskytter velkommen til Danmark og hjertet af København. De sidste år har for dansk bueskydning været helt fantastiske, hvor vores bedste skytter har vist, at de er blandt de bedste i Verden. Maja Jager er det mest kendte navn, men hun er blot en af mange. I Martin Damsbo har vi World Cup-vinderen fra 2013, ligesom Martin i 2013 blev holdverdensmester sammen med Patrick Laursen og vores unge stjerne Stephan Hansen, der denne vinter har sat indendørs verdensrekord for seniorer. Jeg tør derfor godt drømme om flere danske medaljer til VM på hjemmebane. Og så håber jeg, at vores kvinder kvalificerer sig til OL i Rio.”

Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark:

”Bueskydning ved OL i London var noget af det mest spektakulære og ikoniske, jeg har oplevet ved et OL. Om præcist et halvt år får vi mulighed for at vise sporten frem i en dansk kulisse til VM i bueskydning, når verdens allerbedste bueskytter indtager Christiansborg Slotsplads. Christiansborg Slotsplads var i 2014 bl.a. arena for både VM i halvmaraton, som jo blev en sand folkefest. Jeg glæder mig til, at Slotspladsen igen bliver ramme for en stor, international sportevent.”

Lars Vallentin, chef for sportevents i Wonderful Copenhagen:

”Vi har jo stolte traditioner med fremvisning af topevents ved Christiansborg, hvor både VM Landevej, VM Halvmarathon og Ironman er blevet afviklet med stor succes. Nu kommer turen til VM Bueskydning, som vi ser frem til at præsentere for publikum på tribunerne og ikke mindst de internationale tv-kanaler. Med verdens bedste skytter til en OL-kvalifikation i centrum af København sikrer vi os endnu en eventsucces i hovedstaden.”

VM i bueskydning København finder sted den 26. juli ti den 2. august og begynder med indledende skydninger i Sundby Idrætspark.

Ved sidste VM opnåede Danmark følgende finale-resultater:

Maja Jager, Guld i individuel recurve (OL disciplin).

Maja Jager, Carina Rosenvinge Christiansen og Anne Marie Laursen, bronze i hold recurve (OL disciplin)

Martin Damsbo, Patrick Laursen og Stephan Hansen, Guld i hold compound.

Yderligere information om VM, kontakt eventchef Mads Bang Aaen på +45 2897 7842 eller mba@archery2015.com

____________________________________________

Fakta om VM i bueskydning 2015

– Afvikles i København fra den 26. juli til den 2. august.

– Finalerne skydes den 1.-2. august på Christiansborg Slotsplads.

– VM afvikles hvert andet år.

– Der forventes 500 skytter fra 75 lande.

– VM i København fungerer også som første kvalifikationsmulighed til OL i Rio i 2016.

– Der skydes med to buetyper, compound (50m) og recurve (70 m).

– Der skal uddeles følgende medaljer i begge buetyper: Individuel skydning for herrer og damer, Hold (3 skytter) herrer og damer og Mix hold (2 skytter).

– VM i bueskydning 2015 afvikles af Bueskydning Danmark, Sport Event Denmark, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen.