Danmark vært for EM 2015 og VM 2019 i curling

Esbjerg bliver vært for både EM 2015 for mænd og kvinder og VM 2019 for kvinder, har det internationale curlingforbund netop annonceret på deres årlige generalforsamling i Champéry, Schweiz, hvor også EM i curling afvikles netop nu.

Danmark skal igen være vært for curlingmesterskaber. Det bliver igen i Esbjerg i 2015, hvor både mændenes og kvindernes europamestre skal findes, og så bliver det igen i 2019, hvor det er kvinderne, der spiller om VM-medaljer.  Esbjerg lagde is til kvindernes VM i 2011, og det er de gode erfaringer herfra, der blandt andet har været med til at Danmark igen skal være vært.

”Med kvindernes VM i 2011 fik vi sat fokus på Danmark vært. Det internationale curlingforbund har sidenhen gentagne gange omtalt netop det gode danske værtskab og de perfekte rammer i Esbjerg. At forbundet i dag har tildelt Danmark både EM 2015 for mænd og kvinder og VM 2019 for kvinder vidner om, at vi i Danmark har gjort god figur som værter. Curling er på det olympiske program, og med de to mesterskaber kan vi også være med til at skabe løbende fokus på curling både nationalt og internationalt,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Curling er den eneste olympiske vinteridrætsgren, hvor Danmark med OL-sølvmedaljen tilbage i 1998 har vundet medaljer.  I disse dage kæmper de danske kvinder stadig om EM-medaljer i Champéry i Schweiz.

”Det går rigtigt godt for curling i disse dage både på isen og de bonede gulve ved EM her i Champéry. Allerede nu kan vi notere os to afgørende sejre – nemlig værtsskabet for EM 2015 for mænd og kvinder og VM 2019 for kvinder. Det er vigtigt for vores sport, at vi har disse fyrtårne, hvor vi både kan give vores landshold hjemmebane, og hvor vi kan forfølge vores strategi og vision om fortsat at udvikle sporten i Danmark og forblive en af verdens førende curlingnationer,” siger Susanne Slotsager, formand i Dansk Curling Forbund.

”Vi er rigtig glade for, at vi igen får lov til at lægge is til så store begivenheder som et EM og VM i curling her i Esbjerg. Vi er en by med meget stolte istraditioner, og vi er rigtig mange, der ser frem til at byde både deltagere og de mange tilskuere velkommen til Esbjerg, når vi slår dørene op til Granly Hockey Arena og byens curlinghal i 2015 og igen 2019,” siger Johnny Søtrup, borgmester i Esbjerg Kommune.

EM 2015 og VM 2019 skal spilles i Granly Hockey Arena og Esbjerg Curlinghal. EM datoerne er 22.-28. november 2015. Der forventes 280 spillere og 10.000 tilskuere.

Det er Dansk Curling Forbund, der sammen med Esbjerg Kommune og Sport Event Denmark står bag de to mesterskaber.