Igennem sidste uge har masser af danskere været forbi Sparekassen Fyn Arena i Odense for at opleve nogle af handicapidrættens største verdensstjerner på tætteste hold. Otte kampe er vist på dansk tv, og mere end 65.000 har set med online.
Det er ikke kun det danske landshold i kørestolsrugby, der kan glæde sig over et historisk VM-resultat. Dansk Handicap Idræts-Forbund, der sammen med Sport Event Denmark og Udvikling Fyn har arrangeret verdensmesterskaberne i Odense, jubler over den store interesse, der har været for den hidtil største handicapidrætsevent på dansk grund.
– Vi er meget begejstrede for den tilskueropbakning, der har været til VM, og for den store interesse for sporten og det danske landshold, vi har mærket fra medier og sponsorer. Det har givet kørestolsrugby og handicapidrætten en eksponering, der aldrig tidligere har været til en handicapidrætsevent i Danmark, siger Mette Holstein Arnesen, eventchef i Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF).
Hun sender samtidig en varm hilsen til de mange frivillige, der har hjulpet til hele ugen.
– VM var aldrig blevet til noget uden de mere end 50 ildsjæle, der har solgt billetter og t-shirts, holdt arenaen ren og pæn, hentet spillere og gæster i lufthavnen og i det hele taget har knoklet for at gøre eventen til en stor succes, siger hun.
International ros
Fra international side er der også stor tilfredshed med VM. Præsidenten for det internationale kørestolsrugby forbund (IWRF) John Bishop takkede under afslutningsceremonien i Sparekassen Fyn Arena arrangørerne og de mange frivillige for en fantastisk uge i Odense.
– VM var en kæmpe succes. Vi havde masser af tilskuere, holdene fik opfyldt alle deres behov, og er var generelt en rigtig god atmosfære i arenaen, siger John Bishop.
IWRF-formanden var også begejstret for, at fans af kørestolsrugby verden over havde mulighed for at følge med og tage aktivt del i verdensmesterskabet.
– Kommunikationsindsatsen på Facebook og Twitter var ganske enkelt utrolig, og live streamingen af kampene var fantastisk. Jeg rejser herfra med en utrolig god fornemmelse, og jeg tror, alle er enige om, at vi gerne vil vende tilbage til Danmark i fremtiden, lyder det fra John Bishop.
Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, glæder sig også over eventen, som han gæstede på åbningsdagen.
– Det har kørt som smurt i olie for Odense og DHIF i denne uge. VM i kørestolsrugby har sat helt nye standarder for formidlingen af en idræt, som sjældent finder frem til nyhedsspalterne. Godt hjulpet af et professionelt event set-up, seværdigt spil og heroisk indsats fra det danske landshold, siger han.
Fakta om VM i kørestolsrugby
Sparekassen Fyn Arena i Odense var rammen om VM fra 4.-10. august.
Australien vandt guld ved at besejre Canada i finalen. Danmark sluttede på sjettepladsen.
Omkring 50 frivillige hjalp til i løbet af VM-ugen
Ca. 3.000 tilskuere har været i Sparekassen Fyn Arena for at se kørestolsrugby live.
Kampene er indtil videre blevet set mere end 65.000 gange online.
VM blev arrangeret af Dansk Handicap Idræts-Forbund, Sport Event Denmark og Udvikling Fyn.