VM i ishockey 2018 til Danmark

København og Herning bliver værtsbyer for en af verdens største sportsbegivenheder. På det internationale ishockeyforbunds verdenskongres under VM i Minsk, vandt Danmark værtsskabet for det, der bliver en af de absolut største sportsbegivenheder afholdt på dansk grund.

Kl. 11.03 dansk tid læste den schweiziske IIHF-præsident, René Fasel, de banebrydende ord op i det olympiske hus i Minsk: And the winner is….Denmark!!

Ishockeyfans fra hele verden vil om fire år rykke deres VM-fest til Danmark i 17 dage. I 2018 bliver Danmark vært for VM i ishockey, som trækker tusindvis af spillere, officials, tilskuere og medier fra ind- og udland til mesterskabet. VM bliver afviklet i Danmarks to multiarenaer, Royal Arena i København og Jyske Bank Boxen i Herning.

Formand i Danmarks Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen, jubler i Minsk umiddelbart efter afgørelsen:

– Det er svært at få armene ned. Dette er en historisk dag for dansk ishockey og med tanke på det arbejde, der er lagt i at få dette VM til Danmark, så tør jeg godt sige, at det heller aldrig bliver overgået. At vinde VM til Danmark i 2018 er en skelsættende begivenhed for vores sport, og både som dansker og formand for dansk ishockey, er jeg meget stolt. Efter 12 år i A-gruppen er det nu vores tur til at afholde VM og sammen med Sport Event Denmark og værtsbyerne Herning og København, kan vi nu trække i arbejdstøjet, siger formand for Danmarks Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen.

Også i Sport Event Denmark er der stor glæde:

– På to uger har vi sikret vores andet store verdensmesterskab i en olympisk sportsgren til Danmark i 2018. VM i ishockey til København og Herning i dag og tidligere vandt Danmark VM for samtlige olympiske bådklasser til Aarhus. Det er virkelig stort! Med de to multiarenaer forener vi også Øst- og Vestdanmark eventmæssigt, udtaler Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, som er den nationale sporteventorganisation, som er med helt fra den tidlige budfase til den endelige afvikling af store, internationale sportsevents i samarbejde med forbund og værtsbyer.

De to værtsbyer, København og Herning, er denne gang sammen om at lægge hus til et mesterskab.

– Jeg er begejstret over, at det er lykkedes at få en så stor international sportsbegivenhed som VM i ishockey til København. Såvel spillere som tilskuere kommer til at få en kæmpe sportsoplevelse i den nye multiarena Royal Arena i Ørestad. Med flere hundrede millioner seere verden over vil verdensmesterskabet uden tvivl også skabe en masse international opmærksomhed omkring hovedstaden, siger Carl Christian Ebbesen, kultur- og fritidsborgmester i København.

– Herning har om nogen status af dansk ishockey-by. Sporten fylder meget i byens historie og identitet. Blue Fox er blandt de mest vindende klubber herhjemme, og har leveret stærke spillere til både NHL-ligaen i USA og til det danske landshold. Så ambitionen er da helt klart, at vi sammen med København, Danmarks Ishockey Union og Sport Event Denmark får skabt både en topprofessionel ramme om selve mesterskabet og en gedigen folkefest for fans og ishockey-entusiaster omkring kampene, siger Lars Krarup, borgmester i Herning.

En dansk buddelegation bestående af bl.a. DIU’s formand Henrik Bach Nielsen, NHL-spilleren Philip Larsen fra Edmonton Oilers, Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark, Carl Christian Ebbesen, Kultur- og fritidsborgmester, København og Johs Poulsen, formand Kultur- og fritidsudvalget, Herning præsenterede det danske bud på VM 2018 i går. Afgørelsen faldt i dag, fredag, den 23. maj.

Riga i Letland var den eneste anden ansøger tilbage, og de kom med stærke argumenter ved at være en stærk ishockeynation med stor publikumsappel, og så afviklede de VM i 2006.

Et ishockey-VM har deltagelse af 16 lande og varer i 17 dage. Både hvad angår varighed, tilskuere og tv-seere, er det blandt verdens største sportsbegivenheder.

64 VM-kampe skal spilles i henholdsvis den kommende Royal Arena i København og i Jyske Bank BOXEN i Herning. København bliver desuden vært for verdenskongressen, som afvikles i finaledagene i maj 2018.

For yderligere oplysninger:

Henrik Bach Nielsen, formand DIU: 4046 4785

Enver Hansen, direktør DIU: 4033 4054

Lars Lundov, direktør Sport Event Denmark: 4031 4855

Carl Christian Ebbesen, Kultur- og fritidsborgmester, København. Kontakt Julie Stemann Monberg, pressechef: 2498 2260

Lars Krarup, borgmester, Herning: 2067 4103