Badminton Danmark er glade for at kunne meddele, at Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik har sagt ja til at være protektor for VM i badminton, som spilles fra den 25.- 31. august i Ballerup Super Arena.
Det er 4. gang i historien, at Danmark er værter for VM i badminton, og hver gang er arrangementet blevet rost til skyerne. Badminton Danmark vil i samarbejde med Sport Event Denmark, Region Hovedstaden, Ballerup Kommune, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen sørge for, at VM endnu engang bliver en dansk folkefest rent arrangementsmæssigt, og forhåbentlig også med danske medaljer på det sportslige plan.
Det er derfor fantastisk, at Hans Kongelig Højhed Kronprins Frederik har påtaget sig at være protektor for arrangementet.
”I Badminton Danmark er vi utrolig stolte over protektionen. Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik er jo meget sportsinteresseret og det giver stor værdi og respekt om VM i badminton at have ham som protektor,” udtaler direktør i Badminton Danmark Charlotte Malmroes.