Danmarks kommende regent, Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik, har accepteret protektoratet for den 11. slutrunde om europamesterskabet i herrehåndbold er ikke alene en uovertruffen glæde for Dansk Håndbold Forbund som arrangør, det markerer også den foreløbige afrunding på en uendeligt smuk historie om forbindelsen mellem Dansk Håndbold Forbund og vort lands usædvanligt afholdte royale familie.
I en alder af blot ni år var det Kronprins Frederik, som forud for den seneste herre-slutrunde på dansk grund, VM i 1978, foretog lodtrækningen, og siden har kronprinsen ved en lang række andre arrangementer beæret dansk håndbold med sin tilstedeværelse.
Ikke mindst da han som nyvalgt IOC-medlem i september 2010 ved åbningen af det europæiske håndboldforbunds 10. kongres i København talte til de delegerede, som på samme kongres ved afstemning tildelte Dansk Håndbold Forbund værtskabet for det aktuelle mesterskab.
”Man kan uden overdrivelse fastslå, at den særdeles idrætsinteresserede Kronprins Frederiks opbakning gennem tiderne har været af vital betydning for dansk håndbold i almindelighed og Dansk Håndbold Forbund i særdeleshed. Og i Organisationskomitéen for EURO 2014 er det os en ekstraordinær glæde og ære, at Kronprinsen har valgt at ville påtage sig hvervet som protektor for den til dato største håndboldbegivenhed her i landet,” udtaler Generalsekretær for Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen.
Sport Event Denmark er partner på EM 2014, som spilles i de fire værtsbyer Aalborg, Brøndby, Aarhus og Herning.