Herning i international finale

Herning som sports city er kommet i fineste internationale selskab i finalen ved den årlige internationale Sport Event Management Awards.

London, Sydney og Dubai er nogle af de kandidater, som Herning er oppe imod i sportseventsenes Oscar-fest – den internationale Sport Event Management Awards (ISEM).

– Det er vi selvfølgelig utrolig stolte over, fordi nomineringen til årets ”Sport City” viser, at Herning er kommet i sportens superliga. Vi har de seneste 6-7 år bevidst fulgt en strategi om at ville være førende som vært for internationale mesterskaber, fordi det er en fantastisk måde både at skabe aktivitet, omsætning, arbejde og stolthed på. De seneste år har vi været vært for en lang række sportsevents som eksempelvis Giro-starten, EM i dressur og springning, EM i bordtennis, UEFA U-21 EM og senest EM i volleyball. I december har vi EM i svømning og til januar EM i herrehåndbold. Med denne finaleplads kan man vist godt sige, at vi og Sport Event Denmark for alvor har fået byen anerkendt som en førende by for sport-events, siger Herning borgmester, Lars Krarup.

Hernings faste samarbejdspartner på de store events er Sport Event Denmark. Det er fjerde år i træk, organisationen har finalister med ved International Sport Event Management Awards, men i alt er det samlede felt af kandidater stærkere end nogensinde, så bare det, at Danmark er i finalen er en kæmpe international anderkendelse.

International Sport Event Management Awards uddeles hver år til sportsevents inden for en række kategorier. Herning er i finalen i kategorien Sports City 2013. Et panel af uafhængige dommere har vurderet og nomineret kandidaterne.

Vinderne offentliggøres ved et gallarrangement 6. november i London i forbindelse med en konference om sporteventmanagement.

Sidste år var Herning ligeledes i finalen i en af underkategorierne med afviklingen af Giro d’Italia-starten. Og for to år siden vandt Sport Event Denmark guld ved samme nominering med ”Sports Events Made in Denmark”, som var lavet i samarbejde med Dansk Boldspil Union og Danmarks Cykle Union for den internationale, virale markedsføring af henholdsvis UEFA U-21 EM i fodbold og VM i landevejscykling.