To guldmedaljer ved det netop overståede VM i roning i Korea og så også lige en international event til Danmark. Det var høsten efter dette års VM. Danmark skal således være vært for World Rowing Masters Regatta 2016. Det blev besluttet af det Internationale Roforbund, FISA, i weekenden. Danmark var her oppe mod stærke kandidater fra Litauen, Slovenien og Bulgarien.
”Tildelingen af World Rowing Masters Regatta til Dansk Rosport til afholdelse på Danmarks Rostadion ved Bagsværd Sø i 2016 er en stor anerkendelse af dansk rosports mange frivillige som gennem de sidste 10 år har arbejdet hårdt på at få international roning tilbage til en af verdens smukkeste sportsarenaer. Ikke siden 2000 har der været afholdt internationale mesterskaber på Bagsværd Sø og en World Rowing Masters Regatta i 2016 er forhåbentlig startskuddet til at et rigtigt Verdensmesterskab på ny kan finde vej til dansk vand,” siger Henning Bay Nielsen, formand i Dansk Forening for Rosport, som sammen med Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk kommune bød på eventen.
Henning Bay Nielsen fortsætter:
”Med en World Rowing Masters Regatta på Danmarks Rostadion kan vi vise at dansk Rosport kan andet end vinde guld til VM og OL. World Master er motionsroning for alle over 27 år og de ældste kan ro i kategorien +85 år. Der er løb for hold hvor mænd og kvinder ror på samme hold og roerne mikser også på tværs af landegrænser. I sportsverdenen er en World Rowing Masters Regatta således helt unik. Mit håb er at mange danske roere vil gribe denne enestående mulighed for på hjemmebane at mødes med gode venner til gensynsglæde og sjov konkurrence.”
Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, som er én af partnerne bag eventen, glæder sig ligeledes over, at roning er tilbage som international event i Danmark:
”Roning er en olympisk idræt, hvor Danmark har slået sig fast med olympiske – og verdensmestre og en legendarisk guldfirer. Roning er også en sport, som dyrkes af rigtigt mange motionister i Danmark. Vi glæder os derfor til at byde international rosport velkommen i Danmark.”
Kontakt:
Henning Bay Nielsen, formand, Dansk Forening for Rosport. Mobil: 22 27 65 93
Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark. Mobil: 40 31 48 55