EM i springning, dressur og para-dressur: Alle tre mesterskaber i gang

I dag, onsdag, er alle tre mesterskaber i det tredobbelte europamesterskab i springning, dressur og para-dressur kommet i gang i Herning. De tre mesterskaber er blevet til én samlet event.

-Det er imponerende at se, hvordan mesterskaberne i dag har taget form og er blevet til en samlet event. Det er første gang nogensinde, at alle tre mesterskaber afvikles samtidigt og jeg er ikke i tvivl om, at det er et koncept, der er med til at sætte fokus på ridning internationalt og nationalt, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, som er partner på mesterskaberne sammen med Dansk Ride Forbund og Herning Kommune.

Springning: Tre danskere videre i den individuelle konkurrence

Onsdag formiddag blev 1. afdeling af P.S.I. FEI European Championship for hold i springning afviklet. Danskerne lå inden klassens start på en 12. plads. Alle de danske ekvipager viste flot ridning, hvilket rakte til en 12. plads og dermed er danskerne ude af holdturneringen, hvor de ti bedste hold får videre til 2. afdeling af holdkonkurrence torsdag. Til gengæld er tre danske ryttere, videre i den individuelle konkurrence.

Dagens resultater blev lagt sammen med resultaterne fra i går for at finde de 50 bedste ekvipager, som er videre i den individuelle konkurrence, og her kan Danmark glæde sig over at have 3 ekvipager med videre: Andreas Schou og Vivaldi K (27), Søren Pedersen og Tailormade Esperanza De Rebel (33) og Thomas Sandgaard og Amarone (47). Charlotte von Rönne og Cartani 4 blev placeret samlet som nr. 52.

Engelske Bent Maher og hoppen Cella har indtil videre vist EM-storform, og parret ligger i spidsen for den individuelle konkurrence. Det er pt. favoritterne fra England, der fører holdkonkurrencen foran holdet fra Schweiz.

Den engelske Chef d’Equipe, Rob Hoekstra, er meget tilfreds med EM indtil nu:

– Det er en fantastisk rammer, med et virkelig godt set-up. Underlaget er lidt ujævnt – det er blødt nogle steder og lidt mere hårdt andre steder, og det gør det lidt svært for hestene. Men det er altid en udfordring, når bunden ikke er permanent, og er blevet lagt så hurtigt. Vi forventer, at det bliver bedre de næste par dage, når bunden får sat sig lidt. Resten af arrangementet og hele set-up’et er bare fantastisk, siger Rob Hoekstra.

Dressur: Andreas Helgstrand nr.3 i dagens afdeling

I eftermiddag var de to første danske dressurryttere i ilden i 1. afdeling af Blue Hors FEI European Dressage Championship for hold. EM-debutanten Lone Bang på Fitou L og Andreas Helgstand på Akeem Foldager leverede begge to gode resultater. Andreas Helgstrand red et godt program med resultatet 72,720 % og ligger nr. 3 efter dagens afdeling.

Danmark ligger således pt. på en flot 2. plads, mens Tyskland fører og Holland har indtaget 3. pladsen, inden det hele afgøres torsdag formiddag.

Torsdag fortsætter Grand Prix klassen kl. 8.00, og her skal Anna Kasprzak og Donnperignon på banen kl. 8.36, mens Nathalie zu Sayn Wittgenstein har starttid 10.58.

De 30 bedste ekvipager fra Grand Prix’en går videre til Grand Prix Speciel lørdag, hvor der rides om individuelle medaljer og adgang til søndages kür. De 15 bedste ekvipager fra lørdagens ridt får adgang til Grand Prix Kür søndag, hvor der atter rides om medaljer.

Para-dressur: Danskerne ligger godt til medaljer

De første danske para-dressurryttere skulle ride holdprogrammet, da første halvdel af holdkonkurrencen blev afviklet i dag. Det var ryttere fra grad 1b og grad IV, der fik lov at lægge ud, og det vil sige, at tre danske ryttere var på banen.

I grad IV blev Line Kongensgaard og Laponio bedste danske ekvipage, hvilket betød en 3. plads i dagens klasse. Den regerende Danmarksmester Line Thorning Jørgensen og Di Caprio placerede sig som nr. 5. I grad 1b stillede Stinna Tange Kaastrup og Steffi Graf op, og i dag rakte det til en placering som nr. 3 i klassen.

Med dagens flotte resultater ligger det danske hold ganske fint i forhold til medaljekampen. Der er dog ikke noget, der er afgjort endnu. Torsdag skal grad 1a, grad II og grad III på banen, og herefter skal rytterne ride det individuelle program fredag og lørdag, inden holdmedaljerne kan fordeles.