Sejlsport: I dag begynder EM for de to olympiske klasser 49er og 49erFX. Stævnet sejles ud for Aarhus. Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen, forventer mindst én dansk topplacering.
Tirsdag lyder startskuddet til første sejlads ved Europamesterskaberne i 49er og 49erFX. Det er to bådklasser, hvor Danmark står stærkt internationalt – og når stævnet samtidig sejles ud for Aarhus, hvor mange af bådene træner til daglig, er der lagt op til seks spændende dage med sejlsport i verdensklasse.
”Jeg forventer, at vi vinder en medalje hos drengene. Jonas Warrer og Peter Lang har vist rigtigt gode takter allerede fra deres første stævne på Mallorca i februar. Siden har de vundet et stævne i Holland. De har fundet en god rollefordeling i båden, og de passer bare godt sammen,” siger Dansk Sejlunions sportschef Thomas Jacobsen om den danske båd med Jonas Warrer (OL-guld 2008) og Peter Lang (OL-bronze 2012).
Der er også forventninger til den anden danske topbesætning, der består af Allan Nørregaard (OL-bronze 2012) og Anders Thomsen.
”Med Allan og Anders er det lidt mere usikkert, hvor de står. Deres resultater i foråret har svinget lidt, men vi ved, de har niveauet til at kunne begå sig blandt de bedste,” siger Thomas Jacobsen.
49er-feltet på omkring 90 både tæller yderligere fire danske både. Og et par af dem kan godt overraske positivt, vurderer den danske sportschef.
Top-8 godkendt i 49erFX
Hos kvinderne skal den nye OL-klasse 49erFX sejle sit første mesterskabsstævne overhovedet. Ved et World Cup-stævne tidligere på året vandt den danske båd med Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen en suveræn sejr – og der var også en danske tredjeplads til Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen.
Begge besætninger er udråbt som værende blandt forhåndsfavoritterne, men Thomas Jacobsen nedtoner forventningerne:
”Jeg vil være tilfreds, hvis vi kan få én eller to danske både i top-8. Der er omkring 35 både med i feltet. Vi ved ikke ret meget om, hvordan niveauet er – og slet, hvordan de hver især reagerer på de op- og nedture, der kommer gennem et langt stævne. Vi har to danske både, der har vist flotte resultater. Og vi ved, at de har god bådhåndtering, hvis vi får noget rigtigt blæsende dansk sommervejr. Så jo mere luft på banen, desto bedre er deres chancer,” siger Thomas Jacobsen.
Sejlsport med tilskuere
Han glæder sig over muligheden for at vise sejlsport i verdensklasse for øjnene af danskere tilskuere, der får mulighed for at følge finalesejladserne den 7. juli fra tæt hold langs havnekajen.
”Jeg håber virkelig, at der kommer mange mennesker forbi Aarhus Havn for at følge sejladserne. Jeg tør godt love, at de vil få en spændende oplevelse med masser af fart og action. Også for sejlerne vil det være en kæmpe oplevelse, hvis de kan mærke suset fra tilskuerne,” siger Thomas Jacobsen.
——————-
Pressekontakt
Dansk Sejlunion er til stede tæt på de danske sejlere gennem hele EM. For interviews med sejlerne: kontakt Flemming Ø. Pedersen, komm.konsulent, Dansk Sejluninon, tlf. 2618 7450, flp@sejlsport.dk.
Dansk sejlunions sportschef Thomas Jacobsen træffes på tlf. 2916 0920.
Følg EM på nettet
Dansk sejlunions hjemmeside, sejlsport.dk/49erEM, følger EM på tætteste hold hele ugen med liveopdateringer, nyheder og kommentarer fra de danske sejlere.
Følg også EM via stævnets officielle danske hjemmeside 49er.org/da. Herfra vil de afgørende sejladser 5.-7. juli kunne følges via tracking og livestreaming fra vandet.
2013 SAP 49er & 49erFX European Championship afvikles af Sailing Aarhus i tæt samarbejde med Aarhus Sejlklub og med støtte fra Aarhus Kommune, Sport Event Denmark samt SAP, SEIKO, VOLVO, HENRI LLOYD, CABINN m.fl. Stævnet afvikles i Aarhus den 2.-7. Juli 2013, og der sejles om europamesterskabstitlen for både den olympiske mandlige og kvindelige disciplin 49er og 49er FX. Danmark har en stærk tradition inden for 49er klassen med OL guld i 2008 og OL bronze i 2012 samt en førsteplads ved 2013 World Cup for kvindernes 49er FX, og der er således store forventninger til danske topresultater ved EM i Aarhus. Europamesterskaberne gennemføres fra Aarhus Lystbådehavn, og finalesejladserne bliver sejlet på en 100×300 meter bane lige op til havnepromenaden, ud for “Lighthouse”, Aarhus Ø søndag den 7. Juli fra kl. 10.00.